Det amerikanske militær har endnu engang udviklet et imponerende værktøj. I denne video ser du et luftskib, som skal bruges til at overvåge store bakkeområder i Afghanistan - fartøjet er på størrelse med intet mindre end en fodboldbane.
Skibet kan desuden flyve i højder på omkring 6.000 meter i tre uger i streg og kan udføre tunge løft.
Vellykket første tur i luften
Luftskibet hedder ’Long Endurance Multi-Intelligence Vehicle’ (LEMV), hvilket på dansk betyder ’meget udholdende, multi-intelligent fartøj’.
LEMV fløj for nylig sin jomfrutur over New Jersey Shore på den amerikanske vestkyst.
»Målet med den første tur var i første omgang at få testet instrumenterne. Derefter fik vi set, hvordan luftskibet opfører sig i luften, og vi fik gennemført en systemtest. Alt var vellykket,« siger talsmanden i det amerikanske fællesoperative hovedkvarter John Cummings til lokalavisen ’My Central Jersey’.
Betragtes som pionerarbejde
Teknologien, som er brugt i LEMV, er ikke som sådan ny, men skibet i sig selv betragtes alligevel som værende pionerarbejde. LEMV har nemlig ekstremt avanceret militær teknologi ombord, og derfor bliver det en uundværlig overvågningsstation med en meget stor rækkevidde, mener det amerikanske militær selv.
\ Fakta
Det er ikke første gang i nyere tid, at det amerikanske militær har forsøgt sig med luftskibe. Blandt andet blev programmet ’Blue Devil’ tidligere på året nedlagt, selvom det allerede havde nået at koste lidt over 8,4 millioner kroner.
Selvom skibet er udviklet til militære formål, har det ifølge producenten mange flere anvendelsesmetoder – blandt andet ved naturkatastrofer, til nødhjælpsarbejde og ved kriminalitetsbekæmpelse.
Alt i alt har LEMV kostet det amerikanske militær lige i underkanten af fire milliarder kroner.
Lignende projekter kuldsejlet
Det største problem ved luftskibene i forbindelse med krigsførelse er sikkerheden i teknologien. De kæmpestore skibe er meget sårbare over for våben på jorden og fjendtlige fly. Det skyldes deres størrelse og dermed også deres hastigheder.
Faktisk ophørte brugen af luftskib en overgang helt, da et luftskib i Lakehurst i New Jersey i 1937 gik i brand, og 35 ud af 97 mennesker omkom i de efterfølgende eksplosioner.
Derudover er to lignende projektet kuldsejlet inden for de seneste år – et i 2012 og et i 2006. Det bliver derfor spændende at følge, hvad LEMV’s fremtid bringer.
































