Indien er landet på Månen – en del af stort og velplanlagt rumprogram

Så lykkedes det: Indien er nu blevet det fjerde land, det er lykkedes at lande på Månen - de tre andre er Sovjetunionen, USA og Kina.

Kort efter landingen med rumsonden Chandrayaan-3 rullede en lille rover ved navn Pragyan ad en rampe ned på overfladen. Pragyan er sanskrit for visdom, og i de kommende dage skal den kun 26 kg tunge rover udforske området omkring landingsstedet.

Landingen skete kort efter solopgang, og da dagen på Månen varer to uger, så kommer Solen gradvist højere på himlen, mens Pragyan kører rundt og blandt andet leder efter spor af vand.

Det var med vilje, at man valgte at lande lige efter solopgang, for man regner ikke med, at hverken landingsfartøjet eller Pragyan kan overleve den iskolde og to uger lange nat, hvor temperaturen kommer ned nær de -180 grader.

Hvad der gør denne bedrift ekstra stor er, at landingen af Chandrayaan-3 er sket på godt 70 graders sydlig bredde, kun 625 kilometer fra Månens sydpol.

På grund af mange store kratere er en landing her meget vanskelig, men det er også her, man har mulighed for at finde vand-is på bunden af kratere, hvor Solens lys aldrig når ned.

Det er på grund af vandet, at man vil bygge baser i dette vanskeligt tilgængelige område, og det er herfra, at Månen vil blive udforsket i de kommende årtier.

Landingen

Man kan virkelig sige, at Indien fortjener denne succes, for de har arbejdet meget og længe på projektet.

For fire år siden mislykkedes landingen af Chandrayaan-2, som også medførte en rover. Den skulle oprindelig været leveret af Rusland, men da russerne ikke var klar til tiden på grund af problemer med en Mars-sonde, valgte inderne så selv at bygge roveren, og når man ser, hvordan det gik med Luna 25, var det nok en god idé.

Før landingen skildtes landingsfartøjet fra en orbiter, der forblev i bane om Månen, og orbiteren fra Chandrayaan-2 virker stadig og har spillet en vigtig rolle for Chandrayaan-3. Således har den haft masser af tid til at tage billeder af sydpolsområdet og derned udvælge det bedst mulige landingssted for Chandrayaan-3.

Uheldet med landingen med Chandrayaan-2 førte til omfattende ændringer af de algoritmer, der skulle styre Chandrayaan-3 til landing.

Især så man på de algoritmer, som beregner rumfartøjets hastighed under nedstigningen. De blev omarbejdet for at give mere frihed til at afvige fra den på forhånd lagte plan, men alligevel gennemføre landingen.

Landingsfartøjet blev også udstyret med stærkere ben, så den kunne klare en lidt hård landing uden at vælte.

Og så - endelig - da Solen stod op over landingsstedet onsdag, blev den endelige ordre til landing givet, og det hele blev vist direkte i fjernsynet - en meget stor begivenhed i Indien. Premierminister Modi fulgte direkte landingen fra BRIKS-topmødet i Sydafrika.

Modi var ivrig efter at understrege, at præstationen var »et nyt Indiens sejrsråb«.

Månemissionen ses i Indien som noget, som kun en stor nation kan udføre, hvilket styrker deres følelse af sig selv som en nation, andre kan se til som en leder.

Med mindre end et år tilbage før næste valg, passer denne opfattelse af Indien perfekt til Modis nationalistiske budskab.

Baggrunden

Det er vigtigt at se landingen ikke som en enkelt begivenhed, men som en del af et ganske stort og velplanlagt rumprogram som har tre ganske klare mål:

• At demonstrere at Indien er et teknologisk højtudviklet land
• At etablere Indien som en regional stormagt inden for rumfart
• At udvikle en rumfart, som direkte kommer landet til nytte

Det virker ikke, som om Indien føler sig i direkte konkurrence med Kina og Japan, og det viser sig ved, at rumprogrammet er meget alsidigt og ikke bare går efter nogle hurtige succeser.

At det lige nu kom til at virke som et kapløb med Rusland om at nå Månens sydpol først, er et rent tilfælde, især fordi Luna 25 været udsat flere gange.

Ser vi på Indiens rumprogram, så viser en lille statistik, hvor omfattende rumprogrammet er.

Den første indiske satellit blev opsendt i 1975 af Sovjetunionen, men Indien fik ret hurtigt udviklet egne raketter. Allerede i 1980 lykkedes det nemlig at opsende en satellit med en indisk bygget raket.

Ser vi på satellitprogrammerne, så er der mange.

Bare for at nævne nogle: Der er satellitter til kommunikation, til jordovervågning samt et indisk navigationssystem.

Der er desuden bygget flere forskellige rakettyper. Den største har tre trin og vejer 640 ton ved opsendelsen. Raketten kan opsende 10 ton tunge satellitter til en lav bane om Jorden, og raketten er blevet brugt til opsendelse af Chandrayaan-rumsonderne til Månen.

Raketten skal også anvendes til at opsende det første indiske bemandede rumskib i 2025.

.

Rumskibet er ved at blive bygget, og det har fået navnet Gaganyaan, sanskrit for himmelsk fartøj.

Det er, sammenlignet med det kinesiske bemandede program, et såre beskedent projekt, der i al sin enkelhed går ud på at sende 2-3 astronauter en uge ud i rummet. Indien har også et militært rumprogram.

Det skal også nævnes, at Indien i 2013 fik en satellit i bane om Mars, som har fungeret lige frem til 2022

Perspektiverne

Indien har, sammenlignet med Kina, et måske ikke særlig stort rumprogram, men det opfylder det vigtige formål at vise verden, at Indien har en topmoderne industri, og at de er kvalificerede til at deltage i andre landes rumprojekter.

Det er blevet bemærket af mange, at prisen for Chandrayaan-3 var under 100 millioner dollar, og det er i rumfarten en meget lav pris, der i høj grad er med til at mange lande er interesserede i at få opsendt satellitter med billige indiske raketter.

.

Allerede nu har Indien opsendt satellitter for ikke mindre end 34 forskellige lande, lige fra Israel og Emiraterne til Holland, Belgien og Tyskland – og det har vist sig at være en god indtægtskilde for landet.

Der er ingen planer om hverken at bygge egne rumstationer, eller selv sende astronauter til Månen. Indien vil gerne samarbejde med andre, og den næste månesonde LUPEX, bygges i samarbejde med Japan – men der tales også om Chandrayaan-4 og 5, selv om det ligger nok nogle år ude i fremtiden.

Indien ser også frem til at få deres egen astronaut om bord på ISS – det blev aftalt i juli på et møde mellem den amerikanske præsident, Joe Biden, og Modi. En ganske vigtig nyhed, for indtil nu har amerikanerne ikke haft lyst til at have Indien med på ISS.

Men grundlæggende holder Indien fast ved, at rumprogrammet skal kunne løse Indiens egne problemer, som både er store, og hvor et utal af små landsbyer mangler god kommunikation.

Rumprogrammet har allerede hjulpet med at udvikle satellit-, kommunikations- og fjernmålingsteknologier og er blevet brugt til at måle underjordiske vandstande og forudsige vejret i landet, hvor man kan opleve både tørke og oversvømmelser i langt voldsommere grad, end vi oplever her i Danmark.

Det er nok denne jordnære forbindelse mellem rummet og Indien, der gør, at rumprogrammet i Indien så vidt vi kan dømme er ganske populært.