Der er ingen tvivl om, at udviklingen af robotter er på vej frem med hastige skridt.
Vi har for nylig rapporteret om en robot, der kan løse professorterningen på 10 sekunder, mens en anden har lært at spille bold og sætte kaffe over.
Indtil videre har de mekaniske efterabere dog haft svært ved at klare sig på to ben, men også på det punkt haler robotterne nu ind på os mennesker.
Verdens hurtigste robot med knæ
Forskere fra University of Michigan i USA har bygget en menneskeformet robot kaldet MABEL, der ved at løbe ligesom et menneske kan nå en tophastighed på knap 11 km/t. Det er verdensrekord for robotter med knæ.
»Det er slående. Jeg har aldrig set en maskine bevæge sig sådan her,« siger professor Jessy Grizzle, der leder det laboratorium, hvor MABEL er blevet bygget, i en pressemeddelelse.

MABEL har godt nok ikke noget hoved, men ligesom et menneske har den en tung overkrop og lette, fleksible ben. Fjedre i benene får MABEL til at springe af sted som en rigtig løber, mens andre løbende robotter holder fødderne mere på jorden ligesom kapgængere.
Robotten løber dog ikke helt frit. Den hænger sammen med en metal-bjælke, der guider robotten rundt i en cirkel, ligesom når man træner heste op.
Løbeteknik kan redde menneskeliv
MABELs skabere tror på, at robottens menneskeagtige løbeteknik kan hjælpe med at udvikle ting som mekaniske proteser og exoskeletter. De forestiller sig også, at mennesker en dag kan ride på robotter som en slags mekanisk hest.
Robotter med MABELs teknik kan måske endda redde menneskeliv.
»Hvis man gerne vil sende robotter ind for at søge efter mennesker, når et hus brænder, så skal de nok kunne gå op og ned af trapper, træde over babyens legetøj på gulvet og manøvrere i et miljø, hvor hjul og larvefødder måske ikke er egnede,« siger Jessy Grizzle.





























