NASA udsætter månelanding – hvad prioriterer fremtidens NASA med den nye leder ved roret?

NASA har netop holdt en pressekonference, hvor de har fortalt om store forsinkelser på måneprojektet Artemis.

Den første opgave for den kommende leder af NASA, Jared Isaacman, bliver at formulere en politik for, hvordan Artemis-projektet skal fortsætte. Det kan føre til selve opbygningen af NASA skal ændres så samarbejdet med kommercielle firmaer som SpaceX øges.

Trumps nominering af Isaacman til posten er omtalt i denne artikel, og det har naturligvis ført til en debat om, hvordan Isaacman vil ændre NASA. Men lad os først se på, hvor meget og hvorfor Artemis-projektet bliver forsinket.

Kina bliver en større trussel

I første omgang er det de to næste opsendelser af Artemis, der bliver udskudt:

• Artemis 2, som skal sende fire astronauter i et sving rundt om Månen, bliver forsinket fra september 2025 til april 2026
• Artemis 3, det første landingsforsøg på Månen, udskydes fra efteråret 2026 til sommeren 2027

Det er naturligvis blevet bemærket, at det bringer Artemis 3 ret tæt på den kinesiske landing på Månen, som er planlagt til 2030. Det betyder rent politisk noget, for mange amerikanere ser Artemis som en del af et rumkapløb med Kina.

Kapløbet er ikke en del af den officielle NASA-politik, men det kan ikke undgå at betyde noget for bevillingerne til Artemis, at Kina nu ses som den største modstander for USA, og at man derfor ikke ønsker at give Kina den propagandasejr, det er at vende tilbage til Månen før USA.

Forsinkelsen skyldes blandt andet et problematisk varmeskjold

Årsagen til udsættelserne er problemer med det rumskib, NASA har bygget til at sende astronauter op til en bane om Månen. Rumskibet hedder Orion, og det kan ikke selv lande på Månen.

Selve landingen på Månen skal derfor foretages af et landingsfartøj, som NASA ikke selv bygger. De har i stedet tegnet kontrakt med både SpaceX og det konkurrerende firma Blue Origin om at bygge landingsfartøjet.

Orions opgave er alene at sende astronauter til en bane om Månen, hvor det skal kobles til et landingsfartøj. Orion venter så i bane om Månen, indtil astronauterne vender tilbage fra Månen, hvorpå det skal sørge for rejsen tilbage til Jorden. Det betyder, at når Orion når frem til Jordens atmosfære, så har det en fart på omkring 40.000 km/time.

Orion er naturligvis bygget, så det kan klare at vende tilbage til Jorden med denne fart, og planen er at lade atmosfæren klare opbremsningen før landingen på Jorden – ganske som på Apollo-programmet i 1961 to 1972.

Men det kræver et varmeskjold, som skal være en hel del mere solidt end de varmeskjolde, som bruges på de rumskibe, der bare skal vende tilbage fra ISS med en fart på 28.000 km/time. Det er en ganske vigtig forskel, for et rumskib med en fart på 40.000 km/time har en dobbelt så stor energi, det skal slippe af med, end hvis farten bare havde været 28.000 km/time.

Temperaturen på varmeskjoldet kommer op på 2.800 grader, og det er noget af en udfordring at bygge varmeskjolde, som kan klare den opgave – og det er her problemet gemmer sig.

Man opdagede nemlig, efter at Artemis 1 havde været en tur rundt om Månen i 2022, at der var både revner og adskillige huller eller fordybninger i varmeskjoldet.

Artemis 1 kom dog godt ned, og temperaturen i kabinen under nedturen kom ikke op over 20 grader, så hvis der havde været astronauter med, havde de overlevet. Men det er klart, at man ikke vil opsende Artemis 2 og 3 med astronauter, før man er helt klar over, hvorfor varmeskjoldet blev beskadiget.

En god idé skabte problemet

Hvad der gik galt, ved man nu, og det viser sig, at problemet skyldes en ellers vældig smart måde at gennemføre landingen på:

For at nedsætte belastningen på varmeskjoldet og samtidig give astronauterne en mere behagelig nedtur, afprøvede Artemis 1 en landing, hvor rumkapslen ’slog smut’ hen over den øvre atmosfære. Først en delvis opbremsning, så ud af atmosfæren for at køle lidt af, inden man vendte tilbage til atmosfæren og fik bremset helt ned.

Ideen er skam god, men desværre viste det sig, at netop det materiale, kaldet Avocat, som varmeskjoldet er bygget af, har en egenskab, der skabte de skader, man så. For da kapslen efter det første ’smut’ igen var kommet ud i rummet, var der opsamlet så meget varme i varmeskjoldets ydre lag, at der blev dannet gasser. Det dannede et overtryk, som førte både til revner og fordybninger, ligesom mindre dele af varmeskjoldet simpelthen faldt af.

Nu er man blevet overbevist om, at det nok skal gå, bare man lader være med at små slut. Det giver måske en lidt mere hård nedtur for astronauterne, men til gengæld skulle varmeskjoldet holde.

Varmeskjoldet er dog ikke det eneste problem. Der er også problemer med batterierne om bord, og de kredsløb, der sørger for, at koncentrationen af CO₂ i kabinens atmosfære ikke bliver for stor – og disse problemer tager det tid at rette, især når pengene er små. Derfor de store forsinkelser.

Hvad vil Jared Isaacman gøre?

Når NASA's nye leder sætter sig i stolen 20. januar, så har han altså lige fra starten nok at se til. Men han vil næppe holde sig til bare at klare Artemis-problemerne. Han er udnævnt af Trump og har en tæt kontakt til Elon Musk, så han vil sandsynligvis benytte lejligheden til en mere dybtgående ændring af NASA, og det kan også godt være tiltrængt.

Rumagenturet har et budget på omkring 25 milliarder dollars, og ingen kan troværdigt argumentere for, at alle disse dollars bruges effektivt. Adskillige store programmer på NASA blev oprettet af Kongressen med det formål at sikre, at der strømmede maksimale dollars til visse stater og distrikter. Det store og klassiske eksempel er NASA's enormt dyre SLS-raket, som vi har skrevet om i artiklen 'NASA’s nye måneraket er kulminationen på årtiers arbejde'.

Af samme grund er NASA er opdelt i 10 centre fordelt over hele landet. Dels slås centrene om bevillinger, og dels er det meget svært at koordinere arbejdet. Hertil kommer det rent praktiske problem, at USA strækker sig over flere tidszoner.

Der er også andre områder, hvor man kan forestille sig, at en Trump-administration vil ændre spillereglerne, nemlig internationalt samarbejde og klimaforskning. Trump er valgt på en ’America First’-politik, og det kan godt betyde, at man vil satse mere på rent amerikanske projekter. Artemis er et internationalt projekt, men de rumstationer, der nu tales om som afløsere for ISS, er mindre rumstationer, som er bygget og ejet af amerikanske firmaer – og så kan man jo leje sig ind, hvis man har lyst og råd.

Netop adgangen til rumstationer er noget, som helt klart har betydning for Europa og dermed Danmark - og hvem ved, måske ender det med, at vi bygger vores egen lille station, vi så kan få opsendt med Starship...

NASA's bidrag til klimaforskningen er stort og vigtigt, men det måske ikke noget, en Trump-administration, der er klimaskeptisk, vil satse så meget på, og Isaacmans holdning til klimaet, ved vi ikke meget om.

NASA har den politik at udlicitere mange opgaver til industrien, og det har gennemgående også vist sig at være en god ide. Men i de senere år har SpaceX fået en stadigt større indflydelse på grund af deres Falcon-raket, Dragon rumskib, Starlink og nu også den enorme raket Starship, der i høj grad har mulighed for helt at udkonkurrere NASA's egen SLS-raket.

Denne udvikling lægger op til måske den helt afgørende konflikt om fremtiden for amerikansk rumfart: Skal den styres af NASA og dermed af regeringen, eller af industrien?

En ting er i hvert fald sikkert: Hvis Elon Musk og Isaacman har nogle fælles synspunkter om rummet, så har de mulighed for at gennemføre dem og dermed ændre NASA radikalt.

Hvem skal styre rummet?

Forsinkelserne af Artemis og omkostningerne ved at opsende SLS-raketten har sat fokus på, hvordan NASA skal fortsætte deres vej mod Månen. Det er af to grunde nok usandsynligt, at man bare vil fortsætte som nu:

• Man risikerer, at Kina kommer først til Månen, og det vil Trump nok se som et politisk nederlag, især fordi mange amerikanere mener, at der er et kapløb mellem USA og Kina. Den eneste begrundelse for at tale om et månekapløb er, at der kun er meget få egnede landingspladser nær Månens sydpol, som begge lande sigter efter, fordi der her kan findes is. For at sikre sig en god landingsplads kan det være en fordel at komme først.

• Musk har et stort livsprojekt, nemlig at sende mennesker til Mars, og med afprøvningerne af Starship er han godt i gang. Han regner med, at en bemandet marsrejse måske kan gennemføres inden 2030. Så hvad med at droppe Artemis og Månen og i stedet satse på Mars?

Uanset om man vælger Månen eller Mars, så vil SpaceX og det andet store rumfirma, Blue Origin, komme til at spille en vigtig rolle for at få gennemført planerne, alene af den grund, at man på grund af omkostningerne ikke kan fortsætte med at satse på SLS, selv om man trods problemerne nok vil beholde Orion.

SpaceX kan i stedet tilbyde Starship, og Blue Origin, der ejes af Amazons grundlægger, mangemilliardæren Jeff Bezos, kan tilbyde en noget mindre, men i hvert fald billig raket ved navn New Glenn, der meget snart skal opsendes på sin første prøveflyvning. Desuden er Blue Origin også ved at konstruere et månelandingsfartøj ved navn Blue Moon.

Jeff Bezos vil nok foretrække, at NASA lader Blue Origin klarer opgaven, og det er faktisk en mulighed. Et muligt scenarie er at opsende Orion-rumfartøjet på en New Glenn-raket i lavt kredsløb om Jorden. Her skal Orion så kobles sammen med et Centaur-trin (Centaur er en raket, som drives af flydende brint og ilt og er meget velgennemprøvet), der er opsendt med an anden raket, måske af typen Vulcan. Centaur vil derefter sende Orion i bane om Månen.

Blue Origin har tilsvarende planer om at landsætte Blue Moon på Månens overflade med astronauter, og Jeff Bezos har et godt argument:

Hvis Isacman vælger en løsning helt baseret på SpaceX, så vil det virke alt for meget, som om han er i lommen på Musk. Rent politisk vil det nok være lettere at få en løsning igennem, hvor både SpaceX og Blue Origin er med, men i alle tilfælde er der mulighed for, at vi kommer til at opleve en kamp mellem to mangemilliardærer, begge med meget store egoer. Og mon ikke også, Elon Musk vil blande sig?

Månen eller Mars?

Hidtil har Artemis været forudset til at sende astronauter tilbage til Månen først og derefter sende dem til Mars på et senere tidspunkt. Men Musk ønsker at rejse direkte til Mars, enten samtidig med at Artemis sætter kurs mod Månen, eller ved at droppe Artemis og satse alt på Mars

Musk har pralet med, at han kan sende ubemandede Starship-raketter til Mars inden 2026 med en bemandet ekspedition i 2028. Planen er meget attraktiv for Trump, da amerikanske fodspor på Mars inden udgangen af ​​hans præsidentperiode vil sikre hans navn i historien. Den tidslinje, Musk foreslår, er dog urealistisk.

Og følger man Musks plan, så risikerer man, at Kina kommer til Månen før USA, fordi man satser på en sandsynligvis umulig drøm om at komme til Mars med mennesker inden 2030.

En ting er Starship, men noget helt andet er de store problemer med stråling og vægtløshed, som en mange måneder lang rejse til Mars skaber for astronauterne. Desuden er den iskolde ørken på Mars bestemt ikke et sted, hvor man bare kan oprette en koloni.

Så der er mange afgørelser forude, og med det flertal, der nu er i kongressen, kommer det NASA, vi kender i dag, ikke til at ligne NASA i 2028. Det Europæiske rumagentur, ESA, og dermed Danmark skal til at lære at navigere i nye farvande.