For første gang siden Apollo-missionerne forbereder vi os ikke bare på en smuttur til Månen, men på at bo og arbejde der i uger, måneder og med tiden flere år.
Men hvordan ville det egentlig være at opholde sig i længere tid på Månens overflade?
Svaret er: fascinerende, ekstremt krævende og barskt.
En spændende ny tidsalder for udforskningen af det dybe rum er undervejs.
Det amerikanske Artemis-program har som mål at etablere en base på Månens overflade, hvilket markerer et grundlæggende skifte i måden, vi udforsker rummet på.
I stedet for blot at efterlade 'flag og fodaftryk' som Apollo-missionerne, ønsker NASA at etablere en varig menneskelig tilstedeværelse på Månen og bringe astronauter til Månens sydpol; et område, der endnu ikke er udforsket af mennesker.
Artemis-programmet sker i etaper.
I 2022 testede Artemis I-missionen med succes Space Launch System-raketten (SLS) og Orion-rumfartøjet som et samlet system med en ubemandet mission rundt om Månen.
2. april 2026 blev fire astronauter sendt på en 10 dage lang tur rundt om Månen.
Som NASA's første bemandede flyvning med Orion og SLS er Artemis II en helt central mission, der skal bekræfte, at systemer, som skal holde astronauterne i live med ilt, vand og mad, navigation, termisk beskyttelse og operationer i det dybe rum, fungerer sikkert med mennesker ombord.
Før mennesker kan bo på Månen, skal rejsen derhen være dokumenteret sikker og pålidelig.
Men NASA's langsigtede vision rækker langt ud over de første missioner.
Rumagenturet planlægger at bruge 20 milliarder dollar (knap 130 milliarder kroner, red.) på en base på Månens overflade, som skal gøre det muligt at gennemføre gentagne og gradvist længere ophold.
Formålet er at lære, hvordan mennesker kan arbejde og opholde sig bæredygtigt væk fra Jorden, hvilket på sigt skal bane vejen for fremtidige bemandede missioner til Mars, som er det helt store mål i horisonten.
Helbredsmæssige udfordringer
Et liv på Månen vil udfordre alle kroppens organsystemer.
Forholdene på Månen udsætter astronauter for et særligt 'space exposome', som er de fysiske, kemiske, biologiske og psykologiske belastninger, som mennesker bliver udsat for i rummet.
Det er blandt andet:
- Lav tyngdekraft, som er omkring en sjettedel af Jordens.
- Længerevarende eksponering for kosmisk stråling.
- Ekstreme temperaturskift.
- Giftigt månestøv.
- Isolation.
- Forstyrrede døgnrytmer.
- Lange perioder i indelukkede omgivelser.
I modsætning til astronauter i lavt kredsløb om Jorden vil astronauterne på Månen i vidt omfang opholde sig uden for Jordens beskyttende magnetfelt.
Det betyder større eksponering for rumstråling, som kan skade DNA, svække immunforsvaret og påvirke både hjernen og kredsløbet på mere subtile, men potentielt alvorlige måder.
Den lave tyngdekraft ændrer også den måde, blod, ilt og væske bevæger sig rundt i kroppen på.
Vægtløshed kan forstyrre transporten af blod, ilt og glukose til hjernen og dermed på sigt øge risikoen for neurologiske problemer og forstyrrelser i kredsløbet.
Det er ikke nok at se på kroppens enkelte organer hver for sig, hvis vi virkelig vil forstå disse farer.
Vi er nødt til i stedet at betragte det såkaldte 'space integrome', som er kroppens samlede, indbyrdes forbundne reaktion på forholdene i rummet, hvordan for eksempel hjerne, kredsløb, muskler, knogler, immunforsvar og stofskifte påvirker hinanden væk fra Jorden.
En enkelt lille forstyrrelse i ét system kan få konsekvenser for resten af kroppen.
Noget af det mest udfordrende er, at mange af de fysiologiske forandringer, der opstår i rummet, udvikler sig snigende.
Astronauter kan føle sig raske, mens problemerne hober sig op under overfladen og først viser sig måneder eller endda år senere.
Det er også derfor, at NASA lægger så stor vægt på overvågning af astronauternes fysiologi og på at begrænse de sundhedsmæssige risici i Artemis-programmets videnskabelige strategi.
Træner i rummet
Den gode nyhed er, at mennesker er bemærkelsesværdigt tilpasningsdygtige. Udfordringen er at styre tilpasningen på en sikker og holdbar måde.
'Space countermeasures' er de tiltag, der skal beskytte astronauternes helbred i rummet. Motion er et centralt, bærende element.
Astronauterne på Den Internationale Rumstation bruger omkring to timer dagligt på at træne for at bevare muskelmasse, knoglestyrke og kredsløbets funktion.
På Månen må træningssystemerne imidlertid udvikles på ny, fordi den lavere tyngdekraft ændrer kroppens belastning grundlæggende.
Ernæring er et andet centralt redskab.
Kosten har betydning for både knogler, muskler, immunforsvar og endda for, hvordan kroppen reagerer på stråling.
Skræddersyede koststrategier, tilpasset den enkelte astronauts fysiologi frem for en standardløsning for alle, vil sandsynligvis få stadig større betydning på lange månemissioner.
Kunstig tyngdekraft er også noget, man undersøger. Centrifuger med kort radius vil kunne udsætte astronauter for korte perioder med øget tyngdebelastning og dermed måske bidrage til at stabilisere kredsløbet og blodforsyningen til hjernen.
Metoden, som stadig er på forsøgsstadiet, kan vise sig at få stor betydning i forbindelse med fremtidige missioner på Månens overflade.
Beskyttelse mod stråling vil kræve flere lag af forsvar: Afskærmede levesteder (muligvis bygget med materiale fra Månens overflade ), varslingssystemer for solstorme og operative strategier, der begrænser eksponeringen i perioder med særlig høj risiko.
Det er afgørende, at disse modforanstaltninger er forebyggende og ikke blot sættes ind, når skaden er sket.
Løbende overvågning af astronauternes fysiologi, bærbare sensorer og avanceret dataanalyse kan gøre det muligt at opdage tidlige faresignaler og gribe ind, før små problemer vokser sig så store, at de bringer missionen i fare.
Krævende, ubekvemt og nådesløst
Et længere tid på Månen vil være dybt fascinerende. Forestil dig at se Jorden hænge næsten ubevægelig over en gold og lydløs horisont eller arbejde under en himmel, der aldrig bliver blå.
Men det vil også være krævende, ubekvemt og nådesløst. Månen er ikke bare en destination; den er en prøve i, hvad menneskekroppen kan holde til.
Hvis vi kan lære at holde mennesker sunde, modstandsdygtige og velfungerende på Månens overflade, har vi taget et afgørende skridt mod at blive en art, der for alvor kan leve og færdes i rummet.
Artemis viser, at rumforskning ikke længere handler om korte, heroiske bedrifter, men om bæredygtighed, tilpasningsevne og om at forstå os selv lige så dybt, som vi forsøger at forstå de verdener, vi vil udforske.
Hvis vi lærer at leve på Månen, kan det i sidste ende lære os lige så meget om livet på Jorden, som om vores fremtid væk fra vores egen klode.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
