Firma på Nørrebro har i årevis drømt om at bygge en fantastisk atomreaktor. Hvor bliver den af?

»Det er jo nærmest symbolsk,« udbryder Esben Klinkby, da Videnskab.dk’s journalist fortæller, hvorfor han næsten kom for sent til interviewet.

På vejen ind til Saltfoss Energys kontorer på Nørrebro i København var trafikken blokeret af unge aktivister med gule veste og et brændende budskab om klimaet.

»Det er lige præcis derfor, vi startede den her virksomhed. Vi vil hjælpe klimaet på en anden måde end at sætte os midt i trafikken,« siger han, mens han viser os ud af bygningens bemandede loungecafé med jazzmusik i højtalerne.

Vi er på besøg for at blive klogere på Saltfoss Energy, som fysiker Esben Klinkby er medstifter af, og som siden sin oprettelse i 2014 har fået meget opmærksomhed fra både politikere og medier.

I 2015 udgav DR for eksempel artiklen ‘Dansk reaktor brænder farligt atomaffald’, og fem år senere skrev Videnskab.dk en artikel, hvor der stod: ‘I 2025 regner Seaborg med at være klar med en kommerciel prototype på sin smeltet salt-reaktor.’

Nu siger kalenderen 2025. Seaborg har skiftet navn til Saltfoss, virksomheden har modtaget over en halv milliard kroner i støtte og investeringer, og de er gået fra 3 til over 60 ansatte i både Danmark og Sydkorea.

Men der er tilsyneladende stadig lange udsigter til en kommerciel prototype, og snakken om at brænde gammelt atomaffald er forstummet.

Nu fortæller en af bagmændene om historien, udfordringerne og den mulige fremtid for hans atomdrøm.

Gamle rapporter skabte nye drømme

Esben Klinkby har booket et af Saltfoss’s mange mødelokaler på bygningens øverste etage. Undervejs passerer vi flere døre ind til atomvirksomhedens laboratorier, som Videnskab.dk på forhånd har fået at vide, at vi ikke kan få adgang til.

»Det er, så vi ikke forstyrrer kemikerne. Ikke engang jeg har fri adgang til bare at gå ind,« forklarer Esben Klinkby og giver syn for sagn ved at føre sin adgangschip hen over håndtaget, der kvitterer med et rødt lys.

Selv er Esben Klinkby uddannet fysiker og har i mange år været tilknyttet DTU. Det var også her, idéen til hans atomvirksomhed opstod.

»I slutningen af 00’erne blev der frigivet videnskabelige rapporter om gamle amerikanske forsøg med atomenergi, som blev lavet efter Anden Verdenskrig. Det fyldte en del i vores kreds,« forklarer han.

»I starten var jeg ikke så interesseret, men en af mine studerende var meget begejstret for den her såkaldte Molten Salt Reactor, som var blevet testet over en årrække i Oak Ridge i USA.«

Til sidst blev han grebet af nysgerrighed og læste de gamle rapporter, fortæller han. Her kunne han læse om, hvordan fissionsreaktoren brugte salt til at nedkøle og binde det radioaktive materiale.

Det skulle være mere sikkert end konventionel atomkraft, eftersom det sker ved lavere tryk og dermed mindre risiko for eksplosioner. Desuden binder det radioaktive materiale sig til saltet og mindsker risikoen for udslip.

Med andre ord en mere effektiv og billig løsning, fordi den ikke kræver de samme massive sikkerhedsforanstaltninger som konventionelle atomkraftværker, der oftest bruger en såkaldt trykvandsreaktor.

Hvorfor tror du, at man i sin tid valgte at satse på en anden metode, hvis den var dyrere og mindre sikker?

»Mit bud er, at det var en anden tid. Det var den Kolde Krig, og trykvandsreaktoren blev testet med succes i ubåde. Så den satsede man på og skalerede op på land,« svarer Esben Klinkby.

»Og så var det 50’erne og 60’erne. Man havde ikke haft Tjernobyl og set konsekvenserne af en ulykke. Man diskuterede ikke atomaffald og så videre på det tidspunkt. Så jeg tror mere, det er en historisk forklaring end videnskabelig. Som fysiker kunne jeg bare se, at den her løsning gav mening.«

Stor idealist, men »lidt naiv«

Den efterfølgende tid diskuterede Esben Klinkby med ligesindede om, hvordan de kunne gå videre med teknologien, som de så store muligheder i.

»De videnskabelige data i de gamle rapporter var solide, så vi var ikke i tvivl om, at det var den rigtige vej at gå. Men vi manglede ingeniører og kemikere til at arbejde videre med det i praksis. Hvordan man kunne gøre det mere skalerbart og realistisk at føre ud i livet.«

De oprettede i 2014 virksomheden Seaborg Technologies – navngivet efter den amerikanske kemiker og nobelprisvinder Glenn T. Seaborg – og begyndte at søge fondspenge og investorer til ansættelser, kontorer, patenter og så videre.

Ifølge Esben Klinkby var der dog en del modstand, da det var »nærmest umuligt« at få støtte til kernekraft i Danmark.

Men efterhånden begyndte politiske partier – navnlig Liberal Alliance – investorer og fonde at se muligheder i atomenergi som en grøn løsning.

Og så kom altså DR-artiklen fra 2015, hvor startup-virksomheden fik national opmærksomhed, da blandt andre Esben Klinkby lovede, at deres teknologi kunne afbrænde gammelt atomaffald, og at den ville køre på stoffet thorium, som ifølge Klinkby »kunne graves op i Fælledparken, hvis det var nødvendigt«, fordi der er så stor overflod af det på Jorden.

De efterfølgende år er millionerne rullet ind fra statslige fonde, EU-fonde og ikke mindst flere hundrede millioner kroner fra private investorer, blandt andet Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen.

Men læser man beskrivelserne på Saltfoss’ hjemmeside i dag, er atomaffald og thorium ikke længere blandt deres buzzwords. Hvorfor ikke?

»Jeg er en stor idealist, og i starten var jeg måske lidt naiv,« erkender Esben Klinkby.

»Der er forsyningskæder og reguleringer at tage hensyn til, hvis man vil have det til at lykkes. Det har vi indset undervejs, hvor vi har måttet tage nogle pragmatiske beslutninger. Vi er ikke sikre nok på at kunne få forsynet atomaffald, og thorium er ikke lige så gennemtestet som uran, så der er mange reguleringer,« siger han.

I dag satser Saltfoss Energy på lavt beriget uran, der er det mest almindelige brændstof til atomenergi verden over.

Esben Klinkby står dog fast på, at idealismen er intakt trods løbende skud realisme.

»Det ville da gøre verden til et endnu bedre sted, hvis vi kunne bruge gammelt atomaffald. Men lige nu er vi for små. Vi bliver nødt til at være realistiske og tilpasse os markedet, hvis det her skal lykkes.«

Hvornår er prototypen klar?

Når man bevæger sig gennem Saltfoss Energys lokaler på Nørrebro, er man ikke i tvivl om, at der er en betydeligt større investeringsvilje i dag, end da virksomheden startede for godt et årti siden.

Virksomheden breder sig ud over flere etager med kontorlandskaber, mødelokaler og ikke mindst laboratorierne, som Videnskab.dk ikke kan få adgang til. Rundt omkring hører man medarbejdere fra hele verden diskutere deres arbejde.

Det er dog kun en del af virksomheden, for i de seneste år har Saltfoss Energy også oprettet en afdeling i Sydkorea, hvor meget af deres praktiske arbejde i dag finder sted. Her arbejder de nu på en mobil, flydende saltreaktor. En såkaldt ‘Power Barge’ – eller ‘kraftpram’ – der skal kunne levere op til 800 MW elektricitet, hvor den lægger til.

Da vi skrev om jer i 2020, sagde I, at prammen forhåbentlig ville være færdig i 2025. Hvornår har I et produkt klar til jeres investorer?

»Vores estimat er, at den er klar i starten af 2030’erne,« svarer Saltfoss’ Chief Business Officer Rasmus Bjerngaard, der også sidder med under interviewet.

»Vi har lært ikke at sige så præcise årstal. Det er endnu et sted, hvor vi er blevet klogere.«

Esben Klinkby mener dog, at sandsynligheden for, at estimaterne må udskydes længere ud i fremtiden, bliver mindre og mindre.

»Vi bliver mere og mere præcise på, hvad vi mangler. Vi er færdige med vores ‘conceptual designs’ nu. Men man rammer jo blindgyder. Vi mistede for eksempel vores forsyningskæde i Rusland, da de invaderede Ukraine. Der måtte vi gentænke konceptet endnu engang.«

Hvad mangler I for at blive færdige?

»Penge,« svarer de i kor og griner.

»Blandt andet til at bygge vores prototype og teste den i praksis,« fortsætter Esben Klinkby.

Hvornår prammen står færdig, og hvad det i sidste ende skal koste investorerne at nå dertil, er der altså stadig ikke konkret lovning på.

»Men jeg tror på, at det her kan gøre verden til et lidt bedre sted. Det er mit bidrag frem for at sætte mig og blokere trafikken,« afslutter Esben Klinkby.