Den militære rumfart er skabt af den kolde krig

Der er nogle billeder, man især husker fra Ukraine-krigen - blandt andet den 65 km lange konvoj af russiske lastbiler og kampvogne, som tilsyneladende gik i stå et stykke uden for hovedstaden Kyiv.

Disse billeder er taget af satellitter, og det betyder, at vi i Ukraine kan vi følge krigen set fra rummet.

Dette er resultatet af en næsten 75 år lang historie, der har ført til, at en stor del af rumfarten nu har militære opgaver.

Dette emne behandler vi her i to artikler:

• Denne første fortæller om, hvordan den kolde krig førte til, at satellitter blev en del af magtbalancen mellem USA og Sovjetunionen.
• I den næste artikel ser vi på, hvad det betyder, at vi nu dag for dag kan følge en krig fra rummet.

Rumfarten startede som en fredelig drøm

I sin oprindelse var rumfarten ikke militær, men alene båret af en drøm om at kunne rejse ud i rummet for at udforske Solsystemet.

Man kan næsten tale om rumfartens gyldne periode fra cirka 1925–1940. I denne periode blev meget af den rumfart, vi kender i dag, grundlagt af amatører fra Tyskland, England, USA og Sovjetunionen.

Der blev dannet foreninger, hvor nogle eksperimenterede med at bygge raketter, mens andre lagde planer for både rumstationer og rejser til Månen, Mars og Venus. Disse foreninger havde på deres højdepunkt måske et sted mellem 1.000 og 2.000 medlemmer, men mange havde en god uddannelse inden for teknik, fysik og matematik.

Men så kom 2. verdenskrig, og selv om den skabte de tekniske muligheder for at opbygge et rumprogram, så førte den også til, at rumfarten på en måde mistede sin uskyld – i nogle tilfælde, fordi de få amatører, som faktisk vidste, hvordan man bygger raketter, var villige til at gå meget langt for at få opfyldt deres drøm om at rejse ud i rummet.

Det mest kendte eksempel er tyskeren Wernher von Braun (1912–1977), som blev arkitekten bag Hitlers V-2 raket, men som holdt fast i, at hans mål ikke var at ramme London, men at lande på Månen.

Verden var ikke den samme efter krigen

Da krigen var forbi, havde verden ændret sig på to afgørende områder:

Amerikanerne havde fået atombomben, og Sovjetunionen fik den allerede i 1949.

Dette nye våben blev afgørende for den kolde krig. Det blev anset for helt afgørende at kunne sende atomvåben de mere end 8.000 km, der adskilte USA fra Sovjetunionen, og det var bestemt ikke en let opgave.

Allerede i 1946 havde amerikanerne udarbejdet en hemmelig rapport, den såkaldte RAND-rapport, hvor man så på de muligheder, satellitter og raketter kunne få rent militært.

Dermed fik rumfarten et militært aspekt, og det var afgørende for, at den amerikanske regering, og helt sikkert også regeringen i Moskva, begyndte at tage rumfart alvorligt.

Rejser til Månen kunne være meget godt, men var ikke noget, som på nogen måde kunne berettige et rumprogram.

Rumkapløbet begyndte

Endnu var der lang vej til de første militære satellitter, og her havde USA og Sovjet forskellige udgangspunkter.

Amerikanerne havde ikke noget hastværk med at komme i gang med at bygge store raketter.

Atombomber var i 1946 store og tunge med en vægt på op mod fem ton, men til gengæld havde amerikanerne det enorme bombefly B-36 med hele seks motorer, som kunne flyve 16.000 km med en last på 40 ton bomber. Det var et fly, som datidens sovjetiske jagere havde svært ved at bekæmpe.

Til gengæld havde man et andet problem, nemlig en mangel på gode og især pålidelige kort over Sovjetunionen. Man havde simpelthen brug for at få kortlagt Sovjet for at kunne lokalisere bombemål.

Det var helt klart en opgave for satellitter, som man ret tidligt begyndte at overveje.

Amerikanerne ventede stort set med raketudviklingen, til man kunne bygge mindre atomvåben, og det blev i begyndelsen ret afgørende.

For Sovjet havde nemlig et andet problem, nemlig at de efter de enorme ødelæggelser under krigen ikke havde industri til at bygge en stor flåde af bombemaskiner.

Stalin valgte at springe dette led over og få et forspring ved med det samme at bygge en stor, langtrækkende raket, som kunne sende en fem ton tung atombombe den mere end 8.000 km lange vej til USA.

Den opgave blev løst af en af ’amatørerne’ fra tiden før krigen, Sergei Korolev. Han havde været sendt til Sibirien af Stalin på helt falske anklager.

Men han var en dygtig ingeniør og endte med at blive skaberen af det sovjetiske rumprogram.

Hans store R-7 raket opsendte Sputnik 1 og rumhunden Laika på Sputnik 2 og var dermed med til at skabe rumkapløbet.

Her var amerikanerne bagud, fordi de først ret sent var begyndt at bygge store raketter, som dog alle var betydeligt mindre end den 300 ton tunge R-7.

Eisenhower, Kennedy og rummet

Verden blev hurtigt optaget af rumkapløbet, men der foregik også meget i det skjulte.

Præsident Eisenhower var udmærket klar over behovet for at få kortlagt Sovjetunionen, som jo er enormt stort og let kunne skjule mange militære anlæg og baser.

Alle hørte om 'Vanguard-projektet', som skulle opsende USA's første satellit. Det gik som bekendt ikke ret godt, men der var en skjult bagtanke med dette rent civile projekt.

Dengang var der ingen regler for, hvor højt op et lands luftterritorium strakte sig. Så i 1955 var spørgsmålet, om man kunne skabe en politisk krise ved at opsende en satellit.

Den lille og meget civile Vanguard skulle skabe præcedens for, at rummet var frit for alle, for bestemt ingen kunne føle sig truet af en lille kun 10 kg tung satellit.

Problemet blev dog ret uventet løst, da russerne selv opsendte Sputnik 1 og 2, som ingen protesterede over.

Men der var også et helt andet satellitprojekt, som blev udviklet i dybeste hemmelighed.

Projektet hed Corona og var verdens første spionsatellitter.

De skulle opsendes fra Vandenberg-basen i Californien, flyve over Sovjet og efter et par dage sende en kapsel med film tilbage til Jorden.

For at det hele skulle lyde lidt mere civilt, blev projektet omdøbt til Discoverer, og den første satellit blev opsendt i 1959.

Hvor højt prioriteret det var, blev tydeligt demonstreret.

Der var et hav af fiaskoer, men altid gik der højst et par uger, før man opsendte en ny satellit.

De enorme anstrengelser blev kronet med held i september 1960, da man fik bjærget kapslen fra Discoverer 13.

Satellitternes store betydning

Derefter begyndte det at gå bedre med satellitterne, og det skulle vise sig at få betydning både for et præsidentvalg og Cubakrisen, som måske er den største atomkrise, vi har stået overfor – i hvert fald før invasionen af Ukraine.

I efteråret 1960 førte Kennedy valgkampagne på påstanden om en ’raketkløft’, der truede USA's sikkerhed. De første Sputnikker viste jo, at russerne havde store raketter, som kunne sende atombomber mod USA – spørgsmålet var bare hvor mange.

Eisenhower vidste fra billeder taget først af U-2 spionfly og siden af Corona-satellitter, at der ikke eksisterede en sådan kløft, og han orienterede Kennedy om disse strengt fortrolige oplysninger – hvilket dog ikke forhindrede Kennedy i at fortsætte med sin kampagne.

Men da Kennedy tiltrådte som præsident, undersøgte den nye forsvarsminister, McNamara, selv Corona-billederne. De stadig flere og bedre billeder viste, at hvis der var en raketkløft, så var den til amerikanernes fordel, og denne viden var med til at bestemme den amerikanske politik i de følgende år.

Således har den været afgørende for den måde, Kennedy kom til at agere under Cubakrisen i 1962.

Senere kom spionsatellitter til at spille en helt afgørende rolle i nedrustningsaftalerne mellem Sovjetunionen og USA. De blev garanten for, at modparten afholdt aftalerne.

Satellitter til kommunikation blev jo meget hurtigt vigtige for det civile samfund, men de spiller så sandelig også en helt central rolle for militæret.

Der findes nu flere rent militære satellitsystemer til kommunikation – især vigtig for USA, der har deres militære styrker spredt over hele verden.

De anvender ofte meget høje frekvenser, og mange satellitter er strålingsbeskyttede og også beskyttede mod 'jamming', altså forstyrrelse af deres signaler.

Tendensen er nu i et vist omfang at bruge civile satellitter til militær kommunikation.

Man taler i sådanne tilfælde om ’Dual-Use satellites’

Satellitter til aflytning og elektronisk spionage

Det, vi tænker mest på, når talen er om spionsatellitter, er billeder, men det er kun toppen af isbjerget.

Meget hurtigt begyndte USA at opsende satellitter, som foretog elektronisk spionage.

En af de første opgaver var at lokalisere de sovjetiske radaranlæg, som var en del af luftforsvaret. Radaranlæg er lette at lokalisere på grund af de stærke signaler.

Næste skridt var naturligvis aflytning af radiotelefoner og meget senere af mobiltelefoner.

Nu udsender mobiltelefoner jo ikke stærke signaler, så det har ført til satellitter med enorme parabolantenner – der nævnes tal fra 50-100 meter, men det kan naturligvis ikke bekræftes.

Disse antenner er i form af tynde net, som først udfoldes ude i rummet.

Men det er nu ikke den største udfordring.

Der er næsten lige så mange mobiltelefoner i verden, som der er mennesker, så langt den største udfordring er at sortere blandt milliarder af samtaler for at kunne koncentrere sig om de få, der er vigtige for et spionagentur.

Det sker sandsynligvis ved hjælp af computere udstyret med kunstig intelligens, og undertiden er der gevinst.

Det engelske Royal Aeronautical Society nævner på deres hjemmeside to eksempler:

• Et telefonopkald i november 2002 fra Qaed Salim Sinan al-Harethi, der blev anset for at stå bag planlægningen af et angreb på det amerikanske skib USS Cole i Yemen, hvor 17 søfolk blev dræbt. Det førte til et droneangreb på al-Haretis bil, hvor alle blev dræbt.
• Et telefonopkald fra den tjetjenske oprørsleder Dzhokar Dudayev i 1996 gjorde det muligt for russerne først at lokalisere ham og derefter dræbe ham.

Nede under jorden og på dybt vand

Både USA og Sovjet har også andre interesser end at aflytte mobilsignaler, og det har ført til det vigtigste af alle militære satellitsystemer, nemlig GPS.

Det begyndte som så meget andet med den kolde krig. Den absolut højeste prioritet dengang var at kunne svare igen på et atomangreb.

Landbaserede raketter var ikke den bedste løsning, også selv om de var gemt i dybe siloer – vi har selv besøgt en såkaldt Minuteman-silo, hvor der altid var to officerer på vagt 24/7 for at kunne sende en raket op med få minutters varsel. Det var ude i ørkenen og ned med elevator i en dyb skakt til et underjordisk rum.

Grunden til, at der altid var to officerer på vagt, var, at man ikke turde overlade ansvaret for at affyre en raket med atomvåben til en officer. Han kunne have misforstået en ordre eller handlet på egen hånd.

De to officerer skulle give startordren inden for - så vidt vi husker- et halvt minut af hinanden, og deres pulte var så langt fra hinanden, at man ikke kunne nå at løbe fra den ene til en anden på under et halvt minut. Om ikke andet, så har systemet virket.

Men selv de bedste siloer kan ikke modstå et stort kernevåben, så det gjaldt om at anbringe raketterne på ubåde, som fjenden forhåbentlig ikke kunne lokalisere. Og det gik hurtigt.

Den første raketbevæbnede amerikanske ubåd var USS George Washington, som blev søsat i december 1959 og var på patrulje allerede i 1960. Den affyrede den første Polaris-raket i juli 1960, og det forsøg blev gentaget af Sovjet bare 40 dage senere.

Der var dog et meget stort problem: Hvis en raket skal ramme præcist, skal man vide ganske nøjagtigt, hvor man er, når raketten opsendes, og det er ikke en let opgave for en ubåd.

Løsningen var at bestemme positionen ved hjælp af signaler fra en eller flere satellitter, men det var, før man havde atomure, som kunne anbringes i en satellit.

Så man valgte en anden udvej for de første såkaldte navigationssatellitter, som altså blev udviklet for at støtte de raketbærende ubåde:

Man anbragte en radiosender med en meget præcis frekvens i satellitten, og når en ubåd så stak antennen op for at lytte, målte man doppler-forskydningen af signalet.

Når man så modtog et signal med en frekvens, der var helt den samme som sendefrekvensen, var man så tæt, som man kunne komme på satellitten.

Kendte man banen, kunne man så med besvær beregne sin egen position, for man skulle jo også vide, hvor langt fra banen man var. Befandt båden sig lige under satellitten, eller var man et stykke øst eller vest for satellittens bane?

Det problem kan løses også ved analyse af dopplereffekten, men det kræver en del udregninger.

Amerikanerne brugte Transit i mange år, selv om systemet nu er erstattet af det langt mere nøjagtige GPS-system, der startede som et navigationssystem for ubåde. GPS har nu udviklet sig, så det i meget høj grad også anvendes rent civilt.

Militært er GPS (og det tilsvarende russiske GLONASS-system) også blevet helt centralt for de moderne præcisionsvåben, der kan ramme målet med en nøjagtighed på et par meter.

\ Læs mere

GPS ville ikke fungere uden Einsteins relativitetsteorier

Thulebasen: Den evige vagt

Vi har alle hørt om Thulebasen, og den har også meget at gøre med vores fortælling om de militære satellitter.

Den korteste vej fra Sovjet til USA er over nordpolen, så for at give en rimelig varslingstid var det derfor nødvendigt at kunne spore angribende raketter, endnu mens de var langt borte fra USA, og det kunne bedst gøres med en radarstation meget langt nordpå.

Man begyndte at installere radaranlæg på Thulebasen, og under indkøringen af systemet kunne man i oktober 1960 fortælle, at snese af russiske raketter var på vej mod USA. Det var nu ikke tilfældet, for man havde taget fejl af et raketangreb og et radarekko fra Månen, som var i færd med at stå op…

Med denne erfaring bag sig blev Thule fra 1961 en del af den amerikanske varslingskæde. Det gav dog ikke den helt store varslingstid.

Flyvetiden for en interkontinental raket fra Sovjet til USA (eller den anden vej) er cirka 30 minutter, og Thulebasen kunne først med sikkerhed spore raketterne, når de var omkring midtvejs i deres bane, altså godt et kvarter før nedslag.

Endnu værre var det med raketter opsendt fra ubåde. De kan komme så tæt på, at flyvetiden for en raket er 10-15 minutter. Den korte varslingstid var også grunden til, at amerikanerne reagerede så stærkt på, at russerne ville opstille raketter på Cuba i 1962. Dengang kom vi virkelig tæt på en atomkrig.

Igen leverede satellitterne, om ikke en løsning, men så en lidt bedre metode til at varsle raketangreb. For når en raket opsendes, så kommer der en masse infrarød varmestråling fra raketflammen.

Den kan man forholdsvis let spore fra et infrarødt teleskop i bane om Jorden. Satellitter ville kunne øge varslingstiden til 30 minutter, da raketten kan spores i det øjeblik, den opsendes.

Derfor blev varslingssatellitter meget højt prioriteret, og amerikanerne opsendte de første prøvemodeller under projekt MIDAS allerede i 1960. De to første satellitter virkede dog ikke, så den første vellykkede Midas kom først op i 1961.

Der var dog problemer, især med at skelne mellem stråling fra raketter og sollys tilbagekastet fra skyer. Disse problemer blev efterhånden løst i et efterfølgende system – men alligevel bragte netop disse satellitter verden uhyggelig tæt på den helt store katastrofe.

Vi har fortalt historien før, men den er så vigtig og så skræmmende, at vi kommer med et kort resume her:

Stanislav Petrov, en 44-årig oberstløjtnant i de sovjetiske luftforsvarsstyrker, var vagthavende officer 26. september 1983 på et hemmeligt kommandocenter uden for Moskva, da alarmerne gik. Data fra en sovjetisk varslingssatellit viste nemlig, at fem missiler var blevet affyret fra en amerikansk base.

»I 15 sekunder var vi i en tilstand af chok,« huskede Petrov senere i et interview med The Washington Post.

Oberst Petrov havde til opgave at vurdere dette varsel og afgøre, om det skulle sendes videre til generalstaben i Moskva.

Generalstaben skulle så rådføre sig med den sovjetiske leder, Yuri Andropov, om, hvorvidt der skulle iværksættes et gengældelsesangreb.

Elektroniske kort og skærme blinkede, mens Petrov forsøgte at absorbere strømme af information.

Hans træning og intuition fortalte ham, at et første angreb fra USA ville komme i et overvældende angreb, ikke med kun fem missiler.

Efter fem nervepirrende minutter besluttede han, at rapporterne sandsynligvis var en falsk alarm.

Det var meget heldigt, for senere viste det sig, at satellitten havde forvekslet solens refleksion fra toppen af ​​skyerne med en missilaffyring.

Men var varslet gået videre, havde det været sandsynligt, at generalstaben ville anbefale Andropov et hurtigt modangreb – igen problemet med den korte tid, man har til at træffe en afgørelse, selv med brug af satellitter.

Der har været andre fejl, og vi hører ret sikkert ikke om dem alle. Men intet har været så skræmmende som dette eksempel.

Man kan kun håbe, at vi har lært, at ingen teknik kan erstatte mennesket, og hvor vigtigt det er at have de rigtige mennesker på den slags poster.

\ Læs mere

Kan Vladimir Putin blive henrettet for krigen i Ukraine?

\ Læs mere

Skal jeg købe jodtabletter i tilfælde af et atomudslip?