»Close encounters of the Birr kind …« lød en overskrift i den irske avis Irish Daily Mail.
Inspiration til overskriften blev hentet fra den berømte film ‘Nærkontakt af tredje grad’ (på engelsk ‘Close Encounters of the Third Kind’, red.) om vort møde med en fremmed civilisation, og anledningen var indvielsen af et nyt radioteleskop i udkanten af den store park omkring Birr Castle.
Birr er en ganske lille by i Irland, nærmest en landsby, der ligger et par hundrede kilometer vest for Dublin, og i Birr finder vi Birr Castle, der har rødder helt tilbage til middelalderen.
Det nye radioteleskop, der bærer navnet I LOFAR, blev indviet i den selvsamme park, hvor slotsherren 3. Jarl af Rosse i 1845 opførte verdens dengang største spejlteleskop.
Et astronomisk møde mellem nutid og fortid.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Indgår i verdens største netværk
I’et i teleskopets navn står for Irland og LOFAR for ‘LOw Frequency ARray’, der refererer til teleskopets frekvensområde mellem 10 og 240 MHz, der befinder sig i den langbølgede del af radioområdet.
I LOFAR er blot det nyeste bidrag til det store europæiske, og nu verdens største, netværk ‘The International LOFAR Telescope’ med hovedsæde i Holland. Antennenetværket er fordelt rundt omkring i Europa med 38 antennestationer i Holland, og blandt flere andre seks i Tyskland, tre i Polen, mens Frankrig, Sverige og England hver har en enkelt antenne.
Til dette netværk føjer sig nu Irland, og de gør sig så også bemærket ved at levere den antenne, der ligger længst mod vest.
Ideen med LOFAR er, at det er muligt at kombinere signaler fra hele netværket, så man kan råde over et forenet radioteleskop med en udstrækning – fra Irland til Polen eller fra Sverige til Frankrig – på godt 2.000 kilometer.
Det er netop denne mulighed, der gør LOFAR-teleskopet til verdens største radioteleskop. De enkelte antenneanlæg kan observere udvalgte områder alene, men de kan også forenes gennem flere tusinde kilometer lange fibernetkabler, der kan samle observationer på en stor supercomputer i Groningen i Holland.
På denne måde er det blandt meget andet muligt at få skarpe og meget detaljerede billeder fra det fjerne univers, hvor man kigger tilbage til en tid kort efter Big Bang, hvor de første stjerner og galakser blev dannet.
På størrelse med en en fodboldbane
Når man betragter den irske radioantenne i udkanten af den store park omkring Birr Castle, så minder den ikke meget om, hvad vi normalt forstår ved et radioteleskop. De fleste ser nok en stor parabolantenne for sig, som kan rettes mod et område af himlen.
I stedet ser man et område på størrelse med en fodboldbane bestående af knap 200 enkeltpaneler, der mest af alt ligner et solcelleanlæg. Disse paneler virker som radiospejle, der leder radiostrålingen ned mod selve antenneanlægget under panelerne, der består af godt 1.500 dipolantenner, der opfanger radiobølgerne og sender signalet videre mod en computer gennem de mange kabler, der forbinder anlægget.
En bemærkelsesværdig ting er, at man til opbygningen af radioanlægget havde hyret en række studentermedarbejdere, fortrinsvis fysik- og astronomistuderende fra Dublins Universitet. De forlod for en tid de teoretiske studier til fordel for et arbejde i marken.
Kamp om at bygge hurtigst
Det viste sig at være en succes. Under kyndig vejledning af overordnede ingeniører har de arbejdet med at grave kløfter, lægge kabler ud, tilvirke paneler og samle de mange dipoler til hele anlægget.
Undervejs fandt der endda noget sted, som næsten minder om en sportskamp: De studerende fra Birr fik nys om, at studenterne ved det polske anlæg havde trænet, så de kunne fremstille otte paneler på en dag.
Nu havde Birr-studenterne et mål om at overgå det, og efter nogen træning og ved at stå tidligt op om morgenen, nåede Birr-holdet op på 11 paneler på en dag. Som en af studenterne sagde:
»Det var ikke så meget for at gøre arbejdet hurtigt, men mere fordi, det var sjovt at slå polakkerne.«
Man har selvfølgelig allerede observeret med det nye radioteleskop. Således blev vores egen sol fulgt under en meget aktiv periode, hvor Solen udsendte byger af de såkaldte CME (Coronal Mass Ejections), som er masser udslynget fra Solens ydre atmosfære, Coronaen.
Gammelt spejlteleskop var verdens største
Ved indvielsen af radioteleskopet i juli var det naturligt nok, at den nuværende slotsherre på Birr Castle – den nu 82-årige 7. Jarl af Rosse William Brendan Parsons – var med. Han har nok ved denne lejlighed ladet tankerne gå tilbage til sin forfader, den 3. Jarl af Rosse William Parsons (1800- 1867) og hans store spejlteleskop fra 1845, der stadig kan ses fra slottets vinduer.
Denne forfader var en foretagsom herre. Han havde en universitetsgrad i Matematik fra Oxford og var desuden uddannet ingeniør. Og med sin store interesse for astronomi var det ham en nærliggende tanke at opføre et teleskop i den store park omkring slottet.
Efter at have forsøgt sig med et par mindre kikkerter, var Lord Rosse parat til udviklingen af sit 1,8 meter store spejlteleskop. Det var et meget ambitiøst projekt, for dét, som Lord Rosse gik i gang med, var at bygge verdens dengang største teleskop.
Der blev hyret en arbejdsstyrke på 500 mand (det gav god beskæftigelse i det dengang ret fattige Irland). Værksteder blev opført på slottets grund, og med sin ingeniørbaggrund var det ikke svært for Lord Rosse at designe teleskopet og lede arbejdet, der strakte sig over tre år fra 1842 til 1845.
Resultatet var imponerende: Et 16 meter langt kikkertrør, der i den ene ende rummede det hjemmestøbte 1,8 meter store spejl, der vejede 3 ton og var 13 centimeter tykt. Hele kikkerten vejede 12 ton og var indkapslet af 2 mure, som var 12 meter høje og 21 meter lange i 7 meters afstand.
Kikkerten var forbundet til murene med et snedigt system af trisser og lodder, der både skulle holde kikkerten i balance og rette den mod et ønsket sted på himlen. Observatøren befandt sig på et imponerende galleri af træ, der kunne bevæges op og ned eller sidelæns alt efter kikkertens retning.
Et nyt syn på universet
Så gik Lord Rosse i gang med at observere.
Selvfølgelig rettede kan kikkerten mod de kendte planeter i solsystemet som Jupiter og Saturn, men hans store interesse var at blive klogere på de mange stjernetåger, som var fællesbetegnelsen for alt, hvad man så på himlen udover stjerner og planeter.
I 1845 befinder vi os i en tid, hvor Mælkevejen var selve Universet, og hvor man endnu ikke kunne bestemme større afstande i rummet. Så der var en opfattelse af, at de mange tåger, man så, måtte ligge inden for vor mælkevej.
Det var også før, man kunne udstyre kikkerten med et kamera, så Lord Rosse tegnede, hvad han så.
Det blev til mange ret detaljerede skitser af mange af Mælkevejens tåger som Krabbetågen og Ugletågen, men især de mange spiralformede tåger optog Lord Rosse meget, og de blev tegnet i stor detalje. Og mon ikke han har overvejet, om disse spiraler kunne være selvstændige stjernesystemer uden for vor Mælkevej.
Det havde Lord Rosse ikke mulighed for at afgøre. Det lå endnu over 70 år ude i fremtiden, før det i 1920’erne lykkedes for Edwin Hubble at gøre vort univers mange gange større ved at vise, at spiraltågerne var selvstændige stjernesystemer udenfor vores Mælkevej.
Dette gennembrud i astronomien skete fra det nyopførte Mt Wilson observatorium i Californien. Mt Wilson, der har et spejl på 2,5 meter, blev taget i brug i 1917, så i perioden 1845 til 1917 var det amatørastronomen Lord Rosse, der rådede over verdens største spejlkikkert.
Men tænk hvis 1800-tallets europæiske astronomer havde overtaget og forbedret Rosses teleskop.
Traditionen lever
Den astronomiske tradition fortsatte med en af Lord Rosses sønner, 4. Jarl af Rosse, Laurence Parsons, der havde arvet sin fars interesse. Laurence Parsons tilføjede et specielt instrument, kaldet ‘Lunar Heat Machine’ til den astronomiske samling. Med dette forsøgte han at opsamle månelys med det formål at bestemme Månens temperatur.
Efter den 4. Jarl var der ikke den store interesse for astronomi i familien, og det prægtige gamle teleskop forfaldt langsomt.
Men under den nuværende Jarl og hans hustru, Brendan og Alicia Parsons, skete der noget:
I 1990’erne tog parret fat på en omfattende restaurering, så både familien og de mange besøgende på slottet igen kan opleve den gamle kikkert i sin fordums pragt.
Hertil kommer opførelsen af et Science Museum indrettet i en fløj til slottet, hvor man ikke bare kan opleve det astronomiske virke på Birr Castle, men også følge, hvad den energiske Parsons-slægt ellers har beskæftiget sig med gennem tiderne inden for ingeniørkunst, havebrug og meget mere.
Der er året rundt adgang for offentligheden til Slottet, Science Museet og parken med de astronomiske instrumenter. Har du lyst til at besøge det, finder du det omtrent midtvejs mellem Dublin på østkysten og Galway på vestkysten og ikke langt fra byen Tullamore.
