Vi starter ugens opsamling i Amazonas, hvor den stigende opførelse af vandkraftværker til at levere grøn energi udgør en trussel mod biodiversiteten i det store flodbassin, skriver den amerikanske forskningsinstitution Cary Institute of Ecosystem Studies i en pressemeddelelse.
I dag er der ifølge instituttet 158 dæmninger i Amazonflodens bassin, mens der er foreslået 351 nye, og disse projekter vurderes typisk med meget lidt koordineret planlægning.
Det har fået en række forskere til at udvikle en beregner baseret på kunstig intelligens, som kan evaluere de mange projekter ud fra en række parametre; såsom indvirkning på økosystemerne og menneskene, der lever i områderne, hvor vandkraftværkerne skal opføres.
Metoden er netop blevet offentliggjort i Science, og forskerne håber på, at forskningen kan vejlede til en mere miljøvenlig placering af dæmningerne, lyder det fra forskerne bag studiet.
»Vores værktøj giver os mulighed for at evaluere vandkraftprojekter for deres kollektive indvirkning på natur og mennesker på skalaen af hele vandskellet,« forklarer medforfatter Rafael Almeida, som er adjunkt ved University of Texas, ifølge Cary Institute.
»Det er en sjælden, men alligevel kritisk tilgang, da Amazonas-floden og dens bifloder flyder gennem flere lande med forskellig topografi og terræn,« fortsætter Rafael Almeida.
Mere effektive elbilsbatterier
Den voksende appetit efter elbiler verden over sætter pres på udvindingen af råstoffer som kobolt, litium og nikkel.
Derfor forskes der massivt i at udvikle nye batterityper, mest af alt uden metallet kobolt, der udvindes under horrible forhold i DR Congo.
\ Stort tema i gang

I en serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden, blandt andet ved hjælp af grøn energi.
Hvad siger videnskaben?
Du kan få gode råd til at redde verden i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan debattere måder at redde verden på.
Nu melder en række amerikanske forskere, at de har formået at gøre litium-svovl-batterier, der ikke indeholder kobolt, mere stabile, skriver Drexel University i en pressemeddelelse om et nyt studie i tidsskriftet Nature Communications Chemistry.
Den slags batteritype har kæmpet med at hæve den overordnede levetid - altså hvor mange ladecyklusser batteriet kan klare.
Deres opdagelse er en ny måde at producere og stabilisere en sjælden form for svovl, der fungerer i carbonatelektrolytten; det er den energitransporterende væske, der bruges i kommercielle litium-ion-batterier.
Ifølge forskerne kan den nye opdagelse være en trædesten til at gøre litium-svovl-batterierne kommercielt levedygtige, blandt andet fordi de potentielt kan holde til mere end 4.000 opladninger, hvilket svarer til omtrent 10 års brug, ifølge Drexel University.
Her på falderebet kommer lige et par hurtige nyheder, som er værd at notere sig:
- Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) har tilsluttet sig en global klimaalliance, der kaldes Adaptation Research Alliance (ARA). Det er et globalt netværk for handlingsorienteret klimaviden, der officielt blev lanceret ved COP 26 i Glasgow.
- Fremtidens solceller kan være printede og ultratynde. Det beskrev vi tidligere på ugen på Videnskab.dk. Solcellerne er organiske og kræver mindre energi at producere.
- Forskere fra Rice University er nu lykkedes med at hive råstoffer ud af elektronikaffald på en mere miljøvenlig måde og med et højere udbytte. Det kan bane vejen for en højere genanvendelse af de dyre råstoffer som for eksempel kobolt og nikkel, skriver universitet i en pressemeddelelse.

































