Tycho Brahes liv, død og efterliv

8. august 1576 lagdes grundstenen til Tycho Brahes berømte bolig, Uraniborg, midt på den lille ø Hven mellem Sjælland og Skåne. Kong Frederik 2. havde givet øen i forlening til den 30-årige højadelige mand, der var kendt i Europa for sin astronomiske interesse.

Med dette højst særprægede kongelige initiativ indledtes et grundvidenskabeligt projekt, som i de næste 21 år kom til at udfolde sig i et universitetslignende miljø med den stædige, men målbevidste Tycho som leder.

Resultaterne kom ad højst forskellige veje til at få afgørende indflydelse på vores viden om de love, som kan forklare himmellegemernes komplicerede bevægelser.

Hans få trykte værker, mange håndskrevne observationsprotokoller og ikke mindst en omfattende brevveksling med forskere rundt om i Europa har i over 400 år dannet udgangspunkt for utallige videnskabelige afhandlinger.

Hans liv er beskrevet på utallige sprog, og her indgår ofte redegørelser for omstændighederne omkring hans død og begravelse i Prag i 1601.

Gravkrypten blev i 1901 som et led i markeringerne af 300-året for hans død genstand for en meget hurtig arkæologisk udgravning. Man ville især undersøge, om der overhovedet var bevaret rester fra begravelsen. Skeletter af både Tycho og hans kone blev fundet.

Korte redegørelser på tysk og tjekkisk beskrev arbejdet. En genåbning af graven i 2010 har gjort det muligt at supplere resultaterne fra den mere end 100 år gamle undersøgelse.

Livet på Hven

Lad os vende tilbage til den særprægede bygning på Hven. Bygningen må have skabt forundring, ikke blot i Danmark, men også rundt om i Europa.

Aldrig havde man set et så særpræget bygningsværk. Det rejste sig 
på øens højeste punkt. Det var forsynet med indgange, som vendte direkte mod vest og øst. Omkring huset blev anlagt en have med blomsterbede og frugttræer.

Det hele var omkranset af en kvadratisk beskyttende vold. I hjørnerne ud for hovedbygningens indgange var anbragt porte, der blev lukket om natten, mens der mod nord og syd blev opført små bygninger med samme karakteristiske udseende som hovedbygningen.

Det samlede anlæg stod færdigt i 1580 og havde plads til en voksende familie.

Pladsen og stabiliteten var ikke tilfredsstillende

Sammen med en efterhånden anselig skare af dygtige videnskabelige assistenter observerede Tycho Brahe nat efter nat skiftende positioner af måne, planeter og stjerner. Formålet var – med nyudviklede målemetoder – at indsamle meget store mængder af data, som skulle danne grundlag for beskrivelse af en helt ny astronomi.

Ja, Tycho Brahe forestillede sig, at det kunne lykkes for ham at give et endegyldigt svar på spørgsmålet om universets opbygning.

På hans mekaniske værksted lidt mod nordvest blev der bygget flere end 20 instrumenter – store og små – med ofte komplicerede konstruktioner. De blev i første omgang placeret på små balkoner bygget af træ i form af selvstændige udbygninger til Uraniborg.

Det viste sig dog hurtigt, at plads og stabilitet ikke var tilfredsstillende, og i 1584 lod han sydvest for sit spektakulære boligkompleks bygge et selvstændigt observatorium, Stjerneborg, hvor de største instrumenter blev placeret i nedgravede krypter med kuplede afdækninger.

Kun en del af bogen blev trykt på papir

Resultaterne af det storstilede observationsarbejde ville han udgive i fornemme bogværker, der blev trykt på eget trykkeri, som han i slutningen af 1584 lod indrette i den sydlige voldbygning. Det første store astronomiske værk, 'De Mvundi Aetherei Recentioribvs Phaenomenis' (Om i æterverdenen nyligt iagttagne fænomener), blev dog først færdigt 1588.

Papiret hertil måtte med stort besvær skaffes fra tyske papirværker. Ofte svigtede leverancerne, og Tycho besluttede, at han også ville opføre en papirmølle. Den blev med byggestart i 1590 placeret ved stranden sydvest for Uraniborg.

For at kunne opsamle tilstrækkeligt regnvand til at drive det store møllehjul rundt blev der gravet et kompliceret net af damme og dæmninger, der strakte sig over en stor del af øens uopdyrkede arealer syd for Uraniborg. I 1592 kunne han som et delvis fuldendt privattryk udsende sit andet store astronomiske værk.

Det blev først officielt udgivet i 1602 – året efter hans død. Det havde titlen 'Astronomiae Instavratæ Progymnasmata' (Introduktion til en genoprettet astronomi). Kun en del af bogen blev trykt på papir fra den nyopførte mølle. Det var åbenbart svært at producere papir i så store mængder, som der krævedes til det påfaldende store bogoplag på cirka 1.500.

Det sidste omfattende bogværk, som udgik fra øens trykkeri, blev Tychos videnskabelige brevveksling med landgreve Wilhelm af Hessen og dennes hofastronom Christoffer Rothmann. Bogen udkom i 1596 efter flere års arbejde. Og igen blev blot dele af værket trykt på hans eget papir.

De fleste bogeksemplarer blev håndkoloreret

I 1597 forlod Tycho Brahe Hven og Danmark, og efter ophold i Rostock, Wandsbeck lige uden for Hamborg og Wittenberg slog han sig ned som hofastronom hos kejser Rudolf 2. i Prag. I Wandsbeck nåede han at få udgivet sin nok mest folkelige bog 'Astronomiæ instavratæ Mechanica' (Den fornyede astronomis mekaniske del) med året 1598 på titelbladet.

Det var et værk i stort format, som indeholdt beskrivelser af hans mange instrumenter, og de blev suppleret med ikke blot omtaler af Uraniborg og Stjerneborg, men også en kort selvbiografi.

Hertil kom en række digte. Som noget særligt værdifuldt er bogen forsynet med en lang række detaljerede illustrationer, der dels er udført i træsnit, dels i kobberstik.

Bogen blev trykt i et begrænset oplag på under 100 eksemplarer – ofte i dyre indbindinger. De fleste eksemplarer blev håndkoloreret. Tycho Brahes videnskabelige og venskabelige netværk var imponerende stort. Bøgerne blev med dedikationer foræret til udvalgte fagfæller og personer med høje positioner i Europa.

I løbet af de 21 arbejdsrige år på den lille ø nåede Tycho at få opført en række særprægede bygninger, som dannede rammen om et lille videnskabeligt privatuniversitet. Det kunne naturligvis kun fungere med ham som den ubestridte forgangsmand.

Efter hans bortrejse var det svært at finde en fornuftig brug til det lille renæssanceslot. Komplekset forfaldt. I 1623 blev 60.000 teglsten fra nedbrydningen solgt, og senere i århundredet vidnede kun udpløjede voldrester om den glorværdige fortid.

Døden i Prag

I sommeren 1599 nåede Tycho frem til Prag, hvor han ville fortsætte og afslutte sit store astronomiske projekt. Kejseren havde stillet slottet Benatky uden for Prag til hans rådighed. Her indrettede Tycho sig med de små instrumenter, han havde medbragt.

Stedet passede ham dog ikke, og i august 1600 var han tilbage i hovedstaden. De store instrumenter havde han efterladt på Hven. De var blevet pakket ned og sendt til Hamborg, hvorfra de med skib skulle bringes videre.

I november kunne han i et brev til en af sine venner meddele, at alle 28 instrumenter var nået frem. Kejseren havde købt et palæ beliggende højt over Moldaufloden nær slottet, hvor instrumenterne blev opsat, og i februar 1601 kunne han endelig i sikre og trygge omgivelser fortsætte det arbejde, der i fire år gang på gang var blevet afbrudt.

Observationerne blev genoptaget, og han kunne se frem til at få afsluttet de forskellige skriftlige publikationer, som i årevis havde været planlagt. Især drejede det sig om bogen Astronomiæ Instauratæ Progymnasmata (Introduktion til en genoprettet astronomi), som i den foreløbige udgave fra 1592 var blevet medbragt som løse ark. Men sådan skulle det ikke gå.

Gennem indførslerne i den sidste observationsprotokol kan vi følge arbejdet. Men begejstringen var aftaget.

Tycho Brahe var protestant

Nogen lange sammenhængende iagttagelser blev det ikke til. Den 3. juli holdt Tycho selv op med at benytte protokollen. Den sidste indførsel var den 11. oktober. På den ledige plads på siden havde Tychos betroede medarbejder Kepler (1571-1630) med tydelig skrift nedskrevet den senere så berømte skildring af Tychos sygdomsforløb, der førte til hans død den 24. oktober.

De efterladte skulle sørge for en standsmæssig begravelse. Tycho havde brudt forbindelsen til fædrelandet og havde som mæcen skiftet den danske konge ud med den tysk-romerske kejser. Vi ved ikke, om man diskuterede at begrave ham i familiekirken Kågerød nær fødegården i Skåne.

Tycho var protestant, og som gravkirke blev valgt Teynkirken i Prags gamle bydel Staré Mesto. Den havde siden begyndelsen af 1400-tallet været benyttet af husitterne, der var opkaldt efter den bøhmiske reformator Johan Hus, som katolikkerne betragtede som kætter og brændte på bålet i 1415.

Den danske historiker Jacob Langebek (1710-75) sammenfattede efter samtidige kilder begravelsesforløbet. Resultatet blev trykt i tidsskriftet Danske Magazin i 1746.

Kisten var dækket med sort fløjl

Fra den højt beliggende bolig på Moldaus venstre bred blev den sortklædte kiste med et stort optog ført over Karlsbroen og frem til kirken ved byens store torv. Kisten var dækket med sort fløjl prydet med hans anevåben. Foran blev båret lys og fane, og bagved blev hans livhest trukket med dækken med hans våben.

Kejseren deltog ikke, men 12 adelige kejserlige drabanter bar kisten. Derefter kom hustru, børn, studenter og tjenere fulgt af en række fine gamle medlemmer af kejserens råd.

I kirken holdt Tychos ven–lægen Johannes Jessenius – tale på latin. På kisten lå Tychos sværd og sporer. Til slut blev de adelige og ridderlige ærestegn – for eksempel faner – som det også var skik i Danmark, hængt over graven. Som en sidste bemærkning kunne Langebek beklage »hvilke nu i vor Tid alle er borte«.

Ifølge Kepler fik Tycho Brahe blærebetændelse

Kisten kom til at stå i en muret gravkrypt foran kirkens sydøstligste pille tæt på kirkens højalter. Stedet blev markeret med en stor gravsten i rødlig marmor, der var udført af et lokalt værksted.

Der gik nok nogen tid, før stenen var færdig. I hvert fald blev dødsåret, skrevet med romertal, angivet forkert: 1603 i stedet for 1601. I 1604 døde Tychos hustru, og hun blev gravlagt i krypten ved mandens side. En udvidelse af monumentet blev udført i form af et epitafium placeret lige over Tychos lodret stillede gravsten.

Der har været skrevet en del om årsagen til Tycho Brahes død. Keplers redegørelse for sygdomsforløbet var et internt notat. Derimod blev beskrivelsen af lægen Jessenius i den allerede 1601 trykte ligtale jo offentlig kendt.

Han peger på, at Tycho fik »en blærebetændelse, der – således som det plejer at være tilfældet – straks ledsagedes af en kontinuerlig feber, og af denne opstod en ganske let vildelse. Denne tilstand beskriver jeg ret udførligt med den hensigt, at der ikke skal blive øvet vold mod sandheden ved ganske uvedkommende opdigtning.«

Den bemærkelsesværdige kommentar skyldes formentlig de hurtigt spredte rygter, der antydede, at Tycho var blevet forgivet. Der blev dog aldrig foretaget nogen undersøgelse, og ingen blev anklaget.

Gravåbningen i 1901

Monumentet for ægtefællerne i Teynkirken kom efterhånden til at se lidt forsømt ud. Tychos efterkommere blev hurtigt spredt. Ingen vendte tilbage til Danmark, og efter et par generationer var familien glemt. I 1901 ville man i Prag markere 300-året for den store astronoms død.

Som en udløber af de planlagte festligheder blev det besluttet, at gravmonumentet skulle restaureres, og samtidig ville man benytte lejligheden til at undersøge graven. Byrådet gav sin tilladelse, og uden en større planlægning blev arbejdet indledt den 24. juni 1901.

Den hovedansvarlige for åbningen blev konservator og arkitekt Jan Herain (18481914). Forhåbningerne var ikke store, da mange mente, at graven var blevet ødelagt under de blodige religiøse stridigheder mellem katolikker og protestanter i 1620. Men hurtigt viste det sig, at resterne i form af skeletter af både Tycho og hans hustru lå nogenlunde velbevarede i den 2,30 × 1,76 store hvælvede krypt.

Tychos kranium blev foreviget af en fotograf

De to kister af træ var stærk formuldede. Hans kranium havde lidt en del overlast på grund af nedfaldne hvælvingssten. Efter en hurtig rensning kunne det konstateres, at han ved begravelsen var iført en fornem silkeskjorte.

Hele skelettet blev taget op af graven. På benene var der garnstrømper, på fødderne silkesko. En hue fuldendte udstyret. Der var ingen tøjrester i hustruens grav. Læger blev tilkaldt, så der kunne udarbejdes en faglig medicinsk rapport.

Den udkom på tryk året efter ved den senere berømte læge Jindrich Matiegka (1862-1941). Som noget helt særligt for den tid blev der tilkaldt en fotograf, som forevigede Tychos kranium.

På en af de fine åbenbart stærkt retoucherede og diskret farvelagte optagelser kunne det ses, at partiet ved næseroden havde en let grønlig farve, der sikkert skyldtes metalsalte fra den helt opløste protese, som Tycho altid benyttede efter en duel i ungdomsårene, hvor han mistede lidt af næseryggen.

Interessen for Tychos dragt var ikke stor

Udvalgte dele af Tychos dragt blev overdraget bymuseet i Prag, mens resten sammen med knoglerne blev placeret i en fin nylavet tinkiste, som blev nedsat i gravkrypten. Hustruens knogler blev efter en hurtig undersøgelse åbenbart lagt tilbage i resterne af hendes kiste.

Interessen for Tychos dragt var ikke stor. Der fremkom ingen detaljeret beskrivelse af for eksempel mønsteret på det anvendte silketøj. Til gengæld kunne besøgende turister af kirketjeneren få overdraget små fraklippede tøjrester, som de kunne hjembringe som personlige minder.

Påfaldende mange danskere var åbenbart i Prag i sommeren 1901. Det blev afsløret, da jeg sent på året 2001 i danske aviser efterlyste bevarede 'Tycho-relikvier'. Jeg modtog en halv snes tøjstykker, som angiveligt skyldtes den tjekkiske kirketjeners gavmildhed.

Men det viste sig hurtigt, at hverken de dele af dragten, som var placeret i Prags bymuseum eller de nu genfremdragne stumper, tilsammen kunne danne udgangspunkt for en beskrivelse af dragttypen.

Mordteorier

Dele af Tychos skæg var blevet udtaget ved gravåbningen i 1901. I 1991 blev interessen for dødsårsagen genopvakt, da nogle skæghår blev sendt som gave til Tycho Brahe Planetarium i København.

Gennem moderne analysemetoder ville det nu være muligt at kunne påvise et eventuelt medicinindtag i dagene op til dødstidspunktet. Det blev derfor besluttet, at specialister på Retsmedicinsk Institut i København skulle undersøge håret ved hjælp af såkaldt atomabsorptionsspektrometri.

Undersøgelsen viste, at håret indeholdt påfaldende meget kviksølv. De ansvarlige for undersøgelsen mente efterfølgende, at Tycho måtte have indtaget et kviksølvpræparat. Det mest sandsynlige måtte være, at Tycho frivilligt havde indtaget stoffet i form af selvmedicinering.

Muligheden for mord blev dog ikke udelukket. Sagen vakte naturligvis en vis opsigt, og andre analysemetoder blev afprøvet få år senere. I forbindelse med en udstilling i Skåne i 1996 i anledning af 450-året for Tychos fødsel blev lidt af skægget vist, og et par hår blev udtaget til analyse på Fysiska Institutionen i Lund.

Denne gang blev der benyttet den såkaldte PIXE-analyse (partikel-induceret røntgenundersøgelse). Hovedresultatet af den nye undersøgelse var, at Tycho måtte have indtaget en påfaldende stor mængde kviksølv, cirka et døgn før han døde.

Der var indtaget store mængder af kviksølv

Det tog nogen tid, før resultaterne blev alment kendt. Et amerikansk ægtepar – Joshua og Anne-Le Gilder – besøgte laboratoriet i Lund, hvor de fik udleveret en kopi af det diagram, som var udarbejdet. På den måde kunne de se, at der var indtaget store mængder kviksølv.

I 2004 udkom deres bog Heavenly Intrigue, hvor de sensationelt udråbte Tychos assistent – Johannes Kepler – som morder. Som en slags svar på den amerikanske bog udgav de ansvarlige specialister i Lund en kort artikel, hvor sammenfatningen lød:

»Hypotesen om kvicksilvermord är fantasieggande. Men analyserna – och i viss mån sjukhistorien – ger inte övertygande bevis. Kepler får nog tills vidare frikännas. Men kanske borde mer material analyseras.«

Andre blandede sig i årene derefter i debatten. Flere prominente personer blev løbende udråbt som ansvarlige for Tychos død. En konge og en kejser dukkede nu op som repræsentanter for udåden. Som et væsentligt element for de dragne konklusioner indgik det diagram, som var udarbejdet i Lund.

Gravåbningen i 2010

I slutningen af oktober 2001 blev der i Prag i anledning af 400-året for Tycho Brahes død afholdt et internationalt symposium. Jeg deltog med et foredrag om Tychos papirmølle. Samtidig benyttede jeg lejligheden til at indlede forhandlinger om en tilladelse til at genåbne graven.

Som arkæolog havde jeg i længere tid undret mig over den mangelfulde dokumentation af den hurtige gravundersøgelse i 1901. Ved en genåbning kunne der udformes en moderne udgravningsrapport, og samtidig kunne der udtages prøver af knogler, tænder og hår fra de to gravlagte, som kunne danne udgangspunkt for en række naturvidenskabelige analyser.

Herved ville vi naturligvis også have mulighed for at finde argumenter, der kunne be- eller afkræfte påstanden om, at Tycho var blevet forgivet med kviksølv.

Jeg kontaktede derfor bymuseet og sognepræsten ved Teynkirken. Begge steder blev jeg modtaget venligt, men med svaret, at det jo var en sag, der krævede tilladelse fra flere offentlige instanser. Det kunne tage tid, hvis det overhovedet kunne realiseres. Hjemme igen indledte jeg den omtalte efterlysning af bevarede rester af Tychos dragt. Tiden gik.

Tychos jordiske rester lå i en tinkiste

2006 blev i Danmark udnævnt til renæssanceår, hvor Tycho Brahe fik en central rolle. Sideløbende med planlægningen af året foretog jeg flere rejser til Prag for at forhandle med de mange relevante antikvariske instanser, der skulle kontaktes for at opnå tilladelsen til genåbningen af graven.

Et forskerteam bestående af antropologer, arkæologer og naturvidenskabsfolk fra Tjekkiet, Danmark og Sverige blev sat sammen. Tilladelsen blev endelig opnået, og vi kunne mandag den 15. november 2010 indlede genåbningen, der blev overværet af en imponerende stor presseskare.

Den nye, tunge gravsten, som var placeret over graven i 1901, blev fjernet, og et hul i den murede hvælving kunne hurtigt etableres. En lampe blev hejst ned, og det viste sig, at den tinkiste, som resterne af Tycho var blevet anbragt i, stod fin og skinnende på bunden 1,5 meter nede.

Kistens åbning foregik under kontrollerede forhold

Den var placeret sydligt i krypten. Mod nord sås rester af en trækiste, som sikkert tilhørte Tychos hustru. Klokken 16.02 blev tinkisten efter behørig fotografering hejst
 op og stillet på gulvets røde løber, så alle de forventningsfulde tilskuere kunne få deres nysgerrighed tilfredsstillet. Mange havde naturligvis håbet på, at åbningen af kisten ville foregå i fuld offentlighed.

Det skulle dog ske under kontrollerede forhold på Nationalmuseets antropologiske laboratorium. Gennem kirkens nordre sideindgang blev kisten forsigtigt bragt ud til den ventende bil, og fulgt af tv-hold fra Danmarks Radio og deltagende fagfolk kørte vi til laboratoriet beliggende i en af Prags sydlige forstæder.

Den længe ventede åbning blev indledt ved, at det tilloddede låg efter en forsigtig fræsning blev løftet. Og til alles store glæde kunne det straks konstateres, at de mørkebrune knogler og krøllede tekstiler var bevaret i fin tilstand.

Den grønne farve ved næseroden var næsten forsvundet

På undersøgelsens andendag blev knoglerne forsigtigt flyttet fra kisten til bordet ved siden af, hvor de placeredes i ret anatomisk orden. Et næsten fuldstændigt skelet kunne derefter fotograferes.

Hver enkelt knogle blev nøje undersøgt af de deltagende antropologer. Især var opmærksomheden rettet mod resterne af kraniet, som var placeret i en lille glasskål. Ved sammenligning med fotografierne fra 1901 kunne det konstateres, at bevaringstilstanden var uændret.

Blot var den grønne farve ved næseroden næsten forsvundet. Et meget lille stykke af næseknoglen blev afsavet, så en naturvidenskabelig undersøgelse eventuelt kunne afklare af hvilket materiale, protesen var lavet. I litteraturen om Tycho nævnes både sølv og guld.

De sørgeligt sammenkrøllede tekstiler blev lagt for sig. Og det kunne hurtigt konstateres, at materialet dels bestod af en silkeskjorte med et vævet mønster, som vi kendte fra de stumper, der var klippet af i 1901, dels et større umønstret betræk til en lang madras. Der dukkede også en strikket sok og lidt af en sko frem i den nye tinkiste.

Efter endt indledende undersøgelse blev de mange knogler lagt i kasser med identificerende påskrifter.

Videre undersøgelser

På tredjedagen kørte vi kasserne med Tychos knogler til Homolce-hospitalet i Prags udkant, hvor flere læger stod klar til at modtage ”patienten”. Først bad de dog om hovedpersonens fødselsdato. Den 14. december 1546 blev indført.

Dødsdatoen spurgte lægerne ikke om. I de følgende timer blev knoglerne enkeltvis eller i grupper kørt gennem CT-skanneren, og ved arbejdets afslutning kunne vi på skærmen i det tilstødende arbejdsrum se de første resultater: Tychos kranium.

På fjerdedagen blev Tychos knogler på Nationalmuseets laboratorium igen lagt op på bordet i fuld figur, så vi kunne få optaget det officielle 'portræt'. Derefter blev med
vinkelsliber udsavet mindre prøver af en lår-
knogle og en hofteskål. Fra det velbevarede
skæg udtoges en del flere cm lange hårstrå.

Der blev også taget prøver fra hustruens skelet


De udtagne prøver skulle analyseres af en
række specialister på laboratorier i Prag,
 Odense og Lund. Resterne af Tychos dragt var blevet bragt til Prags Bymuseums magasiner i en af Prags vestlige forstæder, hvor undertegnede fik tid til en kortvarig undersøgelse og fotografering.

Den omfattende konservering med tilhørende analyser var blevet udsat på ubestemt tid, da de tjekkiske myndigheder ikke havde fået afklaret det endelige ejerforhold. De tjekkiske arkæologer havde siden
åbningen af gravkrypten arbejdet med at
undersøge tilstanden af trækisten med Tycho
 Brahes hustru.

Hendes skelet var også blevet undersøgt i 1901, men man havde ikke fundet det relevant at lægge knoglerne i en ny kiste. Ved den nye undersøgelse viste det sig, at knogler fra begge ben stadig lå på plads på den møre kistebund, mens resten – herunder kraniet – efter undersøgelsen i 1901 var blevet lagt vilkårligt tilbage i kisten.

Der blev, som det var tilfældet med Tycho, også udtaget prøver fra hustruens skelet, og de sammenrodede knogler blev derefter lagt på plads I den rette anatomiske orden.

Tekstilresterne kom ikke med

På femtedagen mødtes forskerholdet med kirkens sognepræst på laboratoriet. Tinkisten fra 1901 var blevet renset og stod skinnende klar til igen at huse Tycho Brahes knogler. I bunden blev lagt et stort stykke knaldrødt klæde, og derefter blev astronomens knogler anbragt nogenlunde, som de blev fundet få dage forinden.

Tekstilresterne kom ikke med, da de jo var blevet placeret til nærmere undersøgelse på bymuseets magasin. Dokumenter, der bevidnede begivenheden, var blevet udfærdiget. Fra dansk side havde jeg på Papirmuseet i Silkeborg fået lavet et håndgjort papirark forsynet med det vandmærke, som Tycho Brahe have benyttet på sin egen papirmølle på Hven.

Herpå var trykt en orienterende tekst på tjekkisk og dansk, og de involverede i projektet bevidnede med deres underskrift. Sognepræsten havde fået lavet sit eget officielle aktstykke med latinsk tekst. Begge dokumenter blev placeret i et blankpoleret kobberrør.

Inden rørets lukning lagde vi en dansk enkrone ned som supplement til den samling af tjekkiske pengesedler, som sognepræsten havde medbragt.

Fem dages intenst arbejde var slut

Efter et pressemøde kørtes kisten til Teynkirken, hvor genbegravelsen begyndte kl. 15. Den blomstersmykkede kirke var fyldt. Ceremonien blev ledet af den tjekkiske ærkebiskop. Holmens Kantori fra København delt og med sange fra Tycho Brahes tid. Der blev holdt taler af den danske kirkeminister, Birthe Rønn Hornbech, og den tjekkiske kulturminister.

Røgelse og vievand indgik som en del af den katolsk prægede handling, som sluttede med, at kisten ombundet med røde bånd og forsynet med kirkens officielle laksegl blev nedsat på sin gamle plads i gravkrypten. De mange fremmødte fik derefter lejlighed til at få et sidste blik ned i krypten, hvorefter de begav sig ud på bytorvet, hvor regnen slørede udsynet til tårnet ved det gamle rådhus, som Tycho havde passeret så mange gange.

Derefter kunne den tunge gravsten fra 1901 lægges på plads. Fem dages intenst arbejde var slut.

Dagen efter kunne messerne i kirken genoptages. Det danske forskerhold fløj hjem sammen med journalister og filmholdet fra Danmarks Radio. Nu skulle arbejdet med de mange prøver indledes.

Analyserne

Der blev som tidligere nævnt taget prøver af knogler og tænder fra både Tycho Brahe – for eksempel hårstrå fra Tychos kraftige overskæg – og fra hustruen. Ægteparret havde jo levet sammen et kvart århundrede.

De spiste samme mad, og ved sygdom kunne de begge nyde godt af de former for medicin, som Tycho angiveligt også forsøgte at producere i sit kemiske laboratorium. Her vil især metaller – ofte i form af metalforbindelser – være af interesse.

Gennem optag i blodet overføres de i små mængder til knogler og hår. Tilstedeværelsen i knogler kan indikere indtag, der er foretaget op til 10 år tidligere. Anderledes forholder det sig med hår og skæg, som vokser og løbende bliver klippet.

Hår vokser cirka 10 millimeter på en måned. Et indtag af medicin indeholdende forbindelser med for eksempel kviksølv, guld eller sølv vil løbende og ret hurtigt via blodet sætte sporihåret. Ved at analysere hårprøver på 2 centimeters længde med bevaret hårrod fra Tycho Brahes skæg vil der kunne opnås et indblik i et eventuelt medicinindtag i to måneder før hans død.

To hårstrå blev delt op og brugt til analyse

Arbejdet med prøverne af Tycho Brahes skæg blev udført af specialister på videnskabelige laboratorier i Prag (Nuclear Physics Institut) og Odense (Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet). Resultaterne viste samstemmende, at Tycho i månederne før sin død ikke havde indtaget så store mængder af kviksølv, at de har kunnet været årsag til hans død.

To hårstrå af cirka to centimeters længde blev hver delt i fire stykker på hver 5 millimeter. Analyserne af de enkelte stykker viste efter omhyggelig rensning, at håret cirka to måneder før døden havde et kviksølvindhold, der var marginalt større, end man ser hos nutidens mennesker, men mængden er langt fra et niveau, der har været dødeligt.

I de næste uger, især tiden kort før døden, falder kviksølvmængden drastisk. Forklaringen
på det let forhøjede kviksølvindhold et par måneder før døden kan muligvis skyldes, at han dengang havde indtaget et præparat med kviksølv.

Tychos næse var lavet af messing

Analyser af prøverne af Tychos knogler viser, at han aldrig i sit voksenliv indtog overdrevne mængder af kviksølv. Det er kendt, at han foretog alkymistiske eksperimenter, hvilket på den tid ofte indebar brugen af kviksølv. Flere af metaloverfladerne på hans mekaniske instrumenter har været beskyttet med lueforgyldning, som påføres ved hjælp af kviksølv. Han har derfor haft rig lejlighed til at være i kontakt med det farlige stof.

Men arbejdet har åbenbart ikke været af en sådan art, at han selv har været udsat for farlige mængder. Her har hans assistenter vel deltaget mere aktivt i de forskellige processer. Mon de – uden at vide hvorfor – har haft tegn på skader, som kontakt med kviksølv kan have forårsaget?

En lille prøve blev savet af knoglen ved Tychos næserod. Ved analyse på Prags Nuclear Physics Institut kunne det påvises, at de bevarede metalsalte bestod af kobber og zink, som er bestanddelene i messing. Ofte anføres det, at Tychos protese var af (forgyldt) sølv. Men den har været lavet af det gule messing, som fint kunne udhamres til den ønskede form.

Tychos efterliv

Interessen for Tycho Brahe og hans livsværk spredte sig efter hans død i 1601 med stor hastighed til alle videnskabelige miljøer
i Europa. Hans bøger blev genudgivet i
flere oplag. Hans samlede produktion med inddragelse af også håndskrevne akter fra arkiver rundt om i verden blev 1913-1928 udgivet i 14 bind af Det Danske Sprogog Litteraturselskab.

Mindre kendt er det, at seks af hans instrumenter 1669-1674 blev kopieret til den velbegavede kinesiske kejser Kangxi, der regerede 1661-1722. Initiativtageren var den astronomisk kyndige belgiske jesuitmissionær Ferdinand Verbiest (1623-1688), som tilbragte hele sit voksenliv i Kina, hvor han blev kejserens hofastronom.

Med udgangspunkt i beskrivelser og illustrationer i Tycho Brahes berømte instrumentbog 'Astronomiæ instauratæ Mechanica' fra 1598 lod han med udgangspunkt i 117 omhyggeligt udførte forklarende træsnit med tilhørende kinesisk tekst de seks instrumenter støbe i bronze.

Konstruktionen af de dele, der var centrale for de astronomiske målinger, byggede selvfølgelig på de Braheske forbilleder. De bærende dele, som jo ikke havde måleteknisk betydning, fik de kinesiske støbere lov til at udforme med traditionelle fantasifulde drager og dekorationer. Instrumenterne blev opstillet på Beijings astronomiske observatorium øverst på et af bymurens tårne.

Tycho Brahes bygninger på Hven blev nedbrudt kort efter hans afsked med Danmark. De mere end 20 astronomiske instrumenter havde han fået bragt i sikkerhed hos sig i Prag. De eksisterer dog ikke mere. Men på tårnet i Beijing står de seks kinesiske kopier og vidner stadig om den verdensomspændende betydning, som den gådefulde danske adelsmand fik ikke blot i livet, men også efter døden.