I otte måneder har de to astronauter Suni Williams og Butch Wilmore været ombord på Den Internationale Rumstation (ISS) på en mission, der skulle have varet i lidt over en uges tid.
For nylig udtalte SpaceX-direktør Elon Musk sig om sagen i et interview med Fox News, hvor han sagde, at de to astronauter blev »efterladt deroppe af politiske årsager, hvilket ikke er godt«.
Det har fået astronaut Andreas Mogensen til at anklage Elon Musk for at lyve, hvilket foranledigede Elon Musk til at kalde Andreas Mogensen for »fuldstændig retarderet« og »idiot« i et svar på X.
I samme opslag hævder techmilliardæren at have tilbudt Biden-administrationen at få de to astronauter tilbage, som skulle have afslået tilbuddet.
You are fully retarded.
— Elon Musk (@elonmusk) February 20, 2025
SpaceX could have brought them back several months ago.
I OFFERED THIS DIRECTLY to the Biden administration and they refused.
Return WAS pushed back for political reasons.
Idiot.
»Du ved lige så vel som jeg, at Butch og Suni vender tilbage med Crew-9, som har været planen siden sidste september. Selv nu sender du ikke et redningsskib op for at hente dem hjem. De vender tilbage på Dragon-rumkapslen, der har været på ISS siden september sidste år,« har Andreas Mogensen svaret på Elon Musks parole.
I en anden tråd på X fortsætter Elon Musk angrebet på den danske astronaut, der var kommandør på rumstationen fra september 2023 til marts 2024.
»Denne såkaldte 'kommandør' kender ikke forskellen på sin røv og et hul i jorden. Fyren aner ikke, hvad der foregår. Han er en passager,« skriver Musk.
Det er flere tekniske problemer med firmaet Boeings rumfartøj Starliner, som gjorde, at de to astronauter af sikkerhedsmæssige årsager ikke kunne vende hjem med dette rumfartøj. I stedet valgte NASA, at astronauterne skulle transporteres hjem med et SpaceX's Dragon-rumskibe i 2025. Det er fortsat planen, at de to astronauter vender hjem i midten af marts i år.
Både Elon Musk og USA's præsident Donald Trump har udtalt i et interview, at de to astronauter skulle have været efterladt i rummet af Biden-administrationen, hvilket Suni Williams og Butch Wilmore anfægter:
»Vi føler os ikke forladte, vi sidder ikke fast, og vi føler os ikke strandede,« siger Wilmore til CNN.
Videnskab.dk forsøger at få en kommentar fra Andreas Mogensen, og du kan læse mere om årsagen til de to astronauters langvarige ophold i en kommende artikel.
Artiklen er opdateret 21. februar kl. 10.06 med den seneste kommentar fra Elon Musk.
































