Alt gik tilsyneladende som smurt, da NASA’s Perseverance Rover landede på Mars 18. februar klokken 21:55 dansk tid.
Efter mange års forberedelse og et halvt års rejse sænkede roveren sine seks hjul på planeten, og da alt gik efter planen, kan man måske komme i tvivl om, hvorvidt landingen overhovedet var dramatisk og farlig.
Men kast så lige et blik på billedet her, der viser, hvor Perseverance landede:
Hvis roveren var landet i nogen af de røde områder kunne det være endt helt galt.
»Det røde område er skidt. Og som I kan se, lykkedes systemet med at finde et fint blåt område i en tåge af al det røde og den ‘død’, som det repræsenterer for os,« forklarede Allen Chen, leder af holdet bag Perseverances landing, ved et pressemøde umiddelbart efter landingen.
Med den succesfulde landingen kunne de hundredvis af involverede forskere og ingeniører ånde lettet op.
»Jeg er vildt lykkelig over landingen. Det ser ud til, at den er landet et rigtig spændende sted,« lyder det fra planetforsker Kjartan Kinch, som er lektor ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og deltager i missionen.
Et par ringe fra bullseye
Perseverance, hvis overordnede mission er at undersøge betingelserne for liv på Mars, er som planlagt landet i det 45 kilometer brede Jezero-krater, der ligger 18 grader nord for Mars’ ækvator.
Forskere mener, at Jezero-området tidligere har været oversvømmet med vand og hjemsted for et gammelt floddelta. Dermed er det et velvalgt sted at søge spor efter mikrobielt liv.
Roveren er mere præcist landet i en vestlig udkant af krateret i en flad slette kaldet Isidis Planitia – cirka 1,7 kilometer sydøst fra midten af det planlagte landingsområde, der udgøres af det gamle floddelta, som Perseverance med tiden skal undersøge.
Og den position er mere end godtaget, fortæller Kjartan Kinch.
»Det er inden for den annoncerede usikkerhed. Det er ikke bullseye, måske et par ringe fra, men det bestemt inden for skiven. Ingen havde lovet bullseye. Så det er ikke en kæmpe overraskelse,« forklarer Kjartan Kinch.
Du kan undersøge Perseverances landingsplads på det interaktive kort herunder.
Står på søbund, lava eller noget helt tredje
Mens cirka 2 kilometers afstand til floddeltaet er relativt langt for en bil, der kun køre 0,15 km/t, så er Kjartan Kinch ud fra sin egen forsker-stol ovenud begejstret for roverens landingsposition.
»Jeg har brugt meget tid på at undersøge det, man kalder for kratergulvet, som er den flade slette udenfor floddeltaet, og det er lige netop der, vi er landet. Derfor er jeg ud fra min egen bias glad for at se, at vi landede lidt udenfor deltaet og ude på kratergulvet,« siger han.
Grunden til, at kratergulvet er interessant, er ifølge Kjartan Kinch, fordi det er et af de steder, som man ikke ved så meget om.
»Vi ved ikke, om overfladen gemmer på lava, er en gammel søbund eller noget helt tredje. Men det er spændende uanset hvad,« pointerer planetforskeren.
Hvis Perseverance er landet på en bund af lava, giver det mulighed for at indsamle jordprøver, som forskere på Jorden kan datere meget fint, og det er en af de ting, man rigtig gerne vil have hjem fra Mars, forklarer Kjartan Kinch.
Hvis roveren står på en udtørret søbund, vil den kunne gå direkte i gang med at kigge efter biofossiler, hvilket er selve Mars-bilens hovedmission.
Ingeniørerne har presset citronen
Det er generelt altid lidt af en kamp mellem forskerne og ingeniørerne at afgøre, hvor rumfartøjer skal lande på Mars, forklarer den danske astronaut Andreas Mogensen, der er uddannet ingeniør og har en ph.d. i rumfartsteknologi.
»Ingeniørerne vil gerne lande så kedeligt et sted som muligt, hvor der er fladt, hvor der ikke er nogen sten, og hvor der ikke er nogen fare for, at roveren lander på skrå og ikke kan bevæge sig,« forklarer Andreas Mogensen, der blev uddannet som astronaut ved Det Europæiske Rumfartsagentur i 2009.
»Forskerne vil gerne hen og lande så tæt på de interessante geologiske områder som muligt. De vil gerne lande der, hvor man eksempelvis tror, at der har været en flodbred. De vil gerne lande ved siden af en klippevæg,« tilføjer han.
Tovtrækkeriet mellem forskere og ingeniører stod især på, da man i missionens begyndelse udvalgte Jezero-krateret blandt 60 forskellige mulige landingssteder. Det er et af de mest interessante områder at undersøge i jagten på spor efter gammelt liv.
Samtidig er Jezero det mest udfordrende landskab, man nogensinde har forsøgt at lande i på Mars. Det er fyldt med stejle kløfter, sandbanker og mindre kratere, som det højteknologiske udstyr ombord på Perseverance skal navigere udenom.
Derfor letter Kjartan Kinch også på forsker-kasketten for sine ingeniør-kollegaer.
»Ingeniørerne har virkeligt presset citronen med det landingssted. Det er et forskningsmæssigt super spændende sted, men det er ikke et let sted at lande, og det har ingeniører arbejdet meget hårdt på at få til at lykkes,« siger han.
Fandt parkeringsplads helt af sig selv
En af nøglerne til, at den hidtil sværeste Mars-landing i historien ikke endte med et brag og en 13 milliarder kroner dyr bunke rumskrot, findes i et splinternyt automatiseret navigationssystem.
Systemet kaldes ‘Terrain Relative Navigation’, og det var takket være den opfindelse, at Perseverance helt af sig selv formåede at navigere udenom alle de røde områder på kortet og fandt en parkeringsplads i en sikker blå zone.
»‘Terrain Relative Navigation’ var helt essentiel for at få os derned,” understregede lederen af landings-teamet Allen Chen til pressemødet.
Navigationssystemet fungerer ved, at fartøjets computer i forvejen er udstyret med et kort, der har markeret farefulde røde og sikre blå områder ved landingsstedet. Mens den nærmer sig overfladen, tager fartøjet så billeder af jorden under sig, som den matcher med kortet.
»På den måde justerer den hele tiden sin position en smule, så den finder det nærmeste og sikreste sted. Det er første gang, at den teknologi er implementeret ved en Mars-landing, og under tidligere missioner ville man aldrig kunne lande sådan et sted,« forklarer Kjartan Kinch.
En sidegevinst ved navigationsteknologien er også, at NASA allerede til pressemødet kort efter landingen med relativ stor præcision kunne meddele, hvor Perseverance var på Mars. Det ville tidligere tage et par dage at kortlægge, fortalte Allen Chen til pressemødet.
Hvor skal den hen?
Perseverance hviler sig efter den lange rejse i disse dage, så forskere og ingeniører kan gå i gang med at tjekke, at alt teknologien stadig spiller efter landingen.
Hele inspektionen af Mars-køretøjet og dets systemer vil ifølge NASA tage mere end en måned. I denne periode vil nyt software også blive uploadet til Perseverance, som skal gøre missionen klar til at søge spor efter fortidigt liv.
Mens al teknologien og udstyret testes, stikker forskerne også hovederne sammen for at planlægge en rute for Perseverance, der jo ultimativt skal bevæge sig hen til floddeltaet.
»På længere sigt, skal vi op på deltaet, og så skal man lave en rute for, hvad der er den hurtigste vej og den sikreste vej. Det ikke givet, at man kan køre derop i fugleflugt, da der ser ud til at være store sandbunker på den rute,« forklarer Kjartan Kinch, der tilføjer, at roveren ikke behøver at rykke sig særlig meget for at indsamle spændende jordprøver:
»Vi er geologisk set et spændende sted. Vi behøver ikke at flytte os for at tage prøver, der kan være interessante for den videnskabelige del af missionen. Vi kan bare køre 5 meter frem til den nærmeste sten.«
Første prioritet er dog at få mini-helikopteren Ingenuity, der vejer blot 1,8 kilogram her på Jorden, i luften, da NASA regner med, at helikopteren ikke overlever mere end 100 dage.
Derfor kan det også være, at man vælger at sætte helikopteren ned, hvor Perseverance er nu, og i så fald skal roveren køre 20 til 100 meter væk, så den ikke tager skade, når helikopteren forsøger at lette.
»Der er flere ender, der skal mødes, og det er ikke til at sige, hvad man gør endnu, men det bliver i hvert fald spændende,« slutter Kjartan Kinch.
