Kig op i august: Nyt billede af Saturn, stjerneskudssværm og ny type exoplanet

Med august går vi ind i den sidste sommermåned, nætterne er blevet lidt længere, og vi kan igen se frem til at have lidt fornøjelse af stjernehimlen.

Og allerede 7. august kan vi vinke farvel til de lyse nætter, hvorefter Solen efter solnedgang kommer mere end 18 grader under horisonten med en gradvist mørkere horisont til følge.

I begyndelsen af august er dagens længde omkring 16 timer, og i månedens løb aftager den med godt 2 timer.

Vi ser ikke meget til Den internationale rumstation ISS her i august – selv om det er i denne måned, at Andreas Mogensen opsendes til rumstationen.

Vi skal helt frem til 24. – 31. august, men hele denne periode passerer ISS hen over os på nogle ubekvemme tidspunkter mellem kl. 03 og 05.

Det bliver dog bedre, når vi kommer et stykke ind i september. Følg selv med på hjemmesiden Heavens Above.

Til gengæld kan vi se frem til stjerneskudssværmen Perseiderne, der af mange regnes for årets flotteste.

Månen og planeterne

Det er fuldmåne 1. august og nymåne 16. august. Og undervejs passerer Månen forbi både planeter og stjerner.

Venus er aftenstjerne, den går dog ned allerede kl. 21 i begyndelsen af august og kl. 19 sidst på måneden.

Også Mars er på aftenhimlen og går i begyndelsen af august ned lidt efter kl. 22 og sidst i august lidt efter kl. 21.

Jupiter er på nattehimlen fra omkring midnat og går først ned op ad dagen. Det samme gælder Saturn, der dog står op allerede omkring kl. 22 først i august og lidt før kl. 21 sidst i august.

2.-4. august finder vi Månen ikke langt fra Saturn på den tidlige morgenhimmel omkring kl. 4 – i god tid inden solopgang på himlen i syd–sydvest.

Det er for øvrigt ikke langt fra den mindre stjerneskudssværm ’de sydlige delta aquarider’ , hvis udspring på himlen ligger nær Saturns position . Så måske kan man samtidig redde sig et par stjerneskud.

7.-10. august omkring kl. 4 passerer Månen tæt forbi Jupiter på himlen i øst-sydøst.

Hvis vejret er meget klart -og man har en mindre amatørkikkert med, så er det muligt at få øje på Uranus, der er på himlen lidt vest for Jupiter. også stjernehoben Plejaderne-også kaldet Syvstjernen er på himlen lige i nærheden og skulle være til at få øje på i det tidlige morgengry.

13.-14. august omkring kl. 4 passerer Månen - nu et smalt sejl få dage før nymåne - tæt forbi de to tvillingestjerner Castor og Pollux på himlen i Nordøst.

Lidt længere i retning øst er den røde kæmpestjerne Betelgeuse netop stået op, og man kan måske lige nå at få den med, inden Solen melder sig.

Astronomerne holder jo for tiden ekstra godt øje med Betelgeuse, fordi den for tiden gradvist øger sin lysstyrke. Vi følger Betelgeuse gennem de kommende måneder.

Endelig kan man 30. august se Månen lige under Saturn lavt på aftenhimlen i sydøst omkring kl. 21.30. Det er dog nødvendigt at have udsigt til en fri horisont.

James Webb-teleskopet tager nyt billede af Saturn

Mens vi beundrer Saturn på nattehimlen, har rumteleskopet James Webb vist os Saturn fra en helt anden side.

Webb-teleskopet observerer kun i det infrarøde område, så billedet af Saturn er vist i falske farver. Men planeten med ringene er nu ikke til at tage fejl af.

Og kikker man lidt nøjere efter, er de tre saturnmåner Dione, Enceladus og Tethys også kommet med som tre små lysprikker. James Webb-teleskopet befinder sig i det 2. Lagrangepunkt, 1,5 millioner kilometer fra Jorden.

Stjernehimlen i nord

For at få tilstrækkelig glæde af stjernehimlen, anbefales det at vente til omkring midnat i begyndelsen af august og midt i august til omkring kl. 23 og gradvist i sidste del af august er ’stjernehimlen klar’ omkring kl. 22.

Midt på himlen i nord finder vi Ursa Minor, på dansk 'Lille Bjørn', hvis stjerner danner en ’lille Karlsvogn’ . Den klareste stjerne i Lille Bjørn er polaris eller polarstjernen, der markerer himlens nordpol. I døgnets løb bevæger stjernehimlen sig rundt om polarstjernen.

Lidt under og vest for Lille Bjørn finder vi Store Bjørn, der let kendes på Karlsvognen, som er en del af stjernebilledet. Fire stjerner udgør vognen, mens tre stjerner viser vognstangen.

Lidt øst for Lille bjørn finder vi Cassiopeia, hvis stjerner danner et W, og lidt længere mod øst stjernebilledet Andromeda, der ligger tæt op ad den karakteristiske Pegasus Firkant, som er en del af stjernebilledet Pegasus.

Endelig kan man på hver sin side af Zenith let få øje på de to klare stjerner Vega i Lyren og Deneb i Svanen. Lavt på himlen i nordøst er det let at se den klare stjerne Capella i kusken. Og lidt højere på himlen ligger stjernebilledet Perseus, hvor vi kan opleve august måneds klare stjerneskuds sværm Perseiderne, som får sin egen omtale.

Stjernehimlen i syd

På himlen i syd er det let at finde sommertrekanten, der udgøres af de tre klare stjerner Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen. Ret blikket mod Zenith, hvor Deneb og Vega ligger på hver sin side af Zenith. Længere nede på himlen ses Altair, der udgør spidsen af trekanten.

Blandt andet Pegasus med Pegasus firkanten samt Andromeda kan også ses på himlen i syd.

Årets flotteste stjerneskudssværm Perseiderne

Perseiderne regnes af mange for den fineste stjerneskudssværm i hele året. Vi har mulighed for at se stjerneskud fra Perseiderne lige fra begyndelsen af måneden og helt frem til omkring 24. august. Radianten, hvorfra stjerneskuddene udspringer, ligger i stjernebilledet Perseus, der let findes lidt under Cassiopeia.

Stjerneskudsværmen topper omkring 12.-13. august, og i nætterne både før og efter skulle der være mulighed for at se ganske mange stjerneskud - og måske endda et par ildkugler.

Stjerneskuddene er også kendt for undertiden at trække lange lysende spor efter sig på himlen. Det bedste tidspunkt vil nok være sidst på natten omkring kl. 3-4, hvor radianten er højt på himlen, hvor der er mørkest. Vi er så heldige, at det er nymåne 16. august, så Månelyset forstyrrer ikke nattemørket meget.

Perseiderne stammer fra kometen Swift-Tuttle, der har efterladt støv og småpartikler langs sin bane. Swift-Tuttle er også kendt som den store komet fra 1862, hvor den blev opdaget af de to astronomer Lewis Swift og Horace Tuttle uafhængigt af hinanden.

Exoplanet virker som et kosmisk spejl

Hvis man nu har lyst til at se lidt ud over vores eget solsystem med de kendte planeter, så er der rige muligheder blandt de omkring 5470 exoplaneter, man indtil nu har opdaget. Og antallet vokser hele tiden.

En af de mere specielle af slagsen er exoplaneten med betegnelsen LTT9779 b, der ligger 264 lysår borte. Planeten er dækket af en slags atmosfære, der består af kæmpe skyer af utroligt varme metaldampe med temperaturer op til et par tusinde grader.

Fra denne varme overflade reflekteres ikke mindre end 80 procent af det lys, som planeten modtager fra sin stjerne. Det får exoplaneten til at minde om et kæmpe kosmisk spejl på himlen. Astronomen James Jenkins, der er med i forskergruppen bag LTT9779 b, fortæller herom: »Forestil dig en brændende klode tæt på sin stjerne med tunge skyer af metaller, der driver rundt, og hvorfra det kan regne med titanium dråber.«

I vores solsystem har vi også kloder, der tilbagekaster meget af det indfaldene sollys. Det gælder især isdækkede overflader, som vi blandt andet finder på Saturnmånen Enceladus, eller et tykt skydække, som vi kender fra Venus, der reflekterer op mod 75 procent af sollyset. Til sammenligning tilbagekaster Jorden blot 30 procent af det indfaldene sollys, så set udefra rummet er Jorden ikke så klar en planet som Venus.

Exoplaneten LTT9779 b blev opdaget i 2020 fra NASAs satellit TESS, der står for ’Transiting Exoplanet Survey Satellite’ der, som navnet siger, leder efter exoplaneter ved formørkelsesmetoden. Ved denne metode holder man øje med, om en stjerne har en periodevis svækkelse at lysstyrken. Det afslører nemlig, at en planet med mellemrum passerer hen forbi stjernen og derved skygger en smule for den. I første omgang blev exoplaneten, som det så ofte sker, blot registreret.

Men her i 2023 vendte ESA tilbage for at se nærmere på exoplaneten LTT9779 b med deres satellit CHEOPS, der blev opsendt i 2019 med en russisk raket.

Ja, det var dengang man kunne sådan noget…

Et forskerhold gik nu i gang med at se nøjere på årsagen til, at planeten sendte så meget lys tilbage til rummet. Og her blev det klart, at det hverken var is eller et tæt skydække, der var årsagen til den stærke refleksion fra overfladen. Det viste sig så i stedet, at planeten er omgivet af en 2000 grader varm atmosfære af metaldampe, der netop kunne skabe det kosmiske metalspejl, der gør denne exoplanet så usædvanlig. Planeten er på størrelse med Neptun.

Det er første gang, man har fundet en planet af denne type, og man er langt fra færdig med at lære mere om LTT9779 b, der nu er kendt under betegnelsen ’hot Neptunian desert’ - en varm ørkenplanet på størrelse med Neptun.

Forskeren Sergio Hoyer, som har ledet studiet af exoplaneten, fortæller herom: »Vi tror, at disse metalskyer hjælper planeten med at overleve i den varme ørken på overfladen. Metalskyerne tilbagekaster lyset og varmen ud i rummet, og hindrer derved planeten i at blive overopvarmet og måske fordampe helt.«

Det er helt sikkert ikke sidste gang, at vi har mødt en helt ny planettype blandt exoplaneterne.