Kig op i juli: Ekstra stor måne og sommertrekanten overstråler de lyse nætter

Vi har nu passeret årets længste dag i juni og er trådt ind i højsommer-måneden juli. Dagene er stadig lange, nattehimlen stadig lys, og der er endnu mulighed for at opleve de lysende natskyer kort efter solnedgang, hvor Solen befinder sig lavt under horisonten.

Dagens længde er i begyndelsen af måneden lidt over 17 timer, og den aftager i løbet af juli med en time og 20 minutter. Vi har lyse nætter hele måneden.

Vi taler også om tusmørke, som er det tidsrum, hvor solen er gået ned, men stadig kun står mellem 12 og 18 grader under horisonten. Tusmørket varer hele måneden omkring en time.

Solen er længst borte fra Jorden 6. juli

6. juli er Jorden i aphel, som er det fjerneste punkt i Jordens ellipsebane om Solen. Solen er da med en afstand på 152,1 millioner kilometer længst borte fra Jorden.

Det minder os om, at det ikke er Jordens afstand til Solen, der bestemmer årstiderne - vi befinder os jo midt i sommeren. Det er derimod Solens højde på himlen, der er afgørende for årstiderne.

Om vinteren står Solen lavt på himlen, solstrålerne rammer jordoverfladen mere skråt, og solindstrålingen bliver derfor mindre end tilfældet er om sommeren, hvor Solen står højt på himlen.

At Solen er længst borte om sommeren betyder blot, at sommeren er en smule køligere, end den ville være, hvis Solen var nærmest Jorden. På den sydlige halvkugle forstærker de to effekter til gengæld hinanden, så her er sommeren er en smule varmere og vinteren lidt køligere.

Den Internationale Rumstation, ISS, er på himlen det meste af juli måned, hvilket du kan følge med i hér.

Månen og planeterne

Det er fuldmåne 3. juli og nymåne 17. juli.

To dage efter fuldmåne, 5. juli, er Månen i sit nærmeste punkt til Jorden, kaldet perigæum, så man kan jo prøve at lægge mærke til, om måneskiven forekommer ekstra stor.

Afstanden til Jorden er da 360.149 kilometer mod 405.500 kilometer, når Månen er fjernest fra Jorden. Den gennemsnitlige afstand er 384.400 kilometer.

Venus og Mars er aftenstjerner. Begge går ned lidt efter klokken 23 i begyndelsen af juli og lidt efter klokken 22 sidst i juli.

7. juli lyser Venus klarest, så hvis man har udsigt til en fri horisont, skulle det være muligt at få øje på Venus omkring klokken 22 lavt på himlen i vest.

Jupiter og Saturn står op omkring midnat og går først ned længe efter daggry. 7. juli ses Saturn nær Månen tidligt om morgenen før solopgang - prøv for eksempel klokken 03 til 04 på himlen i syd.

Mellem 10. og 14. juli kommer turen til Jupiter, der møder Månen, også i de tidlige morgentimer - bedst klokken 03 til 04 på himlen i øst. Med lidt held er det måske også muligt at få øje på Plejaderne, også kaldet Syvstjernen, som på himlen ligger lige i nærheden i stjernebilledet Tyren.

Som nævnt er himlen i hele juli næsten for lys til stjernekiggeri. Det skulle dog være muligt fortsat at følge Sommertrekanten, som blev præsenteret i juni-udgaven af 'Kig op'.

Sommertrekanten dannes af de tre klare stjerner Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen. I de sene nattetimer kan man rette blikket mod zenit, hvor himlen jo er mørkest. Både Vega og Deneb ses ikke langt fra zenith, og Altair, der danner spidsen i trekanten ses lidt længere nede, cirka midt på himlen.

Det skulle da også være muligt at få øje på nogle få af himlens klareste stjerner i de sene nattetimer. Det
gælder blandt andet polarstjernen, der befinder sig midt på himlen i nord i stjernebilledet Lille Bjørn, eller
Arcturus i stjernebilledet Bootes højt på himlen set fra både himlen i nord og himlen i syd.

En kuglehob set fra Hubble-teleskopet

Mens vi venter på, at stjernehimlen bliver mørkere, kan vi i stedet se på Hubble-teleskopets billede af den kugleformede stjernehob med betegnelsen NGC 6355. Kuglehoben ligger i stjernebilledet Ophiuchus - på dansk Slangebæreren - der befinder sig på himlen i sydvest lidt over ekliptika.

Billedet imponerer først og fremmest ved at vise, hvor tætpakket med stjerner, en sådan hob kan være. Her er stjerner i alle farver - lige fra de røde kæmper, til de mange blå og hvide stjerner i alle størrelser.

En kuglehob kan indeholde mellem nogle tusinde til op mod et par millioner stjerner, og NGC 6355 er blandt de store af slagsen. Hubble-teleskopets billede dækker et område omkring de centrale dele af NGC 6355, hvor stjernetætheden er størst.

I en kuglehob skal afstandene mellem stjernerne måles i lysuger og i midten af hoben endda ned til lysdøgn i stedet for i lysår, som vi gør i Solens omegn. Hvis man opholdt sig på en planet i disse omgivelser, kunne man læse en bog alene i lyset fra stjernerne.

Kuglehobene er blandt de ældste stjernesystemer i vores Mælkevej med aldre mellem 10 og 13 milliarder år. Kuglehobe findes ikke bare i vores Mælkevej, men i alle typer af galakser.

Der er omkring 160 kuglehobe i Mælkevejen, og de fleste befinder sig i Mælkevejens ydre område, haloen.

Dette gælder dog ikke NGC 6355-hoben, der ligger lidt over 30.000 lysår borte, og samtidig ret tæt på Mælkevejens centrum, i en afstand på kun 4.500 lysår.

Glæd dig til vinter: Betelgeuse blusser op igen

Den røde kæmpestjerne Betelgeuse, som ikke kan ses fra vores breddegradder om sommeren, men som vi kender så godt fra vinterhimlens stjernebillede Orion, har igen gjort opmærksom på sig selv ved denne gang pludselig at lyse stærkere end sædvanligt. Sidste gang, der skete noget, var i 2019 og 2020, hvor den røde kæmpestjerne i en periode lyste gradvist svagere end normalt.

Astronomerne vurderede dengang, at Betelgeuse havde udsendt en stor sky af gas og støv, der bredte sig omkring stjernen og derved skyggede for lyset fra den.

Sådan noget kan især kæmpestjerner godt finde på, men heldigvis er der flere milliarder år til Solen bliver til en kæmpestjerne.

Denne gang er det modsat. Betelgeuse er nu begyndt at variere i sin udstråling - endda med ret store udsving. Lige nu lyser den omkring 42 procent over sin normale lysstyrke, og da ændringen var størst i løbet af foråret lyste Betelgeuse 56 procent stærkere end normalt.

Betelgeuse er en rød kæmpestjerne meget større end Solen.

Store stjerner udvikler sig hurtigere end mindre stjerner: Vores sol er 5 milliarder år gammel og har lige så lang tid tilbage. Til sammenligning er Betelgeuse efter de nyeste skøn omkring 15 millioner år gammel, og allerede en rød kæmpestjerne, der efterhånden har brugt sine lagre af kernebrændstof og er godt på vej mod at afslutte sit liv i en supernova eksplosion.

Vi kan dog ikke vide præcist, hvornår det vil ske. Det kan være ’lige om lidt’, men det kan også ske om et par tusinde år. Mere præcis viden har vi ikke om den sene udvikling i de meget store kæmpestjerner.

Nu er det jo efterhånden længe siden, vi har oplevet en supernova, der var synlig fra på vore breddegrader. De sidste to var Tycho Brahes supernova fra 1572 og Keplers fra 1604. Så man kan vist godt sige, at vi snart må have en til gode, selvom det ikke påvirker de astronomiske kendsgerninger.

Betelgeuse er godt 550 lysår borte. Astronomisk set er det ikke langt borte, og et supernovaudbrud herfra ville være imponerende. Vi ville se en strålende klar hvid stjerne, der ville overstråle alle himlens øvrige stjerner.

Samtidig er afstanden alligevel så stor, at vi ikke ville være i fare for styrken af den intense partikelstråling, der også ville sendes ud i rummet.

Det er netop derfor, det er så spændende, når Betelgeuse ændrer sin udstråling, og vi ikke helt ved, hvad det fortæller os, og ikke mindst, om det kan være et forvarsel om, at vi måske virkelig har et supernovaudbrud i vente.

Men Betelgeuse hører til på vinterens stjernehimmel i stjernebilledet Orion, hvor den markerer skulderen i krigeren Orion. Så vi må væbne os med lidt tålmodighed, indtil vi fra omkring november igen har den på nattehimlen.

Indtil da skal astronomerne nok holde os godt orienteret om udviklingen.