Andreas Mogensens ophold på rumstationen ISS opfattes af de fleste som en forberedelse på det næste store skridt, at flyve til Mars og senere til solsystemets andre planeter. Det er en drøm, der har stærke rødder i den vestlige kultur, der jo i høj grad er baseret på opdagelsesrejser og kolonisering.
For mange er rumfartens bestemmelse simpelthen at kolonisere solsystemet, og på den måde sikre os, hvis der skulle ske noget med Jorden. Mars One, der jo vil sende mennesker til Mars uden en returbillet, er et eksempel på at disse tanker taler til mange mennesker.
Drøm og Virkelighed
Selv om det har været inspirerende at se Andreas Mogensen svæve omkring i ISS og udføre forsøg, så er der stadig langt til en Marsrejse og endnu længere til at bygge kolonier på Mars. Og inden vi når så langt, kan rumfarten have taget andre veje.
Der kan anføres tre grunde til at vi ikke kommer til at kolonisere solsystemet sådan som det på en måde har været rumfartens drøm – endda før opsendelsen af den første Sputnik.
Den første og vigtigste grund er, at solsystemet slet ikke egner sig til at kolonisere. Vort solsystem rummer 8 planeter og mindst 150 måner. Af disse kloder kan vi kun lande på Månen og Mars og måske på enkelte af ismånerne i det ydre solsystem.
Selv Mars er bestemt ikke et sted, der egner sig til kolonier. Mars er en iskold ørken med en tynd, men giftig atmosfære. Derfor kan vi kun gå rundt på Mars iført rumdragt, og de konstante støvstorme kan ikke undgå at give store problemer for en base eller koloni.
Man er jo i sagens natur nødt til at kunne forlade de lufttætte bygninger gennem en luftsluse for at kunne bevæge sig rundt på overfladen – og det meget findelte støv kan så ikke undgå at trænge ind alle vegne. Man må bare håbe, at det ikke også kan give allergiske reaktioner.
Kolonier eller forskningsbaser
Der er også meget stor forskel på at kolonisere en planet og så bygge forskningsbaser til tidsbegrænsede ophold. Mars kan sammenlignes med Antarktis: Her har vi forskningsbaser, men af gode grunde ingen planer om kolonisering, hvor et stort antal mennesker bor permanent på det isdækkede kontinent.
Den anden grund er, at mennesker kun dårligt kan klare lange rumrejser på grund af vægtløshed og især stråling. Der kan også opstå psykologiske problemer, når Jorden er så langt borte, at den kun er en blandt mange stjerner. I en overskuelig fremtid er det i hvert fald sikkert, at rejser til Mars kun vil være for de meget få – alene økonomien sætter en grænse.
Den tredje grund er, at samfundet hele tiden ænder sig. Vi er hastigt på vej mod et globalt samfund med globale udfordringer, ikke mindst fra klimaændringer, forurening, vandmangel og overbefolkning. Derfor vil vi om 50 eller 100 år nok se på rummet og dets muligheder på en anden måde, end vi gør i dag.
Det er let at forestille sig, at vi til den tid vil satse mere på at bruge rumfarten til at forbedre livet her på Jorden end på at kolonisere Mars. Man kan kun håbe, at der stadig vil være plads til mere beskedne projekter som at bygge videnskabelige baser på Månen og Mars.
Vejen frem
Men der er en vej frem for rumfarten, som er praktisk og økonomisk overkommelig, og som desuden åbner mulighed for at vi alle, og ikke bare nogle få astronauter, kan deltage i rummets udforskning. To af de forsøg, Andreas udførte, peger direkte frem mod denne fremtid. Det var forsøgene, hvor Andreas styrede robotter fra ISS.
Robotterne bliver hele tiden billigere og bedre, og hvis man direkte kan fjernstyre dem fra rummet med et joystick, så er der næsten ingen grænser for, hvad de kan udrette. Det er derfor NASA overvejer, at den første rejse mod Mars ikke skal gå til Mars, men til en af de to små måner Phobos og Deimos.
Herfra kan astronauter styre snese af robotter på overfladen af Mars, der kan køre, gå, kravle eller flyve til steder, som astronauter har meget svært ved at komme selv på grund af et utilgængeligt terræn. Desuden kan robotterne mere eller mindre bygge en base, som så står parat til den første bemandede landing.
Men det er kun begyndelsen. Det er blevet anslået, at vi med den rette teknik kan overføre samtlige sanseindtryk fra et menneske med bare omkring 100 megabit i sekundet. Så hurtig dataforbindelse har vi ikke i dag til solsystemets planeter – især ikke de yderste. New Horizons sender med bare nogle få kilobit/s fra Pluto. Men det er teknisk muligt ved brug af laserteknik at få meget hurtige dataforbindelser selv fra Pluto til Jorden.
Vi kan alle blive astronauter
Med andre ord, så åbner robotteknologien mulighed for, at vi alle kan få en virtual reality oplevelse af at gå rundt på en anden planet. Vi kan nøjes med at sende nogle få astronauter ud til at styre robotterne fra rumskibe, som slet ikke behøver at lande. Det eneste krav er, at det ikke tager radiobølger mere end nogle få sekunder at tilbagelægge afstanden mellem planet og rumskib.
At opleve Mars på denne måde vil kun være begyndelsen. Det virkeligt spændende kommer, når robotterne sendes til steder, hvor mennesker slet ikke kan komme, som de store gasplaneter. Robotter kan således dykke ned i Jupiters skybælter og evige storme for måske at få et glimt af det enorme hav af flydende brint, som gemmer sig under skyerne.
Andre robotter kan trodse Jupiters dødbringende strålingsbælter og lande på Europa for måske at trænge gennem isen på overfladen for at udforske det nok 100 km dybe hav, der omgiver den lille måne. Astronauterne, som styrer robotterne kan bare parkere deres rumskib en million km længere borte fra Jupiter, hvor strålingen ikke er så stærk.
Vi kan se Ios svovlvulkaner på tæt hold, og opleve sne af svovldioxid fra en kulsort himmel. Eller vi kan udforske metansøerne på Saturns store måne Titan, eller se den mærkelige metalliske sne, som måske dækker nogle af bjergene på Venus.
At være der selv
Det er heller ikke svært at forestille sig en tid, hvor der slet ikke er brug for astronauter til at styre robotterne. Kunstig intelligens bliver helt sikkert et af de emner, som kommer til at fylde meget i det 21. århundrede.
Mange vil indvende, at det ikke det samme som at være der selv. Men vi må nok vænne os til, at ikke alle ønsker kan opfyldes. Desuden er en sådan virtuel udforskning af solsystemet noget for fremtidige generationer, som er vokset op med computere og virtual reality og måske derfor ikke helt deler vor kultur og opfattelse.
Rumfart er ikke bare teknologi. Hvordan den opfattes og anvendes, vil altid være bestemt af samfundets ønsker og behov – og her kan vi nok forvente store ændringer i de næste par hundrede år.
Denne artikel blev oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
