Biometriens historie: Staten vil indsamle endnu mere data om din krop i fremtiden

Hundredtusindvis af kameraer der kan genkende dig og registrere din færden. Det lyder som et dystopisk fremtidsscenarie fra science fiction, men hvis det står til justitsministeren, kommer det til at blive virkelighed i Danmark.

Efter sommerens bandeskyderier har justitsminister Peter Hummelgaard foreslået, at politiet skal have mulighed for at bruge ansigtsgenkendelse til at opklare grov kriminalitet. Og sidst i august har rigspolitiet meddelt, at de er gået i gang med et projekt, hvor de tager teknologien i brug.

Men både ansigtsgenkendelse og DNA-analyser har været redskaber i politiet værktøjskasse i mange år. Det samme har fingeraftryk og andre kropsmålinger. Den slags data kaldes ‘biometri’.

Så hvad er nyt, og hvad har ændret sig?

I denne artikel dykker vi ned i biometriens lange historie.

Genkendelige naboer

Lige siden tidernes morgen har mennesker selvfølgelig vidst, at der var visse fysiske kendetegn ved dem selv, som adskilte dem fra andre mennesker.

Men inden genkendelsesteknologierne blev opfundet, måtte genkendelse foregå ved hjælp af hukommelsen. 

Da de fleste mennesker boede på landet og var kendt af alle i lokalsamfundet, var behovet for mere avancerede genkendelsesmetoder ikke så stort, og ordensmagten brugte primært vidner til at identificere en gerningsmand.

Men i midten af 1800-tallet opstod det moderne politi. Politiet var ikke længere de enevældige kongers forlængede arm, men borgernes garant for sikkerhed.

Nye og ukendte ansigter

Flere og flere mennesker flyttede fra landet og ind til byerne. Men de mange nye og ukendte ansigter i byerne udgjorde en stor udfordring for politiet.

Lokalsamfundets viden om alle dens beboere gik tabt, og politiet var nødt til at finde nye metoder til at holde styr på byernes brogede befolkninger.

Overvågning af borgerne blev sat i system. Politiet begyndte at patruljere på gaderne i uniform og udførte også folketællinger, så man vidste præcis, hvem der boede i byerne.

Kriminelle, fattige og hjemløse blev indført i store registre, og politiet udgav politiefterretninger med navne på eftersøgte personer. Politiet tog desuden nye efterforskningsmetoder i brug.

Ansigtsgenkendelse før computeren

På trods af at mennesker altid har vidst, at der var forskel i udseende på dem selv og andre, var det først med kameraets opfindelse i 1800-tallet, at ordensmagten kunne bruge denne viden systematisk.

Kameraet gjorde det muligt at tage billeder af anholdte og opbygge store fotokartoteker med forbrydere. Og det gjorde politiet.

I Danmark begyndte politiet i 1860’erne blandt andet at tage billeder af kriminelle, fattige, hjemløse, prostituerede og folk med en anden seksuel observans.

Det eneste, de havde tilfælles, var, at de var anderledes end det 'normale'. De var afvigere.

Fotografierne var med til at bane vejen for andre kropslige (biometriske) identifikationsformer, såsom fingeraftryk og DNA.

Men den praktiske betydning af kameraet var stadig begrænset. Betjentene kunne jo ikke rende rundt med gigantiske fotoalbummer, når de var ude på efterforskning.

Ligesom de heller ikke kunne slæbe rundt på store kameraer, som de kunne tage billeder af alle mistænkte med.

Når hukommelsen svigter

På samme måde som ordensmagten havde gjort det i årtusinder inden, måtte betjentene stadig i vid udstrækning genkende de mistænkte ud fra hukommelsen.

Ofte blev betjente sendt ud for at lære den mistænktes udseende at kende, så man kunne identificere vedkommende senere.

Men det ledte til mange forvekslinger, hvor betjentene fulgte efter de forkerte personer.

Det var derfor først i 1960’erne og med den begyndende 'IT-revolution', at billederne kunne bruges i et større omfang. Politiet kunne nu opbygge store nationale og internationale billedkartoteker.

Men megen identifikation foregår stadig ud fra hukommelsen den dag i dag.

Det danske politi oplyste eksempelvis i januar 2024, at de har en »supergenkender« ansat. Det vil sige en person, som har en særlig evne til at huske og genkende ansigter, kropsholdninger og bevægelser.

Moderne ansigtsgenkendelse

I dag er det muligt at bruge kunstig intelligens til at foretage direkte ansigtsgenkendelse i videoovervågningskameraer, så alle folk, som passerer kameraet, scannes.

Med det samme vil kameraerne kunne identificere de pågældende personer, hvis personerne altså allerede er registreret i systemet. I Storbritannien bruges og udvides teknologien i øjeblikket.

Men i december 2023 kom EU’s nye forordning om brugen af kunstig intelligens.

Forordningen er kritisk over for direkte ansigtsgenkendelse i videoovervågning på grund af dens indgriben i borgernes frihedsrettigheder – og det får konsekvenser for brug af teknologien.

Politiet må ifølge EU-forordningen kun bruge direkte ansigtsgenkendelse i det offentlige rum i begrænsede tilfælde og tidsrum.

Danmark kan stadig bruge ansigtsgenkendelse

I Danmark har politikerne også diskuteret spørgsmålet om ansigtsgenkendelse i overvågningskameraer.

Selvom der lige er kommet en EU-forordning, der indskrænker brugen af AI, er der nogle dele af den, som ikke gælder for Danmark.

Justitsminister Peter Hummelgaard udtalte i et samråd i oktober 2023, at han ikke havde noget »principielt« imod brugen af ansigtsteknologi.

Og den forhenværende digitaliseringsminister Marie Bjerre forklarede i januar 2024, at ansigtsteknologien vil blive udrullet i Danmark i den nærmeste fremtid.

For som hun sagde: »Det er værd at bemærke, at Danmark har retsforbehold på netop denne del af forordningen, og den del vil derfor ikke blive gældende i Danmark«.

Diskussionen om ansigtsgenkendelse blev igen aktuel efter sommerens bandevold, da justitsministeren gav udtryk for, at regeringen ønsker at give politiet mulighed for at bruge teknologien. Og nu er politiet gået i gang med et projekt, hvor ansigtsgenkendelsen skal tages i brug.

Fingeraftryk i oldtiden

Et andet biometrisk mål er fingeraftryk.

Man har i tusindvis af år vidst, at alle mennesker har unikke fingeraftryk. Både babylonierne og de gamle kinesere benyttede tilsyneladende fingeraftryk, når de indgik større handler.

Kineserne fik også tidligt øjnene op for, at fingeraftryk kunne bruges til at identificere en gerningsmand. Et kinesisk dokument fra det 3. århundrede før vor tidsregning beskriver, hvordan håndaftryk blev brugt som bevisbyrde.

Det var dog først i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, at fingeraftryk for alvor vandt indpas hos politiet.

I Danmark åbnede politiet i 1900 en afdeling for kropsmålinger; »Antropometrisk Bureau«.

I begyndelsen var det de mistænktes kroppe, som blev målt, såsom størrelsen på deres hoveder og fødder, formen på deres ører og næse og længden på deres fingre. Men i 1904 begyndte bureauet også at undersøge fingeraftryk.

I 1908 begyndte hele landet at indsamle fingeraftryk og sende dem til bureauet, der ændrede navn til Centralbureauet for Identifikation (CFI).

Computeren gjorde fingeraftryk brugbare

Den praktiske betydning af fingeraftrykkene var dog også meget begrænset i det tilfælde.

For selv om politiet fandt fingeraftryk på et gerningssted, var det meget svært at bruge denne viden til noget.

Betjentene kunne selvfølgelig bladre sig igennem de tilgængelige fysiske registre. Men det var en tidsrøver uden lige, og det var ofte så godt som umuligt at skelne de forskellige aftryk fra hinanden.

Ligesom med fotografier var det derfor først med IT-revolutionen, at fingeraftrykkene begyndte at få stor betydning i kriminalitetsbekæmpelsen.

I Danmark var det først i 1989, at politiet begyndte at registrere mistænktes fingeraftryk på computere.

Politiet kunne nu lade en computer udføre det møjsommelige arbejde, det er at finde matchende fingeraftryk i store, digitale databaser.

Også i dette tilfælde sparede IT politiet for mange mandetimer, øgede træfningerne og gjorde det muligt at sammenkøre og opbygge store nationale og internationale databaser.

Det er i øvrigt ikke kun fingeraftryk, som måles. Politiet tager eksempelvis også fodaftryk fra et gerningssted. På den måde kan de få et indtryk af en persons vægt, størrelse og gangart.

Brugen af DNA i efterforskning

Den schweiziske kemiker Friedrich Miescher identificerede allerede DNA i 1860’erne. Men der skulle gå mere end hundrede år, før politiet begyndte at bruge det til at fange forbrydere.

I England og USA begyndte politiet at benytte DNA til at opklare forbrydelser i 1980’erne.

I Danmark opklarede politiet i 1993 den første drabssag ved hjælp af DNA, og i 2000 vedtog politikerne en lov, som gav politiet tilladelse til at oprette et landsdækkende DNA-register, 'Det Centrale DNA-profil-register'.

Da politiet begyndte at bruge DNA til at opklare forbrydelser, var der dog kritik af registeret fra blandt andre Etisk Råd.

Og det var kun i begrænsede tilfælde, at politiet fik lov at gemme folks DNA, såsom i sager om drab, grov vold, røveri og voldtægt.

Men hurtigt blev DNA en accepteret og ofte benyttet metode til at finde en forbryder. I 1995 blev DNA benyttet i under 100 sager, men allerede godt 10 år senere blev metoden benyttet i mere 18.000 straffesager.

I 2005 blev lovgivningen også ændret, så politiet nu måtte tage DNA-prøver af alle, der bliver sigtet i en sag, som kan give 1,5 års fængsel.

Det kontroversielle DNA-register

Det er denne ret, som nogle politikere nu vil udvide. Baggrunden er sagen om drabet på Hanne With i 1990, hvor politiet i februar 2024 anholdt en mistænkt på baggrund af en DNA-analyse. Senere blev han dømt for drabet.

Justitsminister Peter Hummelgaard har i kølvandet på sagen foreslået, at politiet får adgang til slægtsforskningsdatabaser. Men folk har frivilligt afgivet DNA-prøver for at finde deres fjerne slægtninge – og var altså uvidende om, at de risikerer at havne i politiets databaser.

Peter Skaarup fra Nye Borgerlige går skridtet videre og foreslår, at alle danskere ved fødslen registreres i et landsdækkende DNA-register.

Det er i øvrigt et forslag, som han har været fortaler for i mange år. Tidligere var det bare som medlem af Dansk Folkeparti, som eksempelvis foreslog det i 2010.

Forslaget er dog blevet afvist hver gang, fordi det griber for meget ind i borgernes privatliv og mistænkeliggør hele befolkningen.

Mindre socialdemokratisk kritik

Da Peter Skaarup bragte forslaget frem igen i 2013, afviste Socialdemokratiets daværende retsordfører, Ole Hækkerup det meget konsekvent.

I modsætning til sin bror, Nick Hækkerup – som i 2019 blev herostratisk berømt for at påstå, at overvågning øger friheden – tog Ole Hækkerup afstand fra den generelle masseovervågning, som forslaget indebar.

Han påpegede, at man ved generel registrering af alle borgere ville komme »tæt på at realisere det, der var kommunisternes drøm i det gamle Sovjetunionen, og som man så hos Stasi i Østtyskland«.

Men måske er tiden en anden nu?

Der kommer mere biometri i fremtiden

Regeringerne under statsminister Mette Frederiksen har i alt fald ikke holdt sig tilbage med at udvide overvågningen af borgerne, og tiden står i overvågningens tegn.

For selv om biometriens historie går langt tilbage i tiden, var det først med computerens lancering og udbredelse, at den viste sig nyttig i efterforskning. IT gjorde det nemlig muligt at samle og sammenligne al dataen.

Med indtoget af kunstig intelligens kan vi forvente endnu en udvikling i biometriens historie. Det er dog også en udvikling, der er værd at bekymre sig om.

Det er i alt fald utvivlsomt, at vi kommer til at se meget mere til genkendelsesteknologier i fremtiden – ligesom de kommer til at se mere til os!