Hvorfor er mobilen ‘muligvis kræftfremkaldende’?

Mobilen er med os overalt, hvor vi går og står. Vi bærer den i vores lomme, lægger den ved tallerkenen på middagsbordet eller under hovedpuden, når vi skal sove og er i den grad blevet vores livline til omverdenen.

Derfor vakte det stor opsigt, da det internationale kræftagentur IARC under verdenssundhedsorganisationen WHO for nyligt meddelte, at mobilstråling er ‘muligvis kræftfremkaldende’.

Mange medier beskrev vurderingen som en advarsel, hvilket har gjort flere af Videnskab.dks læsere bekymrede. Én af dem er Jonas Madsen, der er flittigt bruger af mobilen.

»Jeg snakker en del med mine venner, og mit forbrug løber op i en time hver dag, så jeg blev selvfølgelig nervøs, da det gik op for mig, at mobilstrålingen vurderes til at være muligvis kræftfremkaldende. Hvor meget skal man lægge i de nye meldinger?« skriver han i en mail til Spørg Videnskaben.

IARC har fire risikokategorier

Videnskab.dk ringer til overlæge, dr. med. Jørgen H. Olsen og hans kollega overlæge dr. med. Christoffer Johansen fra Kræftens Bekæmpelse.

De har begge spillet en central rolle i flere af de videnskabelige studier, der ligger til grund for IARCs vurdering.

»Det er første gang i historien, at agenturets eksperter har gransket al videnskabelig litteratur om mobilstråling. Gennem otte dage har 31 forskere fra 14 medlemslande gennemgået alle studier for at vurdere, om mobilstråling har en kræftfremkaldende effekt,« fortæller Christoffer Johansen.

Han gør opmærksom på, at kræftagenturet opererer med fire forskellige kategorier, når de skal vurdere kræftrisikoen ved et bestemt for stof eller stråling. (De stoffer, der undersøges, kaldes en 'agent', red.):

1. ’Kræftfremkaldende’, hvor dokumentationen er entydig og stærk

2a. ’Sandsynligvis kræftfremkaldende’, hvor størstedelen af studierne peger på sådan en effekt

2b. ’Muligvis kræftfremkaldende’, hvor kun enkelte studier tyder på en kobling, og

3. ’Sandsynligvis ikke kræftfremkaldende’, hvor intet tyder på sammenhæng.

Mobilstrålingen er placeret i kategori 2b, der rummer alle de agenter, som i størstedelen af alle studier ikke ser ud til at øge risikoen for kræft, og hvor der kun er ganske få undersøgelser, der viser, at der er en sammenhæng.

»Den er kort sagt havnet i den lavest mulige advarselskategori,« siger overlæge dr. med. Jørgen H. Olsen, der er leder af Institut for Epidemiologisk Kræftforskning ved Kræftens Bekæmpelse.

Christoffer Johansen mener, at IARCs udmelding er både rimelig og fornuftig.

Han påpeger, at IARC på verdensplan er en af de mest autoritative organisationer til at vurdere, hvilke agenter der er kræftfremkaldende.

»Der er ikke noget nyt i IARCs vurdering, for den stemmer fuldstændig overens med, hvad de danske såvel som de europæiske sundhedsmyndigheder tidligere er kommet med,« siger Christoffer Johansen, der leder afdelingen for Psykosocial Kræftforskning ved Institut for Epidemiologisk Kræftforskning hos Kræftens Bekæmpelse.

Data er meget usikre

IARC har gennemgået i hundredvis af videnskabelige artikler, der er baseret på alle former fra videnskab, deriblandt reagensglasforsøg med celler, dyreforsøg samt små og store humane studier, fortæller de to forskere.

For langt de fleste kræftformer finder IARC ikke nogen kobling - men IARC understreger samtidigt, at datamaterialet er for tyndt til endegyldigt at kunne frikende mobilstråling.

Forskning inden for dette felt plages af, at der mobiltelefoner stadig er en forholdsvis ny opfindelse, og at der ikke findes mennesker, der har brugt en mobiltelefon gennem en menneskealder. Dertil kommer, at kræft er en sygdom, der udvikler sig over mange år.

»Vi har endnu ikke haft tilstrækkeligt med tid til at kunne kortlægge, om der er en sammenhæng, så derfor bliver vi nødt til at være tilbageholdende med at afvise, at der er et problem,« siger Christoffer Johansen.

To studier viser en kobling

Mobilstråling ser umiddelbart ikke ud til at kunne frembringe de fleste kræftformer. Men for to kræftformer, glioma og acoustic neuroma, hersker der endnu tvivl.

Det skyldes udfaldet af nogle få studier, hvoraf det ene blev publiceret i 2007 af den svenske kræftforsker Lennart Hardell fra Örebro Universitetssygehus.

Det viste en stærkt forøget risiko for disse kræftformer for alle, der jævnligt taler i mobiltelefon – en risiko, der vokser, jo længere tid, man taler.

Det andet studie, der viser en kobling til kræft, Interphone, blev gennemført i 2010, der ikke viste nogen effekt for de fleste brugere. Kun for virkeligt tunge brugere, der taler i mobiltelefon mere end en halv time dagligt i over 10 år, var der en forøget risiko på 40 procent.

Men begge studier er befængte med store usikkerheder, hvorfor man ifølge de to danske forskere ikke må tage konklusionerne alt for bogstaveligt.

»Risikoforøgelsen er ikke ret stor, specielt ikke når man tager i betragtning af de store usikkerheder. Alligevel har IARC valgt at sige, at den store undersøgelse Interphone har en kvalitet, hvor vi bliver nødt til at tage resultaterne alvorligt. Det er den måde, hvorpå IARC kører sin internationale kræftliste,« siger Jørgen H. Olsen.

Kræftsyge er svære at interviewe

Studiets resultater er usikre, fordi det fortrinsvist er baseret på personlige interviews med kræftsyge, der har brugt mobiltelefon igennem en årrække.

»At interviewe kræftramte er svært. Hvis de syge på forhånd har en idé om, at deres sygdom har noget med deres mobiltelefonbrug at gøre, vil de svare anderledes end de raske personer. Det giver risiko for et falskt positivt resultat,« siger han.

Der er ingen, der ved, om studiet reelt har sådan en slagside, men faktum er, at det når frem til den stik modsatte konklusion end det studie, som Christoffer Johansen og Jørgen H. Olsen senest har afsluttet på området, og vis resultater for ganske nylig er blevet publiceret i tidsskriftet American Journal of Epidemiology.

I studiet har forskerne undersøgt 888 kræftpatienter fra syv europæiske lande, der har fået konstateret et gliom i perioden 2000 til 2004.

Tumorerne optræder tilfældige steder

Ved hjælp af MR-scanninger undersøgte folk, om der var en sammenhæng mellem mobilstråling og tre forskellige kræftformer: Gliom, meningiom og akustisk neurom. Derudover indhentede forskerne oplysninger om, hvilke mobiltelefoner, patienterne havde brugt, hvor meget stråling mobilerne udsendte og i hvor stort et omfang de havde talt i mobiltelefon.

Hovedkonklusionen blev, at tumorerne ikke sidder dér, hvor mobilens magnetfelt er kraftigst i hjernen, hvilket man ellers ville forvente, hvis der var en sammenhæng.

Som regel er der nemlig en overensstemmelse mellem ,hvor en påvirkning er kraftigst og hvor en kræftknude opstår, hvilket man kender fra f.eks. ved tobaksrygning og lungekræft.

»Der skal være et forhold mellem eksponering og udfald – hvis patienten får kræft i et andet område af hjernen end i det, der er udsat for mobilstråling, så er det sandsynligvis ikke mobilstrålingen, der er årsagen til, at svulsten er opstået. Vi finder ikke sådan en overensstemmelse i vores studie,« konstaterer Christoffer Johansen.

De to forskeres analyser er helt i tråd med, hvad andre forskergrupper finder, så set oppefra er Interphone det eneste store studie, der viser en kobling.

»Sandsynligheden for, at der ikke er nogen kobling er stor, over 90 procent, men som forsker må man aldrig se bort fra resultater, der stikker ud. Der er en gruppe, der finder en sammenhæng mellem mobilstråling og forekomsten af gliom, og det gør, at man skal være skeptisk over for sine egne undersøgelser, og det skal jeg være den første til at være,« siger Christoffer Johansen.

Hvis man er bange for, at mobilstrålingen er farlig kan man gøre meget for at beskytte sig selv.

»Budskabet fra IARC stemmer overens med, hvad alle andre sundhedsmyndigheder siger: Reducér din kommunikation over mobilen mest muligt, anvend skriftlig kommunikation så meget du kan og brug headset,« siger Christoffer Johansen.

Vi takker for det gode spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk T-shirt. Få svaret på andre spørgsmål fra læserne i Spørg Videnskaben.