November er slut, men inden vi forlader måneden helt og går fuldstændigt i julenisse-mode, så tager vi lige en overflyvning over videnskabens bedste billeder og videoer fra november.
NASA har som altid været ekstremt produktive med visuelle videnskabsgodter, der giver os et nyt perspektiv på vores egen såvel som andre planeter.
Rumfartøjet Cassini sluttede i september en 20-års rumrejse, da den brændte op i Saturns atmosfære.
Inden sit planlagte selvmord knipsede rumsonden en smuk billedserie af Saturn.
Billederne af planeten og dens ringsystem blev i november sammensat til et kæmpeportæt , som du kan ser her:

Fortryllende billeder af Jupiter
Et andet rumfartøj Juno foretog sidste år sin første rundflyvning gennem Jupiters skydække.
NASA's rumfartøjer har tilsyneladende et kunstnerisk talent, der ligger til familien, for Juno kom også hjem med en række »sensationelle« billeder, som ændrede forståelsen af planeten.
I november havde Juno så sin niende rundflyvning tæt på gasgiganten, og det gav altså også nogle fortryllende billeder.

Første luftfoto af afknækket mega-isbjerg
Man kan blive rundtosset af rummet.
Derfor vender vi blikket indad mod vores egen planet.
NASA bruger nemlig også noget af deres vilde legetøj til at monitorere Jorden og især polerne.
Tidligere i år knækkede et isbjerg af ishylden Larsen C i Antarktis. NASA meddelte dengang, at det afknækkede isbjerg vil forandre Antarktis fundamentalt.
Nu har NASA delt de første billeder af det utrolige syn af kæmpeisbjerget, der flyder rundt.

Vild visualisering af atmosfæren
November var også måneden, hvor NASA, strikkede en visualisering sammen, der viser, hvordan den atmosfæriske cirkulation bevæger sig.
Videoen giver et vildt - og overskueligt - billede af, hvordan naturfænomener som storme og orkaner bevæger sig.
Du kan for eksempel se, hvordan støvet fra Sahara bliver taget med af en storm og flyttes fra Afrika og hele vejen over Atlanten til Amerika.
Robot laver saltomortale
Så har vi fået nok NASA for nu.
I november imponerede det amerikanske robotfirma Boston Dynamics igen.
Deres seneste version af robotten Atlas kan springe rundt som en gymnast, og det blev offentliggjort i videoen, som du kan se nedenfor.
Vi kan kun anbefale, at man klikker sig ind på Boston Dynamics YouTube-kanal og ser deres vilde robotter.
Fotokonkurrence i København
Vi springer fra atletiske robotter til en dansk fotokonkurrence.
Københavns Universitet afholdt i november fotokonkurrencen ARTis, der er en forkortelse for Art in Science.
Formålet med konkurrencen er at gøre videnskab mere tilgængeligt for den brede befolkning, og det var der 77 forskellige bud på.
Vinderen blev 'Beauty in Seawater' af Jannicke Wiik-Nielsen fra Norwegian Veterinary Institute.
Fotoet forestiller en såkaldt Echtopleura larynx, en organisme, som ofte findes på reb i vandet.

Forstenet fuglenumsekirtel
November var også måneden, hvor Videnskab.dk fik følgende mail fra palæontologen Jakob Vinther, der er lektor ved University of Bristol:
»Her er en artikel, som kommer ud i næste uge. Måske kan vi finde dinosaur-numse-kirtler, og så er fanden løs i Laksegade. Der er ikke så meget andet at sige, end at det er vigtige nyheder - vigtigere end Trump-tweets.«
»Du kan tage mit ord for det; jeg er videnskabsmand og ved den slags.«
Jakob Vinters tip handlede om en forstenet fuglenumsekirtel, der er fundet i et 48 millioner år gammelt fuglefossil fra Messel i Tyskland.
I kirtlen er de forstenede fedtmolekyler stadig bevaret som de hidtil ældste fedtstoffer fra et hvirveldyr, og det kan afsløre nye aspekter af de fortidsdyr liv.

200 flyveøgle-æg fundet på én gang
Vi slutter med et »freakin' amazing« fund, som den brasilianske palæontolog Alexander Kellner udtrykte det til Videnskab.dk.
Han har sammen med kinesiske kolleger fundet over 200 flyveøgle-æg i en stor klump.
Opdagelsen besvarer en masse spørgsmål om de forhistoriske dyrs levevis. Blandt andet at de levede i kolonier og plejede deres unger.
Før har man kun fundet ganske få flyveøgleæg – omkring ti. Så en bunke på over 200 er fuldstændig unikt.
































