For nylig er 12 nye medlemmer blevet indlemmet i NASA's astronautkorps. De nye astronauter begynder nu på en godt to år lang grunduddannelse, før de kan sendes ud i rummet, og det betyder, at de er klar til rumfart omkring 2020.
Det giver i hvert fald en god start, for rumstationen ISS er sikret midler frem til 2024, og rent teknisk skulle der ikke være noget i vejen for at bruge rumstationen frem til 2028. Men det afhænger i høj grad af den uforudsigelige Trump, som endnu ikke har udnævnt en ny chef for NASA.
NASA er ikke bare uden ny chef, men også uden faste planer for fremtiden. Der tales meget om Mars, men uden penge er det bare snak. Sandheden er, at NASA er ved at bygge en meget stor raket af samme størrelse som den gamle måneraket Saturn 5 – men der er kun penge til de to første flyvninger. Derefter er alt usikkert, også fordi ingen ved, hvor højt Trump prioriterer rumfarten.
\ Læs mere
Rumfarten står foran en skillevej
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
NASA har en plan, som måske kan give nogle af de nye astronauter en mulighed for en tur rundt om Månen.
Planen hedder ”Deep Space Gateway” og går ud på at bygge en lille rumstation i bane om Månen. Her skal man udvikle den nødvendige teknik til en Mars-rejse, men den bliver ikke stor nok til at rumme astronauter i længere tid – de må nøjes med forholdsvis korte besøg.
Besøgene bliver sjældne, for NASA planlægger bare en opsendelse om året af deres store raket til Månen.
Den amerikanske kongres har hverken bevilget penge til Deep Space Gateway eller til en marsrejse – så de nye astronauter får dermed tid nok til at overveje fremtiden for den bemandede rumfart.
Den står ved en skillevej med to meget forskellige visioner for vor fremtid i rummet.
The End of Spaceflight
Den ene vision blev meget klart formuleret i 2011 af det engelske tidsskrift The Economist. I en artikel med det meget sigende navn 'The End of Spaceflight' skrev tidsskriftet, at rumfarten kan deles i to dele:
- Den del, som forgår i 'Inner space' i baner om Jorden ud til den geostationære bane 36.000 km over ækvator
- og så rumfarten i 'Outer space', hvilket er resten af Solsystemet.
Den geostationære bane er den mest anvendte bane for satellitter, for her er omløbstiden 24 timer, og det betyder, at en satellit så altid vil hænge stille over samme punkt på Jorden. Den anvendes især af TV-satellitter.
Alle de satellitter, det moderne samfund er så afhængig af, befinder sig i Inner Space, og det førte til påstanden »Inner space is useful, Outer space is history.«
Det er klart, at det gav en voldsom kritik fra folk, der var interesseret i rumfart og rummets udforskning, men sagen er, at The Economist ramte noget centralt: Næsten al rumfart foregår i Inner space, mens Outer space har måttet nøjes med nogle få rumsonder – og det er lige så sandt i 2017, som det var i 2011.
Menneskets rumdrømme er forsvundet
Hertil kommer en anden udvikling. Siden 2011, hvor den sidste af USA's rumfærger blev sendt på pension, har USA ikke haft egne rumfartøjer til at opsende astronauter og har i stedet været nødt til at bruge det russiske Sojuz-fartøj. USA skal være meget heldige, hvis de første kommercielle rumskibe Dragon og Starliner vil være klar før 2019.
En otte år lang pause i at kunne opsende astronauter viser, at denne side af rumfarten ikke har en høj prioritet. Det hjælper heller ikke, at hverken Europa eller Japan har bygget deres egne bemandede rumskibe, selv om de udmærket godt kunne.
Men det virkelige problem for Outer Space er, at vort solsystem er så fremmedartet. På alle Solsystemets planeter – bortset fra Jorden – er det nødvendigt at bære rumdragt eller grave sig ned for at beskytte sig mod stråling. Og det førte til denne ualmindeligt deprimerende slutning på artiklen:
»Fremtiden ser ud til at være begrænset af den nye grænse for Jorden, den geostationære bane. Inden for denne grænse vil der komme stadig mere aktivitet, og denne del af rummet vil blive tæmmet af mennesket, ligesom vi har tæmmet så mange ødemarker i fortiden.«
»Uden for den geostationære bane vil rummet forblive tomt. Der vil være enkelte strejftog, ligesom når mennesker forlader deres forskningsbaser i Antarktis for at kortvarigt at begive sig hen over iskappen, før de igen vender tilbage til basen for at få varme, mad og selskab. Men menneskets drømme om en fremtid herude i rummet vil stort set være forsvundet.«
\ Læs mere
Fortiden kan skabe en ny fremtid i rummet
Det er jo ikke en fremtid, som kan virke inspirerende på en ung astronaut, men den er bestemt ikke umulig – i hvert fald hvis al rumfart kun betales af regeringer. Men der er måske en anden vej ud i rummet, og begyndelsen til denne vej blev lagt for næsten 200 år siden.
Denne vej er den amerikanske tradition for, at forskning og opdagelser ikke alene er en opgave for regeringen, men også for private, som kan donere penge. Traditionen begyndte med USA's 6. præsident John Quincy Adams, som levede 1767-1848.
Han var meget interesseret i astronomi og søgte uden held at få kongressen til at investere i observatorier. Men hans aktiviteter førte til oprettelsen af mange private observatorier, hvor private betalte en sum for at få andel i et observatorium, og rige mæcener for forskning blev stadig mere almindelige.
Rigmænd betaler for udforskning af universet
Højdepunktet blev nået længe efter, at Adams var død, da den største fund-raiser af alle, George Ellery Hale, fik samlet midler til at bygge både Mount Wilson og senere Mount Palomar observatorierne.
Omkostningerne ved disse observatorier svarer til, hvad det i dag vil koste at få opsendt en mindre rumsonde. Også det store Keck-observatorium på Hawaii med to 10-meter teleskoper (blandt de største i verden) er betalt af Keck Foundation, som i 1985 gav 70 millioner dollar til bygningen af observatoriet. Pengene stammer fra olieindtægter.
Amerikanerne har altså en tradition for, at private rigmænd kan spille en central rolle for udforskningen af universet, og denne tradition ser nu ud til at blive ført videre af især af to personer, nemlig Elon Musk fra firmaet SpaceX og Jeff Bezos, som har skabt sin formue på firmaet Amazon og nu bruger pengene på sit rumfirma Blue Origin.
Især SpaceX er blevet en vigtig spiller inden for rumfarten med Falcon-raketten, hvor første trin nu kan genbruges – hvilket kan bringe priserne for en opsendelse så langt ned, at hele rumfarten måske står over for det største gennembrud siden månelandingerne.
Både Mars og Månen skal koloniseres
SpaceX og Blue Origin er begge rigtige rumfirmaer, der bygger raketter og rumskibe. Blue Origin er et lidt yngre firma end SpaceX, men regner med i løbet af de næste få år at få en lige så stor indflydelse på rumfartens udvikling som det ældre og større SpaceX.
Men det interessante ved disse to firmaer er, at de ledes af personer, som både er forretningsmænd og samtidig meget visionære idealister. Dermed fører de traditionen videre med den privatbaserede udforskning af universet, som begyndte med de store observatorier.
Elon Musk fra SpaceX har allerede præsenteret sine planer om at kolonisere Mars inden 2030 med rumskibe og raketter, som hans firma vil bygge. Det lyder meget imponerende, men med gode grafikere og PowerPoint er det blevet let at producere overbevisende foredrag.
Han får sine marsrejser til at lyde lettere end de er, men på den anden side har SpaceX allerede vist, at det er et firma med mange gode ideer inden for rumfarten, og med en Falcon raket, der allerede er godt på vej til at blive en alvorlig konkurrent til de allerede eksisterende raketter.
Jeff Bezos har også en vision om, at millioner af mennesker skal leve og bo i rummet, og at det er nødvendigt, at vi bliver 'A Spacefaring civilisation', altså en civilisation, der rejser i rummet. Vi ved ikke meget om disse planer, ud over at en kolonisering af Månen indgår, og at Bezos gerne vil hente råstoffer ude i rummet, hvor han også gerne ser den tunge industri placeret, så vi kan få en grøn og ren Jord.
Meget visionært, for hvem kunne ikke tænke sig at starte forfra ude i rummet og så måske ligefrem leve godt af at eksportere energi og råstoffer til Jorden – og så er man jo dejligt fri for forureningen, klimaændringerne og overbefolkningen på vor gamle klode.
\ Læs mere
Kan vi overhovedet udvandre?
Om nogle kan ændre rumfarten, så er det folk som Elon Musk og Jeff Bezos.
Men selv de kan ikke ændre den kendsgerning, at Solsystemets planeter er uegnede for os mennesker. Man kan godt undre sig over, at så mange mennesker åbenbart gerne vil bo permanent på Mars.
For det, som Mars har at byde på, er røde ørkener med hyppige støvstorme og temperaturer langt under frysepunktet – og uden så meget som et græsstrå til at skabe lidt grønt. Selv vand skal hentes fra undergrunden, og man kan ikke bare gå en tur og få lidt frisk luft. Enhver tur foregår i rumdragt, hvor luften bestemt ikke er bedre end på basen, og når man vender tilbage fra turen, venter en større renselsesproces for at forhindre, at man slæber for meget af det røde støv med ind på basen.
Det er forhold, man kan holde ud nogle måneder eller måske et par år – men at tilbringe et helt liv på denne måde? Og vil børn, som er født og opvokset under 1/3 af Jordens tyngdekraft, overhovedet kunne besøge Jorden?
Læg dertil at Mars er et rent paradis sammenlignet med at bo på Månen.
Alt i alt er det er meget lidt sandsynligt, at vi i en overskuelig fremtid får et større antal mennesker til at leve og bo i rummet. Argumenter om, at det vil øge vores chancer for at overleve på langt sigt ved at bo på mere end en klode, vil ikke gøre noget indtryk på regeringer, der har mere end nok at gøre med at klare de næste 10 års udfordringer her på Jorden.
Små skridt mod 'A Spacefaring Civilisation'
Elon Musk og Jeff Besoz skal passe på - både med ikke at oversælge rummet, og med at overvurdere, hvad deres egne firmaer kan klare, både teknisk og ikke mindst økonomisk.
Der er dog ingen tvivl om, at de reagerer på, at mange mennesker gerne vil ud i rummet og måske starte en ny tilværelse herude.
Desuden skal vi heller ikke helt afskrive regeringer. Samarbejdet om rumstationen ISS har været fantastisk godt, og været med til at udvikle de teknologiske kompetencer hos de lande, der deltager i projektet.
De erfaringer kan godt videreføres til nye projekter som en månebase eller en rejse til Mars. Begge dele er bestemt mulige inden 2050, og hvad gør det så, om det, vi bygger, blot er en lille base og ikke en hel by for folk, som gerne vil bo på en anden klode.
I hvert fald nogle af de 12 nye astronauter har på lidt længere sigt mulighed for at komme ud i Solsystemet, selv om der nok kun bliver tale om få rejser. Det vil være menneskets første 'små skridt' ud i Solsystemet.
I mellemtiden må vi andre jo så bare vente og se, om Musk, Bezos og andre kan føre rumfarten i nye retninger og få skabt 'A Spacefaring Civilisation', hvor et stort antal mennesker kommer ud i rummet. Vi kan drømme mange år endnu, men en dag mødes drøm og virkelighed, og hvordan det vil påvirke rumfarten, er ikke til at sige.
