En verden uden papir?
Ja, det er måske den digitale fremtid, for vi vil jo gerne være miljøbevidste og gøre vores til, at skovene ikke forsvinder.
Men det er nok et tvivlsomt fremtidsscenario, for vi kan ikke undgå det papir, der på så afgørende vis har formet vores kultur i det meste af et årtusinde.
Noget andet er, at der i et længere historisk perspektiv ikke er nogen forbindelse mellem papir og skovens træer. Faktisk går forbindelsen ikke engang 200 år tilbage. I størstedelen af papirets historie lavede man ikke det nyttige produkt af træ, men af gamle og slidte linnedklude.
\ Læs mere
Papyruseksport var en stor indtægtskilde for Egypten
Men vi må gå endnu længere tilbage. Der var nemlig skrive- og tegnematerialer, længe før papiret gjorde sin entré i kulturhistorien. De ældste egyptiske, babylonske og sumeriske kulturer brugte ikke papir til skriftlig overlevering, men derimod lertavler. Med for eksempel kileskrift skrev man tegn på en våd lertavle, der derefter blev brændt.
Denne første form for skriftkultur går helt tilbage til omkring 3.000 fvt., hvor den blev indført af sumererne. Selv om de gamle egyptere også brugte lertavler, var deres foretrukne medium til nedskrivning af hieroglyffer en slags naturligt papir stammende fra planten Cyperus papyrus, der voksede i Nildeltaet.
For at fremstille materialet papyrus – hvorfra ordet 'papir' stammer – skar man plantens marv ud i fine strimler, der så blev lagt på tværs over hinanden og presset sammen. Laget blev så tørret og udglattet til et ark, som sammen med andre ark kunne klæbes sammen til en rulle.
Eksporten af papyrus til de øvrige dele af Middelhavsområdet var i oldtiden en stor indtægtskilde for Egypten, der betragtede papyrus som et statsmonopol og derfor hemmeligholdt fremstillingsprocessen.
Papyrus består af naturlige plantefibre
Endnu i den tidlige middelalder blev papyrus brugt i dele af Europa, men råmaterialet var svært at skaffe, og kunsten at fremstille det gik snart i glemmebogen.
Faktisk gik den så meget i glemmebogen, at kunsten først blev genopdaget i det 20. århundrede, nemlig da det i 1966 lykkedes den egyptiske forsker Hassan Ragab (1911-2004) at rekonstruere den gamle teknik til fremstilling af papyrus.
Selv om papyrus er en slags papir, består det af naturlige plantefibre og er derfor ikke papir i ordets sædvanlige betydning, hvor det organiske fibermateriale udblødes og derved ændrer struktur. Ved dannelse af papirmasse vil plantefibre af cellulose filtres sammen i vand, så der frembringes en jævn dej, der efterfølgende tørres og presses.
Vi må til Kina for at finde oprindelsen af denne proces og dermed det egentlige papir.
Toiletpapiret er en kinesisk opfindelse
Ifølge traditionen stammer papirfremstilling fra Han-dynastiet (202 fvt.-220 evt.), hvor den kejserlige eunuk og embedsmand Cai Lun (cirka 50-121) i 105 'opfandt' papiret. Han skal have lavet de første ark papir ud fra en masse af sønderdelte plantedele fra morbærtræets bast blandet sammen med hamperester, bambus, gamle linnedklude og fiskenet.
Ved at dyppe en bambusmåtte i den løjerlige vælling blev måtten overtrukket med en sammenhængende filt, der kunne løftes af. Og så havde man papir!
Formentlig kendte man til papir før Luns opfindelse, og under alle omstændigheder blev det almindeligt i Kina allerede i 200-tallet.
Det blev i de følgende århundreder ikke blot brugt som skrivepapir, men også til mange andre formål, herunder indpakning, beklædning, pengesedler og teposer (den moderne version af teposen stammer fra 1903). Og en arabisk rejsende til Riget i midten kunne i 851 berette, at kineserne »ikke vasker sig med vand, når de har forrettet deres nødtørft, men de renser sig kun med papir.«
Ja, toiletpapiret er en kinesisk opfindelse, og det blev produceret i store mængder. En optælling fra 1393 viser, at der dette år blev lavet ikke færre end 720.000 stykker toiletpapir til brug for det kejserlige hof.
Papirets opfindelse spredte sig hurtigt
Tilvirkningen af papir var en statshemmelighed, som det var tilfældet med papyrus i Egypten, men det hindrede ikke, at opfindelsen fandt vej til andre lande. Senest år 600 havde japanerne lært kunsten, og i løbet af de næste par århundreder spredte opfindelsen sig til hele den islamiske verden.
Ifølge en legende blev hemmeligheden brudt, da de arabiske hære i 751 besejrede kineserne i et slag i det nuværende Kirgisistan og ved den lejlighed tog en af kejserens papirmagere til fange.
Dernæst gik det hurtigt – ud fra middelalderens målestok. I 793 kommer papiret til Bagdad og i 900 til Alexandria, inden vi i 1085 har den første tilvirkning af papir i Europa, nemlig i Toledo i Spanien.
Derefter bevægede opfindelsen sig sindigt nordpå for at komme til Holland og Tyskland i løbet af 1300-tallet. Det ældste dokument, vi har i Europa, som er skrevet på kludepapir, er en fredstraktat fra 1178 indgået mellem de spanske kongeriger Castilien og Aragonien.
Det var vanskeligt at skaffe papyrus
Middelalderens Europa savnede nu ikke papiret, for man havde allerede en lang tradition for at benytte pergament til skrivning – og man klarede sig uden toiletpapir. I modsætning til papyrus og papir er pergament af animalsk oprindelse, idet det laves af skind fra kalve, får og geder, som skrabes, tørres og udstrækkes i en træramme.
Det blev i oldtiden udviklet som skrivemateriale i byen Pergamon, der lå i den nordvestlige del af det nuværende Tyrkiet og i den hellenistiske periode var et vigtigt center for kultur og politik. Der var et stort bibliotek i byen, og det skal have været vanskeligheder med at skaffe papyrus, der satte gang i det alternative skrivemateriale.
I løbet af middelalderen blev det næsten enerådende til skrivning, sådan at en bog i 1200-tallet betød en pergamentbog. Det ældste håndskrift af Jyske Lov fra 1280 er skrevet på pergament, og det samme er tilfældet med Dante Alighieris (1265-1321) Guddommelige Komedie fra omkring 1315.
Bogtrykkerkunsten fjernede pergament
Til pergamentets fordele hørte, at man kunne skrive på begge sider af det. Den vigtigste ulempe var, at det var umanerligt dyrt, da der nemt kunne gå 50 får eller kalve til en enkelt bogs pergament. Fra Italien findes der eksempler på bøger, der blev byttet bort for en vingård eller handlet til lignende afsindige priser.
Det billigere papir, der kom fra de nye papirmøller i 1300-tallet, gjorde bøger mere tilgængelige, omend kludepapir (papir lavet af gamle klude, red.) stadig var dyrt og i lang tid udgjorde en stor del af bogens pris, uanset om den var håndskreven eller trykt. På Christian IV’s tid (1577-1648) udgjorde papiret omkring 70 procent af produktionsomkostningerne for en bog.
I en længere periode producerede man håndskrevne bøger på både pergament og kludepapir, og det var først med bogtrykkerkunsten i sidste del af 1400-tallet, at pergamentet for alvor mistede sin position på markedet.
Papirmøller blev en naturlig del af industrien
Papirfremstilling i Kina og de muslimske riger var i det væsentlige håndværk, mens en mekanisering af processen gennem udstrakt brug af vandmøller og stampekværne var en europæisk innovation med rødder i Aragonien og andre spanske områder. Papirmøllerne bredte sig nordpå og blev efterhånden en naturlig del af de europæiske storbyers tidlige industrier.
Vi har i en tysk bog fra 1568 en beskrivelse af de væsentlige processer i tilvirkningen af papir:
»Jeg bruger klude i min mølle, hvor meget vand driver hjulet for mig, så det søndermaler de ituskårne klude fra mig. Stoffet opblødes i vand. Derefter laver jeg ark og lægger dem på filt. Ved presning driver jeg vandet ud af det. Så hænger jeg det op og lader det tørre. Snehvidt og glat, sådan vil man gerne have det.«
Tycho Brahe fik egen papirmølle på Hven
Udbredelsen af papirmøller i Nordeuropa gik dog langsomt, sådan som tilfældet Danmark-Norge viser. Der var i 1568 endnu ingen papirmøller i riget, hvorfor alt papir blev importeret. Først fire år senere blev den første mølle i Skandinavien oprettet i Herrevad i Skåne (der dengang var dansk), men den virkede kun et par år.
Den vigtigste af de tidlige danske papirmøller var utvivlsomt den, som den berømte astronom Tycho Brahe (1546-1601) fik lavet på Hven i 1590 i forbindelse med trykning af sine videnskabelige arbejder. Det var dog et privat og ret kortvarigt projekt, og det var først under den driftige Christian IV, at der med kongelige bevillinger blev oprettet et system af møller.
Den første blev opført i 1635 af bogtrykkeren Hans Skonning (1579-1651) i Marselisborgskovene syd for Aarhus. Den vigtigste var dog Strandmøllen nord for København, der stammer fra 1643 og med tiden skulle udvikle sig til et større industriforetagende. Den første papirmølle i Norge blev anlagt ved Aker-elven i Oslo så sent som 1696.
410 millioner tons papir om året
I hele perioden op til midten af 1800-tallet var papirfremstilling baseret på gamle klude. Des ældre og mere slidte kludene var, des bedre var de, for godt udslidte linnedklude er næsten ren cellulose.
Ideen med at skaffe cellulosen fra træ i stedet for de kostbare (ja, kostbare!) gamle klude opstod allerede i slutningen af 1700-tallet, men vi skal helt frem til 1844, før der blev opfundet en teknik, der kunne lave træfibre om til papirmasse. Opfindelsen blev uafhængigt gjort af canadieren Charles Fenerty (1821-1892) og tyskeren Friedrich Keller (1816-1895).
Allerede i 1806 havde den engelske opfinder Henry Fourdrinier (1766-1854) patenteret en maskine, der kontinuert kunne lave papir på store ruller. Maskinen blev i begyndelsen kun brugt i begrænset omfang, men den viste sig at passe perfekt til den senere anvendelse af træmasse. Omkring 1860 trådte papirproduktionen ind i den moderne æra.
På trods af den massive brug af elektronisk informationsteknologi gennem de seneste tiår er verdensproduktionen af papir ikke aftaget. Tværtimod, med befolkningens vækst og en stærkt øget middelklasse, er den vokset, og væksten forventes at fortsætte.
Den årlige verdensproduktion er på cirka 410 millioner tons med Kina og USA som de største producentlande. Det hele startede i Kina for næsten 2.000 år siden, så ringen er sluttet.
