Opdatering kl. 19.10: NASA har nu afsløret, at de med Googles kunstige intelligens har fundet en ottende planet omkring stjernen Kepler 90, så planetsystemet har otte planeter ligesom vores eget solsystem, hvilket er rekordmange.
Læs mere i artiklen ‘Kunstig intelligens har hjulpet med at finde nye planeter‘.
Original artikel:
Der kommer nyt fra rummet i aften.
Det amerikanske rumfartsagentur NASA har i en pressemeddelelse udmeldt, at en »opdagelse« gjort med rumteleskopet Kepler vil blive annonceret torsdag aften.
»Opdagelsen er gjort af forskere, der brugte maskinindlæring fra Google. Maskinindlæring er en tilgang til kunstig intelligens og demonstrerer nye måder at analysere Keplerdata på,« lyder det i pressemeddelelsen fra NASA.
Den kryptiske meddelelse siger ikke noget om, hvilken form for opdagelse, der er gjort, og verden over spekulerer medier i, hvad udmeldingen fra NASA helt præcist betyder.
Ved et pressemøde, som NASA afholder klokken 19 i aften, vil opdagelsen blive afsløret.
Hemmelighedskræmmeri
Det er efterhånden blevet standard, at rumfartsagenturet NASA udsender et varsel på forhånd, typisk en uges tid, før en ny, stor opdagelse bliver annonceret.
Med andre ord udsender agenturet en meddelelse om, at der senere vil blive udsendt en meddelelse. Det er selvfølgelig en smart PR-strategi, for det betyder, at NASAs opdagelser får ekstra meget omtale – både før og efter de er afsløret.
Hver eneste gang fører meddelelsen om meddelelsen nemlig til spekulationer i alverdens medier over, hvad det nu kan være, at rumfartsagenturet har opdaget.
Men ak nej – der er aldrig tale om opdagelsen af rumvæsner, sådan som de vildeste spekulationer typisk lyder. Men der har trods alt stadig været tale om banebrydende opdagelser fra rummet. Sidste gang, NASA slog på medietrommerne før offentliggørelsen af en opdagelse, var tidligere i år, da det blev annonceret, at man havde målt signaler – tyngdebølger – fra to neutronstjerner, som kolliderede.
Nye planeter?
Et andet eksempel fra 2017 var opdagelsen af, at planetsystemet Trappist-1 indeholder hele syv klippeplaneter meget lig Jorden. Trapist-1-planeterne er i omløb om en stjerne, som kun befinder sig 40 lysår herfra.
Mindst tre af de syv planeter ligger i en tilpas afstand fra deres stjerne, til at de potentielt kan have vand på overfladen og dermed, måske, liv.
Da nyheden om Trappist-1 kom frem i februar, fortalte den danske astrofysiker Lars Buchhave til Videnskab.dk, at han »var ved at falde ned ad stolen.«
Spørgsmålet er, hvad nyheden kan være denne gang? Hvad er det, som Googles kunstige intelligens har hjulpet med at finde i data fra Kepler?
Svaret bringer Videnskab.dk klokken 19 i aften, når NASA offentliggør nyheden. Vi ved allerede, at der IKKE – vi gentager IKKE – er tale om aliens.
\ Læs mere
Hjælp fra Kepler
Til gengæld kan vi tilføje, at teleskopet Kepler, som er medvirkende i den nye opdagelse, er kendt for at finde nye planeter og blandt andet har fulgt planeterne i Trappist-1-systemet.
Teleskopet flyver rundt ude i rummet og har siden sin opsendelse i 2009 fundet flere tusinde af de såkaldte exoplaneter – planeter der kredser om en anden stjerne end Jorden.
»I 2014 begyndte rumfartøjet en ny udvidet mission kaldet K2, som fortsætter sin søgen efter planeter uden for vores solsystem, kendt som exoplaneter, samtidig med at der introduceres nye forskningsmuligheder for at studere unge stjerner, supernovaer og andre kosmiske fænomener,« påpeger NASA i sin pressemeddelelse om annonceringen i aften.
Du kan læse meget mere om Keplers nye mission i denne artikel.