I marts vil det desuden se ud, som om Saturns ringe forsvinder, og så skyder foråret også galaksesæsonen i gang med en perlerække af flotte spiralgalakser.
\ Automatisk oplæsning
I marts vil det desuden se ud, som om Saturns ringe forsvinder, og så skyder foråret også galaksesæsonen i gang med en perlerække af flotte spiralgalakser.
Jeg kan godt lide ventetiden.
Fra kameraet begynder at samle lys ind, og til galaksen kommer frem på skærmen, går der nogle minutter, men tænk at kunne fotografere en hel galakse med et ufatteligt antal stjerner og et lige så ufatteligt antal planeter. Det er fedt.
I nogle måneder er vi blevet forkælet med planetparade på himlen, men nu er tiden kommet til også at kigge lidt længere væk, faktisk helt ud af vores egen Mælkevej.
Både galakser i stjernebillederne Løven, Store Bjørn og det undseelige stjernebillede Berenikes Lokker kommer frem på aftenhimlen i marts – og de er ventetiden værd, mens kameraet indfanger dem.
I begyndelsen af hver måned kan du her på Videnskab.dk læse en ny artikel i serien Kig op, der giver overblik over højdepunkterne på den kommende måneds stjernehimmel.
Artiklerne skrives på skift af forskere og stjerneformidlere fra Ole Rømer Observatoriet på Aarhus Universitet og Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.
Astronomerne håndplukker de allermest spændende begivenheder på himlen, krydrer med interessante fakta og fascinerende historier, og så guider de naturligvis til, hvordan du kan se det meste med det blotte øje eller en kikkert.
Du vil hver måned også kunne læse om tidspunkterne for solopgang og solnedgang, nymåne og fuldmåne, samt hvor på himlen du kan se planeterne.
I denne måned føres pennen af Ole Eggers Bjælde, der er astrofysiker og museumsinspektør på Science Museerne ved Aarhus Universitet.
Tilmeld dig Videnskab.dk’s gratis nyhedsbrev om rummet, hvis du vil være sikker på ikke at gå glip af de næste artikler i Kig op-serien!
Et af de flotteste mål for et teleskop er Malstrømsgalaksen eller Messier 51, som ligger i Store Bjørn og lige nøjagtig ikke kan ses gennem en fuglekikkert.
Charles Messier var en fransk astronom, grundlægger af Messiers katalog.
Han observerede som en af de første tilbagekomsten af Halleys Komet i 1759 og var fra da af en utrættelig kometjæger.
Han genopdagede mange kometer og nyopdagede mindst 13, et stort tal i forhold til de ca. 50 kometer, der var kendte på den tid.
I 1758 lod han sig narre af Krabbetågens kometlignende udseende, og for at undgå lignende fejltagelser påbegyndte han sit katalog.
Den ligger under den bagerste stjerne i vognstangen i Karlsvognen, som også er halen i Store Bjørn.
Og her i marts begynder netop bjørnens hale at komme så højt op på himlen om aftenen, at Malstrømsgalaksen i hvert fald bliver et mål for vores store teleskop på Ole Rømer Observatoriet i Aarhus.
Fedt at tænke på, at galaksen var den første, hvor astronomer tydeligt kunne se spiralarmene strække sig majestætisk ud fra galaksens centrale bule.
Stjernebilledet Løven er et af forårets bedst genkendelige stjernebilleder, det ligner et spejlvendt spørgsmålstegn.
Men derudover rummer Løven mange fine spiralgalakser, hvor især de tre galakser Messier 65, Messier 66 og NGC 3628 er fine sammen.
Det skyldes blandt andet, at den lille gruppe galakser ligger samlet i en afstand på 35 millioner lysår, sådan at de i nogle teleskoper vil kunne ses sammen i synsfeltet.
NGC 3628 har tilnavnet Hamburgergalaksen, givetvis fordi den har en central stribe af støv med en halvdel på hver side.
Alle tre galakser bærer præg af at have været påvirket af hinanden, både i form af haler af materiale og en central bjælke i de tre galakser.
Især bjælkerne ses ofte i galakser, som har været under påvirkning af andre galakser.
Øst for Løven ligger det tidligere nævnte stjernebillede Berenikes Lokker (Coma Berenices på latin), hvor en af de nærmeste galaksehobe kaldet Comahoben ligger.
Comahoben er en gigantisk struktur, som rummer mere end 1.000 galakser med en middelafstand til os på lidt over 300 millioner lysår, og som også kommer til syne om aftenen på vores breddegrader i marts.
I centrum af hoben ligger monstergalaksen NGC 4889, som er synlig gennem et stort teleskop. Galaksen er formentligt resultatet af sammenstød mellem mange mindre galakser, som har resulteret i en elliptisk form.
Astronomen Charles Messier fik ikke den enorme galakse med i sit katalog, men det gjorde til gengæld den danske astronom John Louis Emil Dreyer, som udgav ’New General Catalogue of Nebulae and Clusters of Stars’ eller bare NGC.
Dreyer gav endda den store galakse to numre på listen 4884 og 4889, formentlig ved en fejl.
Under centrum af Comahoben på himlen ligger en stor mængde Messier-objekter M58, M59, M60, M84, M85, M86, M87, M88, M89, M91, M98, M99 og M100, som er elliptiske galakser og spiralgalakser, som dog ikke tilhører Comahoben, men ligger i eller tæt ved den nærmere Virgogalaksehob i stjernebilledet Jomfruen.
Det sker med jævne mellemrum, at Månen skygger for Solens lys i Danmark, og når den gør det, kan vi se en delvis solformørkelse.
Den næste indtræffer den 29. marts mellem ca. 11.27 og 13.13 med maksimum kl. 12.20, hvor cirka 30 procent af solskiven vil være dækket.
Tiderne gælder på Ole Rømer Observatoriet ved Aarhus og skubber sig nogle få minutter andre steder i landet.
Totale solformørkelser er desværre en sjældenhed, den seneste totale solformørkelse, som var synlig i Danmark, var i 1851, mens den næste bliver i 2142.
Solen producerer så enormt meget energi, at en delvis solformørkelse som i denne måned ikke er nok til at skabe en nævneværdig ændring i mængden af dagslys.
Men det kan alligevel være et flot syn at se en del af Solen blive formørket, og desuden er timingen helt fantastisk god. Den delvise solformørkelse falder nemlig på en lørdag, så der er alle muligheder for at kigge med.
Der vil være adskillige begivenheder rundt om i landet, som markerer det, men et par solformørkelsesbriller er i virkeligheden alt, der skal til for at se fænomenet. Husk, at Solens lys er farligt, så kig ikke på Solen uden at beskytte øjnene.
En solformørkelse kan kun finde sted ved nymåne, hvor Solen og Månen er i samme retning på himlen. Ved fuldmåne derimod står Solen og Månen på hver sin side af Jorden.
Det giver så mulighed for, at Månen kan bevæge sig ind i skyggen fra Jorden. Det kaldes en måneformørkelse, og det bliver vi også forkælet med i marts.
Mere præcist fredag den 14. marts. Selve formørkelsen starter klokken 06.09 om morgen, hvor Månen allerede står meget lavt.
Månen går ned klokken 06.44, inden Jordens skygge når at dække hele måneskiven. Hvis du vil se formørkelsen, vil en hel åben horisont mod vest være en stor fordel.
Selvom Månen bliver formørket, bliver Månen ikke sort ved en måneformørkelse. Den får i stedet en rødlig nuance, fordi en del lys fra Solen bevæger sig rundt om Jorden igennem atmosfæren.
Her filtreres især den blå del fra, fordi lyset rammer nitrogen- og oxygen-molekyler, som mere effektivt får blåt lys til at bevæge sig i nye retninger sammenlignet med rødt lys.
Processen kaldes 'Rayleigh-spredning', og det er samme mekanisme, som gør himlen blå.
Når det mest er rødt lys, der slipper gennem Jordens atmosfære ved måneformørkelsen, er det også mest rødt lys, som Månen reflekterer tilbage mod Jorden.
Derfor ser vi en blodmåne, når der er måneformørkelse.
Solformørkelser og måneformørkelser er nogenlunde lige sjældne, men måneformørkelser varer i meget længere tid og er synlige på en større del af jordkloden. Den næste i Danmark er allerede 7. september.
Det er ikke tilfældigt, at solformørkelsen her i marts følger lige efter måneformørkelsen, for formørkelserne kan kun ske, når Månens baneplan møder Jordens baneplan om Solen. Månens baneplan er tiltet cirka fem grader i forhold til Jordens bane om Solen.
Her kommer så en lille tænkepause: Hvad ville en astronaut på den formørkede del af Månen se, hvis astronauten kiggede op mod Jorden, under en måneformørkelse? Svaret kommer til sidst i klummen.
Solen befinder sig i starten af marts i retning mod stjernebilledet Vandmanden, hvorefter den midt i måneden flytter sig ind i stjernebilledet Fiskene.
De to stjernebilleder skal vi med andre ord ikke forvente at se meget til, da de mest er oppe om dagen.
Til dem af jer der har fødselsdag i februar eller marts kan I måske regne ud, at Solens placering ikke helt følger stjernetegnene, da Fiskene løber fra 20. februar til 20. marts.
For et par tusind år siden passede Solens bevægelse mere præcist til stjernetegnene, men på grund af Månens påvirkning af Jordens rotation, wobbler rotationsaksen rundt med en periodisk bevægelse på 26.000 år.
Derfor flytter Solens placering sig også i forhold til baggrundsstjernerne på himlen, som altså også stjernetegnene er en del af.
Et andet himmellegeme, som vi heller ikke kommer til at se meget til, er den majestætiske gaskæmpe Saturn.
Den står meget tæt ved Solen og vil være aldeles skjult i sollyset. Når den alligevel er værd at nævne, er det, fordi Saturns ringe simpelthen forsvinder i løbet af marts.
Eller rettere: vinklen mellem synslinjen til Saturn og det plan, hvori ringene ligger, bliver nul grader. Hvis vi kunne se Saturn, ville vi se ringene direkte fra siden.
Med den ’ringe’ tykkelse på kun cirka 100 meter, ville det være svært at få øje på, at de overhovedet var der.
Allersidst i marts dukker Saturn frem på den vestlige side af Solen, hvor den vil være synlig lige inden solopgang.
Øst for Fiskene finder vi stjernebilledet Tyren, hvor planeten Jupiter stadig befinder sig, og ved siden af igen stjernebilledet Tvillingerne, hvor Mars befinder sig.
Begge planeter står stadig fantastisk flot på aftenhimlen. Og med Mars røde farve på det mørke lærred er det ikke svært at forestille sig, hvorfor visse magtfulde mænd har et stort ønske om at kunne rejse til den røde planet inden længe.
I februar havde Perseverance-roveren fire års jubilæum på Mars’ røde overflade, hvor den i de seneste måneder har bevæget sig op ad Jezero-krateret, som den har været i siden sin bløde landing i 2021.
På kanten af krateret er det planen, at Perseverance skal fortsætte sin udforskning i et område, som ikke ligner noget, der tidligere er blevet undersøgt af robotter på vores naboplanet.
Kraterkanten består af materiale, som blev skubbet op ved nedslaget af den kæmpe meteorit, som skabte krateret for omkring fire milliarder år siden.
Det er derfor markant ældre end materialet i bunden af krateret, hvor både vulkansk aktivitet og flydende vand har påvirket materialet.
Udforskningen er en del af Perseverances overordnede astrobiologiske mission, hvor robotten i samarbejde med forskere på Jorden leder efter tegn på forhistorisk mikroskopisk liv på Mars.
Et af de hidtidige højdepunkter var, da robotten fandt en sten med leopardprikker, som blev skabt i en geologisk proces, hvor rust skifter farve og frigiver energi. Energien har mikroskopisk liv potentielt kunnet bruge som livskilde.
Analysen blev blandt andet foretaget med PIXL-instrumentet, som danske forskere på DTU har været med til at udvikle.
En egentlig rygende pistol som bevis for eksistensen af fortidigt liv på Mars var fundet af stenen ikke, men det er alligevel passende at citere den danske digter Thøger Larsen, som i 1905 skrev digtet ’Nabostjerner’, og som også var ivrig amatørastronom:
Her har man alt længe troet,
at Planeten Mars var beboet.
I Kikkert af større Kaliber
har den nemlig vist nogle Striber,
der saa’ saa fornuftige ud,
at de næppe var skabte af Gud.
Thøger Larsen fortsætter med et glimt i øjet i andet vers:
Paa Mars har man forhen troet,
at Jorden vist var beboet.
Det Skøn man dog maatte forlade
med den Motivering — ak ve:
at der paa dens Overflade
var intet fornuftigt at se.
Som lovet slutter vi af med spørgsmålet om, hvad en astronaut, der er rejst til Månen og kigger op mod Jorden, vil kunne se, mens vi andre oplever en måneformørkelse. Og svaret er en solformørkelse.
Det skyldes, at Jorden fylder en del mere på himlen, set fra Månen, end Solen gør. Jordskiven vil derfor dække solskiven og dermed formørke Solen.
Det er en lille bonus, som fremtidige måneudforskere kan se frem til. Tænkepausen her har i øvrigt været brugt i en lille opgave i himmelmekanik for elever i 8. klasse på Steno Museet.
Der er forårsjævndøgn 20. marts, hvor dag og nat er lige lange. Natten til søndag 30. marts skifter vi til sommertid.
1.marts står Solen op kl. 7.11 og går ned kl. 17.54. Det astronomiske mørke starter klokken 19.58.
31. marts står Solen op kl. 6.52 og går ned kl. 19.56. Det astronomiske mørke starter klokken 22.13.
De nævnte tidspunkter gælder for Ole Rømer Observatoriet ved Aarhus. Læg derfor lidt til tallene, hvis du bor længere vestpå, eller træk lidt fra, hvis du bor østpå.
Der er tiltagende halvmåne 6. marts, fuldmåne 14. marts, aftagende halvmåne 22.marts og nymåne 29. marts.
