Blød robot mestrer limbo-dans
En smidig robot af polymer, inspireret af blæksprutter, søstjerner og orme, kan krybe og bugte sig frem under forhindringer.

Gående robotter som AlphaDog, MABEL og PETMAN tager for tiden solide skridt fremad i deres udvikling, men de har alle en akilleshæl.

De er lavet af metal, og deres stive stænger og rigide samlinger begrænser bevægelserne og evnen til at manøvrere i svært terræn.

Nu har forskere fra Harvard University i USA lavet en såkaldt blød robot, der er smidig nok til at krybe, bugte og klemme sig frem under forhindringer, som metalrobotter ifølge forskerne må give fortabt overfor. Professor George Whitesites og hans kolleger fortæller, at de blev inspireret af blæksprutter, søstjerner og orme, der ikke har hårde skeletter.

Luft får robotten til at bevæge sig

Deres trykluftsdrevne prototype har da heller ingen hårde dele i dens lavstammede, firbenede krop, der består af fleksibel polymer.

I de fire ben og i den centrale del af kroppen sidder en række kamre, som hver især kan pustes op som en ballon. Når et kammer bliver pustet op, bøjer robottens ben sig, og på den måde kan forskerne få robotten til at bevæge sig på flere forskellige måder.

Som det kan ses i videoen foroven, fik de blandt andet robotten til at mave sig frem og klemme sig ind under en to centimeter lav glasplade som en mester i limbo-dans.

Kun blød, fordi det hårde står lige ved siden af

I robottens gummiagtige lemmer er der en serie kamre, som kan fyldes med luft ligesom en ballon. Når et kammer pustes op, bøjer benet sig, og på den måde kan forskerne få robotten til at bevæge sig på et utal af måder. (Foto: Shepherd et al)

Den skeletløse skabning er dog ikke noget særligt i forhold til andre bløde robotter, mener David Johan Christensen, der er ekspert i robotters gang og adjunkt ved DTU Elektro på Danmarks Tekniske Universitet.

»Den bliver aktiveret og kontrolleret udefra. Den har trykluftslanger på, der står en computer udenfor, og der står batterier udenfor, som jo ikke er bløde overhovedet, så hvis man skulle have det om bord på robotten, ville den jo ikke være blød mere,« siger han.

Blød robot er sikrere for mennesker

Prototypen er derfor ikke til megen nytte i sin nuværende udformning. Arbejdet med den skal snarere ses som et stykke grundforskning, der en dag kan føre til, at robotter får bløde kroppe eller blød hud, hvilket kan bringe mennesker og robotter tættere sammen.

»Hvis en stor industrirobot, som består af metal, banker ind i dit hoved, så vil den jo slå dit hoved af. Hvis robotten var blød, ville den være mere sikker for mennesker,« siger David Johan Christensen.

Den bløde robot er beskrevet i detaljer i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.