Har du nogensinde undret dig over, hvorfor salte fødevarer som chips, nachos og saltede nødder passer så godt sammen med en øl eller et glas vin?
Eller hvorfor du nogle gange føler en umættelig appetit på junkfood, mens du drikker?
Vores nye studie undersøgte deltagernes kost og alkoholindtag for at finde svaret.
Alkohol er fyldt med energi, men stimulerer også appetitten. Vi fandt, at alkohol kan få dig til at spise mere usunde fødevarer ved at forstærke en biologisk drift efter protein.
Proteintrang
Vores tidligere forskningsarbejde viser, at mennesker og andre dyr har en decideret appetit på protein. Vi har specifikt lyst til salte, proteinrige fødevarer og går en bue udenom søde fødevarer, når vores krop har brug for protein.
Trangen til proteintrang og den langt mindre lyst til noget sødt bliver transporteret til hjernen af et hormon kaldet FGF21, som bliver dannet i leveren, når kroppen registrerer mangel på protein.
Alkohol får FGF21-niveauet til at stige, hvilket stimulerer en trang til protein.
Det forklarer, hvorfor alkohol parres med mad på tværs af mange kulturer: et glas bobler før aftensmaden, vin til måltidet. Alkoholiske drikke stimulerer appetitten på protein og øger på denne måde nydelsen ved at spise.
Forskere kalder det 'aperitif-effekten', og det er blevet vist, at den er rettet mod salte fødevarer.
'Snyde-protein' tilfredsstiller ikke vores trang
Men ikke alle salte fødevarer er ens. De vigtigste kilder til den salte smag plejede at være proteinrige fødevarer som kød, fisk og skaldyr, fjerkræ og bælgfrugter.
Men ultraforarbejdede fødevarer passer ikke ind i denne kategori.
I dag producerer industrielle fødevaresystemer mange fødevarer med tilsat saltsmag, som er fattige på protein og rige på fedt og kulhydrater, som chips, salte kiks, pizzaer og hotdogs.
Vi har kaldt sådanne fødevarer 'snyde-proteiner': de leverer de sansemæssige signaler, der typisk forbindes med proteinrige fødevarer, men giver i stedet energirige fedtstoffer og kulhydrater.
Overspisning
Det betyder, at du kan komme til at overspise
I vores nye studie fandt vi, at indtagelse af alkohol var forbundet med et større indtag af salte fødevarer. Men effekterne på det samlede energiindtag varierede afhængigt af, hvilke fødevarer der blev spist.
Når salte fødevarer såsom magert kød, fjerkræ eller bælgfrugter blev valgt, var proteinindtaget højt, men kalorieindtaget var ikke forhøjet, på trods af alkoholens høje energiindhold.
Men når der blev spist 'snydeproteiner' – som salte ultraforarbejdede fødevarer og fedt kød – var energiindtaget højere end normalt, hvilket øger risikoen for vægtøgning.
Selv uden alkohol er kost med et højt indhold af ultraforarbejdede fødevarer forbundet med et for højt energiindtag og vægtøgning.
Der er mange bidragende faktorer, blandt andet det lave proteinindhold i ultraforarbejdede fødevarer. Der skal spises mere for at opfylde kroppens proteinmål, en mekanisme kaldet ’proteinleverage’.
Det er derfor, at du efter en aften med salte snacks måske stadig har plads til en pizza eller kebab, eller vågner med lyst til et fedtholdigt morgenmåltid.
Vores nye studie viser, at kombinationen af alkohol og ultraforarbejdede fødevarer kan øge energiindtaget, både direkte gennem den energi, alkohol bidrager med, og gennem den øgede appetit på protein.
Sådan undersøgte vi det
Vi modellerede, hvordan FGF21, alkohol og proteinappetit interagerer med kost, der er rig på enten forarbejdede eller uforarbejdede fødevarer.
Vi testede vores model ved hjælp af detaljerede daglige kostregistreringer fra 9.337 voksne fra Australian Adult Health Survey, hvoraf en tredjedel rapporterede at have drukket alkohol på undersøgelsesdagen.
Denne tilgang, kaldet mekanistisk økologisk modellering, gør det muligt for os at undersøge, hvordan fysiologiske mekanismer opdaget i eksperimentel forskning påvirker adfærd og potentielt sundhed uden for laboratoriet, i den virkelige verden.
Sådan undgår du at falde i 'alkohol og junkfood-fælden'
Hvis du regelmæssigt drikker alkohol, kan det være en hjælp at være i stand til at genkende den ledsagende trang til salte fødevarer for, hvad den er: kroppen, der jagter protein.
Det kan du afhjælpe ved at spise salte, proteinrige hele fødevarer såsom magert pålæg, ristede kikærter, æg eller skaldyr. Lad dig ikke narre af fedt- og kulhydratrige 'snydeproteiner', der narrer din hjerne til at tro, at den får protein.
Det mætter nemlig ikke din stærke proteinappetit.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.




































