Dét er spørgsmålet, jeg de sidste par uger er blevet stillet af forskellige medier.
Andreas Mogensen har været i rummet, og hvorfor har det sat landet på den anden ende? Hvad er det, som drager og fascinerer? Hvorfor vil mennesket ud i rummet?
Det kortest mulige svar, jeg har kunnet finde, er: for at nå et højere udviklingstrin. Men det kræver selvfølgelig lidt forklaring.
Rumfart giver økonomiske, teknologiske og videnskabelige fremskridt
Tanken om at rejsen ud i rummet vil føre mennesket og dets samfund mod højere og højere udviklingstrin, finder sine argumenter på en række niveauer. Med et billede kan man sige, at argumenterne er lagdelte, ligesom Jordens atmosfære er lagdelt.
Nær jordoverfladen, hvor ilten er rigelig og fed, florerer de begrundelser, som kan kobles til økonomi, teknologi og innovation.
Rumfart giver omkring fem kroner igen for hver investeret krone, er drivmotor for industri og innovation her på Jorden, og vi nyder godt af spin-off teknologi, fra chips-pakkemaskiner, over ridsefri brilleglas til ledningsfrie boremaskiner.
Og så er der selvfølgelig de militære fremskridt, skyggen som raketten altid har kastet.
Lidt længere oppe, cirka omkring ozonlaget, finder vi de videnskabelige argumenter: Rumfart og rumforskning øger vores viden om alt fra sorte huller til menneskets blodkredsløb.
Befordret af rumfarten gør den naturvidenskabelige forskning fremskridt på alle områder, fra biologi til astrofysik. Visse resultater er det måske svært umiddelbart af finde anvendelse for, men andre understøtter og fordyber vores forståelse for helt konkrete fysiske processer på Jorden.
Det uhåndgribelige vækker vores nysgerrighed
Højere oppe endnu, omkring stratosfæren, krydser vi grænsen til de mere uhåndgribelige begrundelser. Her har vi at gøre med den menneskelige nysgerrighed, vores iboende trang til at opdage og udforske. Denne trang kan i bund og grund ikke forklares.
Man kan måske finde argumenter i evolutionslæren og sociobiologien: Det er netop vores nysgerrighed, der har gjort os til den sejrende art. Men følelsen, der omgiver denne trang som en aura, ligger hinsides rationelle argumenter.
Hinsides denne grænse finder vi begrundelser, som henter deres næring i psykologi og kultur. Udforskningen af universet fuldender den kopernikanske revolution og tilkender mennesket en plads i den yderste udkant af kosmos.
Vores kultur vokser og ændrer sig ved den gradvise inkorporation af de astronomiske, astrofysiske og kosmologiske erkendelser.
Også økologiens, sociologiens og filosofiens planer bringes i spil. Ved at se Jorden ude fra rummet, begriber vi planeten som ét sammenhængende system, hvor en påvirkning ét sted ufravigeligt afstedkommer forandringer et andet. Vi forstår, at vi må leve i fred sammen, og selve det internationale samarbejde om for eksempel Den Internationale Rumstation giver denne erkendelse yderligere brændstof.
Og endelig får vi indsigt i de dybeste, filosofiske spørgsmål: Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor er vi på vej hen?
Vægtløsheden er et nyt evolutionært spring
Til slut når vi termosfærens årsager og begrundelser, som trives, hvor vi går i kredsløb om Jorden og bliver vægtløse. Her er menneskets rejse ud i kosmos at sammenligne med det evolutionære spring, som de første amfibie-fisk, der kravlede op på landjorden, foretog.
Blot er bevægelsen den omvendte, nu hvor vi forlader Jordens tyngdekraftplagede strandbred og kaster os ud i det kosmiske ocean, hvor en ny vægtløshed venter, der mimer den, vi oprindeligt levede i som havvæsner.
Ganske som arvesynden i et halvvejs forladt verdensbillede engang holdt mennesket fast i en uværdig position, holder tyngdekraften os fanget på bunden af tyngdebrønden. Hernede fra skimter vi langt oppe det himmelske lys.
Vægtløsheden bliver en ny form for frelse, og rejsen ud i rummet et evolutionært kvantespring.
Nu kan vi se verden fra gudernes perspektiv
Det evolutionære spring er fysisk såvel som bevidsthedsmæssigt; Jorden er vores vugge, men nu er vi blevet voksne og kan ikke længere blive der.
Rumfart giver omkring fem kroner igen for hver investeret krone, er drivmotor for industri og innovation her på Jorden, og vi nyder godt af spin-off teknologi, fra chips-pakkemaskiner, over ridsefri brilleglas til ledningsfrie boremaskiner.
Thore Bjørnvig
Vi drages mod det dybe rums hemmeligheder, hvor grænsen mellem religiøs gnosis, spirituel erkendelse og kosmologisk indsigt viskes ud i den galaktiske malstrøm af lys.
Synet af Jorden set fra rummet sætter mennesket i en unik position. For første gang ser vi hele vores livsverden i ét samlet nu.
Som så vi det fra et guddommeligt perspektiv, hvor tid og rum ikke længere findes, og fortid og fremtid smelter sammen i nærværets mystiske kraftfelt.
Det himmelske rum, som mennesket indtager gennem rumfarten, var indtil for ganske nylig gudernes domæne.
Rumrejsen har et endeløst potentiale for nye opdagelser
Rummet både forvandler og transfigurerer. Ganske som vi også her på Jorden gennem tiderne har drømt om rejsens forvandlende kraft, tror vi det samme om rumrejsen - men forstærket i retning af uendelighed og omnipotens.
I rummet skal vi blive som guder og forlade den menneskelighed, som binder os til Jordens overflade, hvor ufred, krig, forurening, racediskrimination, sygdom og død dominerer.
Vi skal kolonisere solsystemet, bygge baser på planeterne, leve i frit svævende sfærer, bygge interstellare generationsrumskibe, rejse til andre solsystemer og erobre galaksen.
Og før eller siden møder vi andre galaktiske civilisationer: Drømmen om vort eget udviklingspotentiale projiceret millioner af år frem i tiden.
Denne rejse vil transformere os og indfri transhumanismens digitale drøm: Vores kroppe bliver overflødige, vi smelter sammen med den stadigt accelererende teknologi, indtil vi omsider bliver ren information, energi, lys.
Og var det ikke mennesket selv, fremfor blot sonder og robotter, som foretog denne rejse, ville den ganske miste sin fascinationskraft.
Utopiens kræver konstant finansiering
Hvert trin i denne udviklingsrejse kan man finde beskrevet i fremstillinger af menneskets rolle i rumfarten, fra artikler publiceret i videnskabelige tidsskrifter, over populærvidenskabeligt formidlende værker, til romaner, tegneserier, computerspil og film.
Og det er fra disse trin, at rumfartens fortalere henter deres argumenter for, hvorfor rumfarten er så afgørende at satse på.
Rumfarten blev udtænkt af visionære mystikere, grundlagt af amatørraketbyggere og profetiske formidlere og opnåede momentær indfrielse af utopien (og nærmest ubegrænsede midler) i kulminationen af rumkapløbet mellem USSR og USA: den bemandede månelanding.
Siden har det været et tilbagevendende spørgsmål, hvordan man sikrer offentlighedens interesse, politikernes bevågenhed og de økonomiske midler til at realisere de store drømme. Det er som led i denne kamp, at man henter argumenterne i de netop beskrevne luftlag. Og det er her, at den danske rumsektor har fået spillet et trumfkort i hånden.
Hvornår er det rationelt at finansiere rumrejserne?
Andreas Mogensen virker, som mange astronauter før ham, som nationalt og menneskeligt identifikationspunkt. Gennem ham bliver rummet nærværende, og vi aner i et øjeblik dets potentiale, i en grad så selv vores trinde, lille statsminister på live-TV synes på nippet til at hive pengepungen op og ligefrem begynder at tale om de religiøse dimensioner af rumoplevelsen.
Ja, så meget grøde er der i luften, at man vover at fremstamme det frække ord: rumagentur.
Lige så lidt som Lars Løkke Rasmussen nok er klar over, hvorfor han pludselig taler om synet af Jorden som en religiøs vækkelse, lige så lidt er Torsten Gejl fra Alternativet formodentlig klar over, hvorfor han taler om, at det at redde vores egen jord står i modsætning til en økonomisk og organisatorisk storsatsning på rumfart.
At vi skal udforske rummet og på sigt prøve at kolonisere det er, efter min mening, så at sige et tilbud, vi hverken kan eller bør afslå.
Men hvis vi ikke har kendskab til og erkender alle de argumentationsniveauer, der findes inden for rumfartsområdet, kan vi heller ikke diskutere for og imod på et oplyst grundlag. Eller forstå på hvilken måde det kan være rigtigt, at rumfart er værd at satse på.
Lad os derfor prøve at forstå ikke blot de jordnære argumenter for rumfarten, men også de mere æteriske. For begge spiller ind i vores forståelse af, hvorfor menneskets rejse ud i rummet er vigtig, og begge bliver anvendt som skyts fra rumlobbyens side, når der skal sikres midler.
