Det Hvide Hus har bekræftet, at man holder øje med russernes brug af kernevåben i rummet. Men hvad har russerne udviklet og hvorfor? Det mest sandsynlige svar får vi gennem et historisk tilbageblik.
Under Den Kolde Krig var der ikke bare et rumkapløb, men også et atomkapløb mellem USA og Sovjetunionen, hvor et stort antal atombomber blev bragt til sprængning i atmosfæren.
Det kapløb er heldigvis nu bare historie, men spørgsmålet er, om vi nu står over for et nyt atomkapløb, denne gang i rummet.
Dette emne blev aktuelt, da man 14. februar 2024 på X kunne læse, at republikaneren Mike Turner fra Ohio, som er formand for den amerikanske kongres’ efterretningsudvalg, var blevet bekendt med, hvad han kaldte »en alvorlig national sikkerhedsrisiko«. Og han opfordrede præsident Biden til at frigive alle oplysninger.
Allerede dagen efter blev denne oplysning kommenteret af en talsmand for Det Hvide Hus, John Kirby:
»Det er begrænset, hvad jeg kan sige om truslens specifikke karakter, men jeg kan bekræfte, at den er relateret til en anti-satellitkapacitet, som Rusland er ved at udvikle … Der er ingen umiddelbar trussel mod nogens sikkerhed. Vi taler ikke om et våben, der kan bruges til at angribe mennesker eller forårsage fysisk ødelæggelse her på Jorden.«
Talsmanden fortsatte:
»Når det er sagt, har vi nøje overvåget denne russiske aktivitet, og vi vil fortsætte med at tage den meget alvorligt … Der er tale om et våben, som er rumbaseret, og som overtræder The Outer Space Treaty (som forbyder kernevåben i rummet, red.).«
Disse kommentarer startede straks en strøm af spekulationer, der hurtigt delte sig i to lejre:
Vi vil i denne artikel argumentere for, at det ikke er atomvåben, men en militær anvendelse af atomkraft, der er den mest sandsynlige forklaring på det nye rumvåben.
Men først et historisk tilbageblik, for der har været anvendt atomvåben i rummet ikke mindre end ni gange i perioden 1958 til 1962, dog ikke i en krigssituation.
Det må være svært for den yngre generation at forestille sig denne periode, hvor man gang på gang kunne læse i avisen om nye, store atomforsøg i atmosfæren, lige fra øer i Stillehavet til de arktiske øer Novaja Zemlja nord for Sibirien.
Vi kunne i avisen læse om, da Sovjetunionen 30. oktober 1961 afprøvede den såkaldte Tsar-bombe med en sprængkraft på mellem 50 og 58 megaton TNT. Det er mere end 10 gange så meget sprængstof, som der blev anvendt under Anden Verdenskrig.
Den ildkugle, der blev dannet, havde en diameter på mere end otte kilometer, og lufttrykket var så stort, at der blev knust ruder så langt borte som Finland. Paddehatteskyen nåede en højde på mere end 60 kilometer.
Herunder kan man se en video af dette forsøg:
Det var i denne atmosfære af stadig større prøvesprængninger, der blev fremsat en ny idé, som havde til hensigt at forhindre et atomangreb på USA.
Det begyndte som projekt Argus og kulminerede 9. juli 1962 med projekt Starfish, hvor en brintbombe på 1,4 megaton blev sprunget i en højde på 400 kilometer over Johnston Atoll i Stillehavet, omkring 1500 kilometer sydvest for Hawaii.
Det var den græske fysiker Nicholas Christofilos (1916-1972), som fremsatte idéen i 1957, da han arbejdede i USA. Han mente at have fundet en metode til at ødelægge elektronikken i de atomvåben, Sovjetunionen kunne sende til USA med raketter.
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient.er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Den grundlæggende idé var, at en atomeksplosion i rummet kunne skabe en meget kraftig betastråling.
Betastråling er hurtige elektroner, der udsendes fra radioaktive stoffer, og under en atomsprængning dannes der netop store mængder af radioaktive stoffer. Når en angribende raket passerede gennem betastrålingen, ville dens elektronik blive ødelagt så meget, at bomben ikke kunne bringes til sprængning.
Det amerikanske militær syntes, at idéen lød meget lovende, så i meget stor hast blev der allerede i 1958 sendt nogle mindre atomvåben på et-to kiloton ud i rummet under projekt Argos. Som forventet blev de producerede elektroner indfanget af Jordens magnetfelt, hvor de dannede nogle kortlivede strålingsbælter.
Forsøgene viste, at man ikke på den måde kunne standse et angreb med kernevåben, men at strålingsbælterne havde en anden virkning, nemlig at beskadige satellitter og forstyrre radar.
Argos-atombomberne var dog meget små, så man ville gentage forsøget med en bombe 1.000 gange stærkere end de små Argos-bomber. Det blev til Projekt Starfish, hvor man denne gang ville opsende en bombe på 1,4 megaton med en Thor-raket.
Det første forsøg mislykkedes, da raketmotoren svigtede i en højde på bare 10 kilometer. Raketten blev bragt til sprængning, og resterne af raketten og bomben med dens indhold af plutonium ligger sikkert stadig på bunden af Stillehavet.
Anden gang lykkedes det, og det blev til en eksplosion så voldsom, at man kunne se den helt fra Hawaii. Forsøget var varslet, og mange tog det som en spændende oplevelse. Her er to beretninger:
»Da bomben blev sprængt, lyste hele himlen op i alle retninger. Det så ud, som det var midt på dagen.«
»Det så ud, som om himlen havde en ny sol, der kun blussede kortvarigt, men længe nok til at sætte himlen i brand.«
Der blev også skabt en elektromagnetisk puls, der afbrød radiostationer, satte sirener i gang og fik slukket gadebelysningen på Hawaii.
De mange elektroner fra eksplosionen skabte desuden et imponerende ’kunstigt nordlys’ på himlen, når de ramte molekylerne i atmosfæren. Det førte til, at bomben fik øgenavnet ’regnbuebomben’.
Og hvad fik man så ud af denne ’regnbuebombe’?
Først og fremmest et meget stærkt strålingsbælte, som i de følgende måneder fik ødelagt en pæn del af de få satellitter, der kredsede om Jorden i 1962.
Det mest berømte offer var Telstar, der blev opsendt 10. juli, dagen efter Starfish. Trods det kunne Telstar formidle den første og meget sete TV-transmission mellem USA og Europa. Man kan se noget af udsendelsen i videoen hér.
Men skaden var sket, da strålingen fra Starfish havde ødelagt så meget, at Telstar ophørte med at fungere i februar 1963 efter bare et halvt år i rummet. I alt blev flere end seks satellitter ødelagt, også Ariel 1, der var Englands første satellit. Det var de vist ikke glade for i London …
Endelig skal det nævnes, at Sovjetunionen naturligvis også ville være med, så de sprængte tre bomber på hver 300 kiloton i rummet i oktober og november 1962.
Måske har vi lært en lille smule af Starfish, for der har ikke været udført atomforsøg i rummet siden dengang i 1962, og det er trods alt 62 år siden. Forklaringen er, at atomvåben i rummet er meget lidt effektive, hvis man bare vil ramme et enkelt mål.
Da der ikke er noget luft ude i rummet, dannes der ikke en ødelæggende trykbølge. Det nedsætter den militære værdi af en atombombe, der dog alligevel kan ødelægge en satellit.
Sker eksplosionen tæt på målet, vil satellitten modtage en såkaldt elektromagnetisk puls (EMP), der kan være meget ødelæggende. På større afstand kommer skaden fra røntgen og gammastråling fra eksplosionen.
Men først og fremmest skabes der strålingsbælter af hurtige elektroner, og de vil i uger eller måneder være ødelæggende for en masse civile satellitter, der nok ikke er så godt strålingsbeskyttet som de store militære satellitter.
Man taler i militæret om ‘collateral damage’, altså utilsigtet skade, og er der noget, atomvåben i rummet skaber, så er det utilsigtet skade på en masse satellitter, som ikke har noget at gøre med det mål, man søger at ramme.
Det er en helt sikker måde at skabe sig en masse fjender på, især hvis det går ud over satellitter, som er afgørende for, at civilsamfundet kan fungere.
Skal vi komme med et gæt på det nye russiske våben, så er det en militær satellit, der får sin energi, ikke fra solceller, men fra en lille atomreaktor. Den slags satellitter har russerne anvendt mange gange, især til radarsatellitter, som kan overvåge den amerikanske flåde.
.
I perioden 1967 til 1988 opsendte Sovjetunionen ikke færre end 33 atomdrevne radarsatellitter kaldet RORSATS til at overvåge den amerikanske flåde.
Planen var, at når satellitterne ikke længere kunne anvendes, blev de stadig stærkt radioaktive reaktorer sendt op i en høj bane godt 1.000 kilometer over Jorden. Her er de stadig, indtil de en dag falder ned.
I nogle tilfælde gik det dog galt, og i et berømt tilfælde endte en atomreaktor fra Kosmos 954 i 1978 i Canada, hvor den skabte både en betydelig radioaktiv forurening og en del politiske problemer. Canadierne var heldige med, at nedstyrtningen skete i et ret øde område.
.
Fordelen ved atomkraft er, at man kan få meget mere energi fra en lille atomreaktor end fra solceller, og det åbner mulighed for nogle gode, stærke radarsignaler.
En satellit med en atomreaktor kan levere nogle meget stærke jamming-signaler. Især kan man forstyrre de forholdsvis svage signaler fra GPS-satellitter.
Man kan også blænde en satellit med en kraftig laserstråle, og hvis man absolut skal ødelægge noget, er der måske en mulighed for at bruge atomreaktorens energi til at udsende en stråle af partikler med meget høj energi. Ligesom man gør i partikelacceleratorer her på Jorden.
Da elektrisk ladede partikler afbøjes af Jordens magnetfelt, eksperimenteres der også i USA med partikler af neutroner. Dem kan man dog ikke umiddelbart accelerere i et elektriske felt, men man kan så at sige hægte en proton på neutronen, og så går det. Da der så er tale om ret tunge partikler, afbøjes de ikke så meget og er derfor lettere at sigte mod et mål.
Et sådant partikelvåben kan sætte en satellit helt ud af spil, men uden at skabe byger af sprængstykker, og det er en ganske væsentlig overvejelse. For selv om der i dag ikke er nogen love for, hvordan man kan føre krig i rummet, er der nok to grundlæggende regler, som man vil følge:
Store mængder af rumaffald kan gøre det umuligt at anvende rummet, og det vil jo også forhindre enhver militær aktivitet i rummet, både for fjenden og én selv.
Utilsigtede skader på civile satellitter kan desuden skabe så store, økonomiske og politiske problemer, at de helt kan overskygge den oprindelige konflikt. Og dermed føre til flere problemer end dem, man havde i forvejen.
