I løbet af de seneste to århundreder er fodbold – eller 'soccer', som sporten kaldes i dele af den engelsktalende verden – blevet et globalt fænomen, der forbinder fans på alle kontinenter.
Når det er VM-tid, bliver sporten samtidig en dybt nationalistisk affære, hvor hold og fans fra forskellige lande står over for hinanden.
Men den stærkt konkurrenceprægede professionelle tilskuer- og elitesport, der i dag spænder over hele kloden, har langt mere lokale rødder.
Som ekspert i globalhistorie og forfatter til en bog fra 2025 om emnet ved jeg, at spillets rødder går tilbage til begyndelsen af 1800-tallets England og en helt særlig social baggrund.
Fodbold som metode til kontrol
Da engelske skoleelever og lærere skabte fodbold som sport i starten af 1800-tallet, var det for at give elever på prestigefyldte eliteskoler som Eton mulighed for at få afløb for overskydende energi.
Eleverne på denne slags private kostskoler - som i Storbritannien kaldes 'public schools' - kom for det meste fra velhavende familier og blev sendt afsted ikke blot for at få en uddannelse, men også for at omgås jævnaldrende fra det samme sociale lag.
Men kostskoleeleverne var ofte svære at styre.
De privilegerede elever havde en tendens til ikke at se lærere og skoleledere som autoritetsfigurer, men som mennesker af lavere social rang.
Oprør var almindelige og satte forkælede elever op imod magtesløse lærere.
Her kom fodbolden ind i billedet: En hård fysisk aktivitet som at sparke bolden hen over en bane fremstod for lærerne som en måde at genvinde kontrollen over eleverne på og lede deres energi i en anden retning.
Fodboldens oprindelse
Boldspil, hvor to grupper mennesker stod over for hinanden, var ikke noget nyt i Storbritannien.
‘Folk football’ fandtes længe, før det blev en skolesport. Men de tidlige kampe var uregulerede, larmende og voldsomme opgør mellem to grupper af beboere fra to landsbyer eller to kvarterer.
De behøvede ikke engang at involvere en egentlig bold, men kunne spilles med noget, der kunne sparkes hen over en mark eller gennem byens gader.
Den slags begivenheder havde ikke meget til fælles med moderne fodbold.
De kunne involvere hundredvis af mennesker. Banerne var ikke kridtet op, og målet var at sparke bolden én gang over en markering, for eksempel et hegn eller en streg i jorden.
Boldspillene handlede ikke om at score, men om at tage kampen op mod modstanderholdet med alle tilgængelige midler. Den slags sportslige opgør var velkendte for alle i England i første halvdel af 1800-tallet.
Herfra flyttede spillene ind på skolernes områder.
Frihed for eleverne, kontrol for lærerne
På Rugby School, en public school i det centrale England, som har givet navn til det moderne spil rugby, begyndte eleverne i 1820’erne at udøve en sportsgren, hvor de skulle sparke til en bold. Eleverne kastede sig over denne sport, fordi den gav dem en enorm frihed.
Spillet var endnu ikke kodificeret, og lærerne lod eleverne organisere kampene uden at blande sig i selve spillet.
Fodbold leverede både elever og lærere det, de ønskede sig mest. Paradoksalt nok var det, der for eleverne var frihed, for lærerne et nyttigt middel til kontrol.
Lærerne lod spillet blive en værdsat aktivitet blandt eleverne, fordi det fjernede deres opmærksomhed fra andre fristelser.
Lærerne ræsonnerede, at trætte og udmattede elever var gode elever, som afholdt sig fra at lave skarnsstreger og fra seksuel adfærd, som de anså for upassende.
Udviklingen af forskellige sportsgrene
Fordi spillet ikke havde faste regler, og lærerne holdt sig på behørig afstand, fik eleverne mulighed for at lave deres egne regler, og de regler var resultatet af elevernes kollektive beslutninger.
Fra 1840’erne til 1860’erne udformede eleverne regler, som fastsatte, hvordan bolden måtte håndteres, hvor mange spillere der skulle være på et hold, og hvordan målene blev talt.
Eleverne på Rugby School var de første til at kodificere spillet. Reglerne fra 1844 tillod spillerne at bruge hænderne til at kontrollere bolden.
Reglerne, som eleverne på Eton udarbejdede i 1847, forbød derimod brugen af hænder til at føre bolden frem.
Men det var blot nogle få af de mange sæt fodboldregler, som eleverne skrev fra 1840’erne til 1850’erne.
Disse regelsæt skelnede endnu ikke klart mellem en sport, der var centreret om at føre bolden frem med hænderne – et centralt træk ved det moderne spil rugby – og en sport, der byggede på kun at bruge fødderne, som er et centralt træk ved fodbold.
Resultatet var en stor mangfoldighed af regler for et spil, som skoleelever spillede for fornøjelsens skyld.
Men sporten, som var obligatorisk for alle skoleelever, blev også brugt som et redskab til institutionaliseret mobning af yngre elever fra de ældres side, hvor fysiske angreb på de yngre elever var bygget ind i spillet.
I praksis var datidens fodbold en deltagersport uden tilskuere.
Eleverne spillede kampene på enge og marker i nærheden af kostskolerne. Disse baner havde ofte ingen markeringer for sidelinjer eller mål. Mure, træer og buske markerede grænserne. Porte og døre blev brugt som mål.
Kodificeringen af sporten
Afgangselever fra de engelske kostskoler tog deres version af spillet med sig videre. I Cambridge begyndte studerende i 1837 at udforme nogle af de regler, vi kender i dag.
I løbet af de næste 19 år blev der her udviklet tre versioner af fælles fodboldregler. Det tredje sæt fra 1856 mundede ud i et spil, hvor bolden skulle sparkes med foden.
I 1863 mødtes repræsentanter for fodboldklubber fra London og omegn for at drøfte oprettelsen af et fodboldforbund og et fælles sæt regler.
Ebenezer Cobb Morley, der var anfører for den London-baserede klub Barnes Football Club, overbeviste de øvrige deltagere om at acceptere fælles regler, som forbød brugen af hænder til at føre bolden frem.
Football Associations regler fra 1863 fastslog, at spillerne ikke måtte »bære bolden«, »kaste bolden« eller »tage bolden op fra jorden med hænderne, mens den er i spil«.
Disse regler dannede grundlaget for den moderne fodbold.
Sporten bliver professionel
London-reglerne fra 1863 erstattede ikke de eksisterende fodboldregler, og de blev heller ikke accepteret alle steder.
Mødet i London i 1863 omfattede ikke repræsentanter for de kostskoler, som var fast besluttet på at fortsætte med at spille fodbold efter deres egne regler.
I stedet for at samle fodboldens regelsæt føjede London-varianten blot endnu et sæt regler til.
Mødet i London viste dog, at sporten var blevet mere etableret og udviklet.
Deltagerne kom ikke fra kostskoler, men fra fodboldklubber, der var opstået uafhængigt af de engelske kostskoler, og de var ikke teenagere, men voksne.
Ebenezer Cobb Morley var 32 år gammel, da han ledede mødet, som var blevet nødvendigt, fordi fodbold var ved at udvikle sig til en konkurrencesport, hvor hold fra forskellige fodboldklubber spillede mod hinanden, og til den slags konkurrencer var der brug for fælles regler.
I 1872 foreslog fodboldforbundets æressekretær, Charles W. Alcock, at man oprettede fodboldforbundets pokalturnering , Football Association Challenge Cup, i dag nok bedre kendt som FA Cup.
Indførelsen af denne turnering var med til at forvandle fodbold fra ren og skær fornøjelse til en konkurrencesport, først spillet af amatører og senere af professionelle. De voksende tilskuerskarer banede også vejen for stadionerne.
Det er denne stærkt professionaliserede og dynamiske sport, vi kommer til at opleve ved dette års VM — langt fra de kaotiske fodboldbaner ved 1800-tallets engelske kostskoler.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
