Siden sin opsendelse 25. august i 2003 har Spitzer-teleskopet fra sit kredsløb om Solen taget billeder af galakser, stjernetåger, planeter og kometer. Det er der kommet utroligt mange smukke billeder ud af, som det kan ses i galleriet herover.
Billederne er med til at give forskerne hos NASA indblik i universet omkring os.
Blandt de største af Spitzers opdagelser er blandt andet en ‘usynlig’ ring omkring Saturn. Ringen er en tynd skive af is og støvpartikler, som ikke opfanges i traditionelt lys. Men Spitzer observerer stjernehimlens infrarøde bølgelængder – det vil sige lys, som det menneskelige øje ikke kan se – også kaldet varmestråling.
Netop derfor var Spitzer i stand til at spotte ringen, som faktisk er den største omkring Saturn.
Ifølge en pressemeddelelse fra NASA havde forskerne ikke i deres vildeste fantasi turde håbe på, at det 850 kg tunge rumobservatorium havde været så produktiv, funktionsdygtig eller ville holde så længe.
Spitzers kig på det fjerne verdensrum
Da Spitzer først blev opsendt, var det ladet med en heliumvæske, som kølede linsen og instrumenterne ned til en temperatur få grader over det absolutte nulpunkt; -273,15 grader celsius. Det gjorde rumobservatoriet i stand til at se nogle af de fjerneste og koldeste objekter i rummet.
Da heliumvæsken var brugt op, gik Spitzer over til at finde objekter, der udsendte infrarød stråling med kortere bølgelængder, altså lidt ‘varmere’ varmestråling.
Spitzer var desuden den første til at spotte en fremmed klode i andet solsystem 63 lysår fra Jorden. Det drejer sig om den såkaldte ‘varme Jupiter’-planet HD 189733b.
Siden da har det nu 10 år gamle rumobservatorium opdaget flere af disse exoplaneter og kortlagt deres atmosfærer. Det har medvirket til at udvide den viden, vi har om fjerne galakser, som blandt andet viser sig at være større og mere udviklede end troet.
Derudover har Spitzer også givet forskerne et nyt og forbedret kort over vores egen galakse, Mælkevejen.
Billederne er hentet fra Wired.com.
Det ligner Terminators øje, men det er i virkeligheden Helix Nebula (i midten) 700 lysår borte: En død stjerne, der er blevet til en hvid dværg. Den røde glød stammer fra støv, der er blæst op fra kolliderende kometer, der overlevede stjernens død. (Foto: NASA/JPL-Caltech/University of Arizona)
Eta Carinae ligger 10.000 lysår væk og er 100 gange tungere end Solen. Den finder i stjernebilledet Carina eller Kølen, som kun er synlig på den sydlige halvkugle, og lyser meget kraftigt og blæser voldsomme mængder energi ud i støvet omkring den. I Spitzers infrarøde observationer kan man virkelig se, hvor kraftige energiudladningerne er. (Foto: NASA/JPL-Caltech)
Mælkevejen lyser op i en farvelade af nuancer på dette billede, hvor Spitzer ser lige ind i hjertet af galaksen. Billedet her dækker 2.400 lysår. (Foto: NASA/JPL-Caltech)
Her ses Spitzers snapshot af en galakse der er rullet op som en slange omkring et supertungt sort hul (i midten). Galaksen hedder NGC 1097 og findes 50 millioner lysår væk i stjernebilledet Kemiske Ovn. (Foto: NASA/JPL-Caltech/The SINGS Team (SSC/Caltech))
Tunge stjerner vokser hurtigt og dør tidligt, når de eksploderer i strålende supernovaer. En stor gruppe af disse varme, unge stjerner danner stjernevinde og trykbølger, der danner superbobler i deres arnested. Det er det, der ses her 160.000 lysår borte i NGC 1929. (Foto: X-ray: NASA/CXC/U.Mich./S.Oey, IR: NASA/JPL, Optical: ESO/WFI/2.2-m)
Billedhuggergalaksen, NGC 253, 11,4 millioner lysår borte er her set i et billede fra Spitzers “kolde” periode. Billedhuggergalaksen er synlig fra den sydlige halvkugle og den er kendt for sin voldsomme stjernedannelse, der kaster gas helt ud af galaksen. (Foto: NASA/JPL-Caltech)
En koloni af varme, unge stjerner ses her i Orion-tågen omkring 1.450 lysår fra Jorden. Billedet her er fra Spitzers “varme” missioner. (Foto: NASA/JPL-Caltech/J. Stauffer (SSC/Caltech))
En kæmpestjerne ved navn Zeta Ophiuchi blæser gennem rummet med 87.000 km/t. Foran sig danner den en chok-kappe, hvor stjernevinde fra stjernen kolliderer med støv foran den. Zeta Ophiuchi er 80.000 gange klarere end Solen og ville være himlens klareste stjerne, hvis ikke det var fordi, den er skjult bag støv og skyer. (Foto: NASA/JPL-Caltech)
To galakser smelter sammen og danner dette mageløse billede. De to galakser hedder NGC 2207 og IC 2163, og findes 140 millioner lysår fra Jorden. De begyndte at flette fingre for 40 millioner år siden og med tiden vil de smelte sammen til en stor galakse. (Foto: NASA, ESA/JPL-Caltech/STScI/D. Elmegreen (Vassar))
Den Store Magellanske Sky her er en dværggalakse, der kredser om Mælkevejen 163.000 lysår borte og vil med tiden blive opslugt. Bølgerne her er dannet af støv omkring adskillige centre af stjerneformation. (Foto: ESA/NASA/JPL-Caltech/STScI)
Dette er et billede af vores galakses største stjernehob Omega Centauri. Den ses over den sydlige halvkugles himmel næsten 17.000 lysår fra Jorden. De runde stjernehobe er blandt de ældste elementer i universet og rummer millioner af stjerner. (Foto: NASA/JPL-Caltech/M.Boyer (University of Minnesota))
Denne flotte spiralgalakse Messier 81 ligger 12 millioner lysår væk. Den kan ses fra vores himmelstrøg i stjernebilledet Store Bjørn. (Foto: NASA/JPL-Caltech/S. Willner (Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics))
Dette udsnit af stjernehimlen kaldes Vingen af den Lille Magellanske Sky, som ligesom storebror kredser om Mælkevejen. Billedet her er sammensat af observationer fra tre observatorier: Hubble, Chandra og Spitzer. (Foto: X-ray: NASA/CXC/Univ.Potsdam/L.Oskinova et al; Optical: NASA/STScI; Infrared: NASA/JPL-Caltech)
Denne galakse kendes som Sombrerogalaksen og består faktisk af to galakser. Den røde skivegalakse og en blå ellipseformet galakse i midten. Sombreroen findes 28 millioner lysår borte. (Foto: NASA/JPL-Caltech)
Nyfødte stjerner kigger ud bag et tæppe af støv i skyen Rho Ophiuchi, som findes tæt på stjernebillederne Skorpionen og Slangeholderen. Omkring 407 lysår fra Jorden. (Foto: NASA/JPL-Caltech/Harvard-Smithsonian CfA)
Det ligner en bakterievækst, men er i virkeligheden efterladenskaber efter en supernova, der eksploderede i 1572 og blev observeret af vores egen astronom Tycho Brahe. Deraf navnet Tycho’s Supernova. (Foto: MPIA/NASA)
