Mange moderne mennesker tvivler på, at Biblen fortæller sandheden, når den beretter, at Jesus kunne gå på vandet og opstå fra de døde.
Overraskende nok er det langt fra en ny tvivl.
Allerede 200 år efter Jesus’ fødsel begyndte folk at tvivle så meget på beretningerne, at det truede kristendommens beståen.
Derfor kastede kristne filosoffer – deriblandt grækeren Origenes fra Alexandria – sig ud i en redningsaktion, fortæller Anders-Christian Jacobsen, der forsker i oldtidens religioner ved det Teolgiske Fakultet, Aarhus Universitet.
»De kristne filosoffer sørgede for, at Biblen blev langtidsholdbar. Det gjorde de ved at skrive fortolkninger af Biblen og beretningerne om Jesus. På den måde gjorde de Biblen up-to-date, samtidig med at den stadig var den gamle Bibel.«
»De lagde noget nyt til, som tog afsæt i det gamle. Og sådan opstod den tradition for at fortolke Biblen, den tradition vi i dag kender som ‘teologi’,« fortæller Anders-Christian Jacobsen.
Oldtidens kristne kunne pludselig ikke forstå Biblen
Man kan sige, at den redningsaktion, de gamle, kristne filosoffer satte i gang, stadig finder sted i dag, hvor teologi er et fag på langt de fleste universiteter.
Nutidens teologer beskæftiger sig blandt andet med, hvordan man skal forstå de gamle tekster, der er skrevet på oldgræsk, hebræisk og latin.
\ Fakta
VIDSTE DU
En af de første kristne filosoffer, der fortolkede Biblen, var Origenes fra Alexandria (185-254). Han havde studeret de græske filosoffer og kunne derfor via filosofiske tanker fortolke Biblens historier. Blandt andet skrev han ti bøger med kommentarer til Biblen samt en kritisk filologisk gennemgang af ‘det Gamle Testamente’.
De sprog er forældede i dag, men det var de faktisk også få hundrede år efter Jesus’ død – i hvert fald når det kom til den måde, Biblen var skrevet på.
»Omkring år 200 begyndte folk at spørge hinanden: ‘Hvad betyder det her egentlig?’,« fortæller Anders-Christian Jacobsen.
Den almindelige kristne kunne simpelt hen ikke forstå betydningen af de ord, der stod i Biblen. På samme måde som det i dag kan være svært for nutidens danskere at forstå, hvad der står i gamle bøger fra starten af 1800-tallet.
Sproget var forældet.
Biblens historier virkede banale og utroværdige
Men en ting var sproget, noget andet var de beretninger, som dannede rygraden i kristendommen. Dem blev der også stillet meget kritiske spørgsmål til.
»Vi kan se, at de lærde kristne i deres tekster begyndte at skrive, at historierne i Biblen simpelthen ikke kunne være rigtige. De mente, at beretningerne virkede så banale, at det var svært at tage dem seriøst,« fortæller Anders-Christian Jacobsen.
Med andre ord begyndte også selve kristendommen og historierne om Jesus at virke forældede. De kunne ikke længere tale så direkte til folk, som da de blev skrevet ned nogle århundreder tidligere.
Jesus’ genopstandelse var for ulækker
Særligt historierne om Jesus’ opstandelse fra døden skabte panderynker.
»De dannede græske kristne havde svært ved at se det fornuftige i, at kroppen blev levende igen. De syntes, det var ulækkert.«
»Men så begyndte de at tænke over historien og fortolke den. Og de kom frem til, at historien ikke skulle forstås direkte. De fortolkede sig frem til, at det ikke var en kødelig krop, der genopstod, men en åndelig krop,« fortæller Anders-Christian Jacobsen.
På den måde fik historien om genopstandelsen så at sige nyt liv. I stedet for at kaste historien og resten af kristendommen på møddingen, fordi den virkede gammeldags, fortolkede filosofferne den, så troværdigheden blev genoprettet.
Kunne ikke tage Guds aftentur alvorligt
Også skabelsesberetningen, hvor Gud skaber Jorden, dyrene og menneskerne, fik brug for et filosofisk/teologisk eftersyn.
»Mange af de almindelige kristne levede i et verdensbillede, hvor det ikke var et problem at tro på skabelsesberetningen. Men de kristne, som havde en filosofisk uddannelse, havde svært ved at tage den alvorligt.«
»De kunne ikke forene sig med, at Gud for eksempel kan gå en aftentur i paradisets have og snakke med Adam.«
»De lærde mente nemlig, at Gud hverken kunne have ben eller ville snakke med mennesker ansigt til ansigt. Tanken virkede grinagtig på dem,« siger Anders-Christian Jacobsen.
Også den historie fortolkede de lærde derfor, så den kom til at handle om, at Gud henvendte sig til menneskerne i en mere åndelig forstand.
\ Fakta
VIDSTE DU
Den lutherske teologi er opkaldt efter dens grundlægger, Martin Luther (1483-1546).
Luther gjorde med sin teologi oprør mod den katolske kirke og dens fortolkninger af Biblen.
Han mente nemlig, at den katolske kirke via fortolkningerne kunne tvinge kristne til at opføre sig efter forskrifter, som i virkeligheden slet ikke stod i Biblen men kun i fortolkningerne. Derfor skulle den lutherske teologi alene tage udgangspunkt i Biblen.
Skabelsesberetningen blev til en beretning om en fuldkommen urtid, der var engang, eller en fuldkommen fremtid, der skulle komme. En tid hvor mennesket var eller blev så fuldkomment, at det kunne opholde sig hos Gud.
Et nyt syn på fortolkningerne
At de kristne filosoffer på den måde – via fortolkninger – pustede liv i Biblen og gjorde den langtidsholdbar er ny viden. »Det er nyt – særligt inden for luthersk teologi – at se på, hvad fortolkninger er, og hvad det har af betydning for en tekst, at den bliver tolket.«
»Skal man tage traditionel luthersk teologi på ordet, skulle vi alene at læse det, der står i Biblen, og ikke beskæftige os med fortolkninger,« siger Anders-Christian Jacobsen.
Men som centerleder for ‘The Centre for the Study of Antiquity and Christianity’ på Aarhus Universitet går han og kollegerne utraditionelt til de gamle tekster.
De nye forskningsresultater er opstået, fordi centerets medarbejdere netop ikke hænger sig strengt i den teologiske tradition, men derimod samarbejder med bl.a. litterater og arkæologer.
På den måde får de indput udefra og kan derfor kaste et nyt blik på oldtidens kristne tekster.
Artiklen er genpubliceret i forbindelse med vores påsketema.
