James Webb fortsætter fantastisk fotosafari og deler 4 nye postkort fra rummet

Klik, klik og klik!

Sent i går dansk tid gav NASA, flankeret af den amerikanske præsident, Joe Biden, en snigpremiere på James Webb-teleskopets første observation:

Et billede af galaksehoben SMACS 0723:

Billedet viser tusindvis af lysende galakser, hvis lys har rejst over mere end 13 milliarder år. Billedet er altså et kig 13 milliarder år tilbage i universets fortid.

Dermed er debut-billedet det fjerneste og hidtil skarpeste foto af universet, der nogensinde er fanget på kamera. Og motivet er tilmed kun en lillebitte del af det svimlende store univers:

»Hvis man holdt et sandkorn på sin fingerspids ud i strakt arm, så er det den del af universet, man ser på billedet. Kun en lillebitte del af universet,« fortalte NASA-chef Bill Nelson om det historiske billede på NASA’s pressekonference.

»På billedet ser vi galakser, der skinner omkring andre galakser, hvis lys er blevet bøjet. Det er en lille del af universet. For 100 år siden troede vi, at der kun var én galakse. Nu kender vi til milliarder,« sagde NASA-chefen.

Fire nye billeder får dig til at tabe kæben

Nu har James Webb-teleskopet, der med garanti kommer til at revolutionere vores viden om rummet de næste mange år, sendt endnu flere videnskabelige ‘postkort’ fra det ydre rum.

Et helt galleri af billeder i farve. Heriblandt billeder af to døde stjerner, en stjerne-kravlegård, fire dansende galakser og et spektrum (data fra lys i alle bølgelængder) fra en gasfyldt exoplanet.

»James Webb fik virkelig showcaset, hvad teleskopet kan, og hvilke muligheder det giver,« fortæller astronom Peter Laursen fra Niels Bohr Institutets Cosmic Dawn Center til Videnskab.dk.

»Teleskopet viste, hvad universet kan på forskellige skalaer; nogle motiver var tæt på, og nogle var langt væk. Noget var stort, og noget var småt,« forklarer Peter Laursen.

Du kan se billederne og få en ‘oversættelse’ af, hvad de hver især viser, i artiklen her.

Gigantisk lysende stjernetåge

Hvis du har fulgt Hubble-teleskopets – James Webbs forgænger – rejse meget tæt, er motivet her måske bekendt.

Carina-tågen – som stjernetågen på billedet kaldes – er en af stjernehimlens største og mest lysende stjernetåger. En stjernetåge er den lysende sky af støv og gas, hvor stjerner tager form eller dør.

Stjernetågen, der har hjemme i den sydlige del af stjernebilledet Carina – også kaldet Kølen på dansk – er blevet fotograferet en del gange af Hubble.

I Carina-tågen findes et hav af enorme stjerner, der er flere gange større end Solen. Det nye ved billedet her er opløsningen og detaljegraden:

»Carina-tågen er et typisk stjernefødende område, og James Webb kan kigge dybere ind i det her område, fordi teleskopet kigger på infrarødt lys, der trængere nemmere gennem støv og gas,« forklarer Peter Lausen.

»Det, man især skal lægge mærke til på billedet, er de lysende stjerner. Mange af dem har vi aldrig set før. Og mange kan ses i en bedre opløsning end nogensinde før,« siger astronomen fra Niels Bohr Institutet.

Vildt indblik i stjerners død

Endnu en stjernetåge. Men en markant anderledes sag end Carina-tågen.

The Southern Ring-tågen – også kaldet NGC 3132 – er en lysende lille sø af en tåge, der befinder sig i stjernebilledet Sejlet på den sydlige himmelkugle.

Mens Carina-tågen er en slags fødestue, hvor nye stjerner tager form, er den sydlige ring-tåge, som stjernetågen kan kaldes på dansk, en ekspanderende sky af gas, der kredser om to døde stjerner.

»Når stjerner ikke har mere brændstof, dør de. Hvis de er store og tunge, kan de eksplodere som supernovaer. Men hvis de er lette, kaster de lag af gas ud og skrumper ind til hvide dværge og bliver meget små. Det er den proces, vi ser på billedet her,« forklarer Peter Laursen til Videnskab.dk.

»Det nye i billedet her er, at vi faktisk kan se begge stjerner. Vi har godt vidst, at de fandtes, men vi har ikke kunnet set dem direkte før nu,« tilføjer han.

Billedet til højre, der viser viser de to stjerner helt tydeligt, er taget med Mid Infrared Instrument (MIRI).

Det observerer virkelig langt ude i det infrarøde område, fra 5.000 til 28.000 nanometer, og instrumentet kræver en temperatur helt nede på -267 grader – altså mindre end syv grader over det absolutte nulpunkt.

Billedet til venstre er taget med Near Infrared Camera (NIRCam). Det observerer i bølgelængdeområdet 600 nanometer – 5.000 nanometer, og det dækker derved også noget af det synlige område.

Stephans kvintetten

De to stjernetåger befinder sig i vores egen galakse, mens galaksehoben SMACS 0723 befinder sig meget langt væk – 5 milliarder lysår – fra vores galakse. Men James Webb har også taget et mellemlangt kig ud i det fjerne univers.

Det er billedet af Stephans kvintetten herunder et eksempel på.

Kvintetten består af en gruppe på fem galakser, hvoraf fire af dem befinder sig cirka 290 millioner lysår væk og er bundet sammen i en kosmisk dans.

Galakse-gruppen findes i stjernebilledet Pegasus. Den er især interessant (og kendt), fordi den er en af de mest gennemstuderede galaksegrupper i universet.

Derudver er det en af de første galaksegrupper, der nogensinde er fundet. Stephans kvintetten blev således opdaget fra et observatorium i Marseille i 1877 af den franske astronom Édouard Stephan, hvorfra den har sit navn.

»Det er et meget fascinerende motiv. Vi kan se rigtig mange detaljer i de enkelte galakser. Fire af dem er låst fast med tyngdekraften og vil på et tidspunkt støde sammen,« lyder det fra Peter Laursen.

Ny data fra gas-planet afslører spor af vand

Til sidste afslørede James Webb også, hvad der nok umiddelbart ser mindre spektakulært ud, men hvad der bestemt er interessant:

Den lange grafik herunder er et spektrum (det vil sige en figur, der viser lyset fra flere forskellige bølgelængder) fra en exoplanet, som man kalder planeter udenfor vores solsystem.

»Et spektrum er et vigtigt astronomisk værktøj, fordi det giver os en meget mere detaljeret information, end et billede gør,« siger Peter Laursen.

Eksempelvis kan et spektrum give os information om, hvorvidt der er vand på en given planet. Og det er lige netop, hvad spektrummet viser om WASP-96b, som planeten her er døbt.

Exoplaneten befinder sig omtrent 1.150 lysår fra Jorden og består næsten udelukkende af gas. Gasplaneten, hvis masse er halvt så stor som Jupiters, blev opdaget i 2014.

Den har et stort indhold af grundstoffet og metallet natrium, og så er dens atmosfære helt skyfri, hvilket får planeten til at lyse meget skarpt. Og så indeholder den altså vand, ved vi nu.

»Det er måske ikke så spektakulært, for vi ved at flere andre exoplaneter også bærer på vand. Det skal mere ses som et proof of concept,« lyder det fra Peter Laursen.

Et spektrum er et slags fingeraftryk, der kan give detaljer om, hvad der findes i hver bølgelænde af lys fra eksempelvis en planet, og det kan være meget nyttigt:

»Ofte kan man ikke bare tage billeder af planeter, fordi de er meget små, og de lyser ikke af sig selv, men de reflekterer stjernernes lys,« forklarer Peter Laursen.

Med tiden er spektrummet derfor også den teknologi, der måske kan gøre os klogere på, om der er liv andre steder i universet end på Jorden.

Det – og mange andre perspektiver – kan du læse mere om på Videnskab.dk i morgen, hvor vi fortsætter James Webb-festen.