‘Fly Emirates’ lyder reklamen for Emirates Airline – og det skal åbenbart tages ganske alvorligt.
For selv om flyselskabet holder sig her til Jorden, har regeringen planer om at komme ud i rummet. De har endda et 100 års mål:
En koloni på Mars i 2117.
Og allerede om et par år vil emiraterne opsende den første arabiske rumsonde ved navn Hope med kurs mod Mars. Der er også planer om at uddanne et hold af astronauter.
Den umiddelbare reaktion er nok, at de har for mange penge nede i den lille ørkenstat. Og sandt er det, at landet har gode olieindtægter, men de vil jo ikke vare ved.
Skal landet klare sig i fremtiden, må de opruste teknologisk, og her er et rumprogram en af måderne.
Det kan inspirere unge til at studere teknik og videnskab, og det kan være med til at skabe en højteknologisk industri.
Rumfarten ses som en af de måder, der på langt sigt kan skabe en robust økonomi, som ikke er så afhængig af olien.
Emiraterne køber rumekspertise
Landet har sit eget rumagentur, der går under navnet Mohammed Bin Rashid Space Center, opkaldt efter landets vicepræsident og premierminister Sheik Mohammed bin Rashid Al Maktoum. Centret blev grundlagt i 2015, og det har naturligvis sin egen hjemmeside.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Indtil nu har centret fået 5,2 milliarder dollar, dels fra regeringen og dels fra private. Det er ikke langt fra ESA’s budget, så der er gode muligheder for at komme i gang.
Her er det heldigt, at vi er i det 21. århundrede. Emiraterne kan nemlig købe både satellitter og opsendelser og endnu vigtigere: Ekspertise.
Allerede nu har Emiraterne fået opsendt flere satellitter.
Den første var jordobservationssatelliten Dubaisat-1, som er bygget i Sydkorea og opsendt af Russerne i 2009. Ingeniører fra Emiraterne var med til at bygge den, og det er på denne måde, at teknisk viden siver tilbage til Emiraterne.
I 2013 blev så en tilsvarende satellit Dubaisat-2 opsendt, også af russerne, og nu arbejder rumcentret på en satellit ved navn Khalifasat, som skal opsendes i 2018, denne gang af en Japansk raket.
Det helt centrale ved Khalifasat er, at den bygges helt i Dubai af de ingeniører, der så at sige har ‘været i skole’ i Sydkorea. Billederne fra den 330 kg tunge satellit skal bruges til alt fra byplanlægning og til at overvåge miljøet. Til bygningen er der indrettet et særligt ‘clean room’, hvor satellitten samles.
En Arabisk ‘cubesat’
‘Cubesats’ er små, terningformede satellitter med standardmålene 10 x 10 x 10 cm. Overalt i verden (også i Danmark) ses bygningen af de små godt 1 kg tunge satelitter som en meget vigtig del af uddannelsen af kommende rumingeniører.
Standardiseringen er vigtig, fordi det gør det meget lettere, at få cubesats opsendt, og i dag kan man næsten købe en slags færdige byggesæt til en cubesat. Men den bedste træning fås naturligvis ved at gøre det meste selv.
Også Emiraterne har fulgt denne vej, og i februar 2017 blev Nayif-1 opsendt af en Indisk raket, sammen med 103 andre små cubesats samt flere små satellitter.
Nayif-1 er bygget af syv studenter fra Emiraterne, og det er også dem, der følger satellitten på sin vej rundt om Jorden. Det er et rent uddannelsesprojekt, og satellitten gør da heller ikke meget andet end at sende nogle budskaber til dem, der modtager signalerne.
Mars er målet
\ Kvinder i rumprogrammet
De arabiske samfund er kendt for at være meget mandsdominerede, men i rumrpogrammet er Chief Innovation Officer en ung kvinde ved navn Sheikha Al Maskari.
Hun kommer fra en stilling i Abu Dhabi lufthavnen, hvor hun har markedsfører centret, koordinerer aktiviteter og måske allervigtigst: er med til både at skabe de nødvendige uddannelser for en kommende rumindustri og at få sendt de mest talentfulde studenter på studieophold i udlandet.
Et af resultaterne er, at der arbejder forholdsvis mange kvinder på rumcentret – 38 procent pt. ifølge Sheikha Al Maskari.
Det er klart, at det er marsplanerne, der trækker de store overskrifter, men det er vigtigt at se Mars som en del af et meget langsigtet program, der mere har til formål at skabe en moderne industri end at udforske Mars.
Deres 100 års-mål om en koloni på Mars har nok primært til formål at skabe et fokus, der kan inspirere til at ændre dette meget traditionsbundne land.
Det første skridt er som nævnt rumsonden Hope, der skal opsendes i 2020, og allerede nu arbejder 150 ingeniører fra Emiraterne på projektet, der har til formål at opsende en 1500 kg tung sonde i bane om Mars.
Herfra skal den studere atmosfæren for at finde ud af, hvordan den har udviklet sig.
I dag er Mars-atmosfæren så tynd, at der ikke kan findes vand på overfladen, da det hurtigt ville fordampe. Men for meget længe siden havde Mars en så tæt atmosfære, at planeten muligvis har haft et ret stort hav på den nordlige halvkugle.
Til det formål bygges nu to spektroskoper, et infrarødt og et ultraviolet, til at studere atmosfærens sammensætning, specielt indholdet af vanddamp og støv.
Det er meningen, at Hope skal opsendes af en Japansk raket, og Hope får følgeskab af flere andre rumsonder med kurs mod Mars i de tre uger, hvor Jorden og Mars står i en gunstig position i forhold til hinanden:
- NASA og ESA vil opsende rovere
- Kina vil opsende en satellit, som skal landsætte en rover
- Indien følger op med deres anden Marssonde
- Japan selv opsende en lille satellit.
Hope er et første skridt, men det 21 århundrede er ungt endnu, så med 100 års-målet i fokus, kan vi ret sikkert vente flere rumsonder mod Mars opsendt af Emiraterne.
Udvælger arabiske astronauter
Vi følte jo her i Danmark, at det var en inspirerende oplevelse af have Andreas Mogensen ude i rummet, og det gælder vist for alle lande, som for første gang får en astronaut ud i rummet. Derfor vil Emiraterne også i de kommende år udvælge 4-6 astronauter.
Foreløbig har de ingen planer om selv at opsende dem, men i det næste årti vil der blive mange muligheder for at købe en bemandet opsendelse:
De private firmaer SpaceX og Blue Origin er på vej med deres egne rumskibe, og man skal heller ikke udelukke, at der vil blive bygget en mindre, rent kommerciel rumstation. Måske ikke så meget for turister, som for at opfylde et ønske hos mange mindre rummagter til let at kunne få astronauter ud i rummet, hvor de så kan løse forskellige opgaver.
Den nuværende rumstation ISS er meget naturligt forbeholdt de nationer, der er med i projektet, men Kina har allerede luftet muligheden for at andre kan koble moduler til deres planlagte rumstation.
Ambitioner om langsigtet rumprogram
Det interessante er, at Salem Humaid al-Marri, som er vicedirektør for Bin Rashid rumcentret, under en kongres i Australien i september klart udtalte:
»Vi sigter ikke mod at have en astronaut i rummet i en uge eller en ren turistflyvning. Vi ønsker et program, der er baseret på videnskab.«
Så hvem ved – måske vil de Forenede Emirater en dag blive talt med blandt verdens betydelige rummagter.
I dag er rumfart nemlig ikke så meget et spørgsmål om teknik, men om at have et samfund, der aktivt støtter opbygningen af den nødvendige industri og uddannelse.
Hemmeligheden er at forstå, at man dermed også bygger et samfund, som er stærkt på mange andre områder end i rummet.
