Rejser til Mars er igen kommet i pressen, og det på en måde, der giver det indtryk, at et kapløb om at komme først til Mars er begyndt.
De mange historier om Mars stammer fra en kongres for rumforskere, som har været afholdt i Adelaide i Australien. Her har Mars været ivrigt diskuteret, da rumforskerne håber, at den røde planet bliver rumfartens næste store mål.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
I dag er der nemlig ingen planer om at sende mennesker til Mars.
Den største udfordring er i virkeligheden at skaffe den nødvendige politiske opbakning til at gå i gang med et så stort og dyrt projekt. Det ved rumforskerne godt, så på kongressen har man alene fremlagt planer og diskuteret muligheder for at fortsætte det internationale samarbejde, som hidtil har tjent rumfarten så godt.
På kongressen deltog ikke mindre end 4.000 rumforskere, og med så mange deltagere er det ikke så mærkeligt, at der både er fremsat realistiske forslag om marsrejser, men også planer, der minder mere om science fiction end om noget, som kan gennemføres. De mange indlæg viser, at interessen er stor. Vi skal nok komme til Mars, men vejen er lang endnu.
Skal vi til Mars eller Månen?
Enhver rejse begynder jo med det første skridt, og det skal tages fra det sted, hvor rumfarten står netop nu. Der findes i dag kun et virkeligt stort rumprojekt, nemlig den internationale rumstation ISS. Den er nu fuldt udbygget, selv om russerne planlægger at opsende et nyt modul til stationen i 2018.
Samarbejdet omkring ISS har været godt, og vist hvor langt man kan komme, når mange lande arbejder sammen. Men nu er tiden kommet til at formulere det næste store skridt efter ISS.
Det kan være bygningen af en base på Månen eller den meget omtalte rejse til Mars. Faktisk har der i de sidste par år været en heftig debat, om man skulle koncentrere sig om Månen eller med det samme tage det store skridt mod Mars. Den debat er ikke afsluttet, og derfor fremlægges både planer om marsrejser og månebaser.
Vejen frem er sandsynligvis en fælles plan, så det ikke er enten Månen eller Mars, men at Månen ses som en forberedelse til at rejse til Mars.
Ingen dyre missioner uden samarbejde
Med god grund har den store nyhed været, at NASA og det russiske rumagentur Roskosmos benyttede konferencen til at underskrive en samarbejdsaftale om udforskning af Månen, som også omfatter samarbejde om en lille rumstation i bane om Månen. Internationale aftaler af denne art er sandsynligvis nødvendige for, at mennesker igen kan rejse langt ud i rummet – til Månen, Mars eller asteroiderne.
Den rumstation, der er tale om, er den såkaldte Deep Space Gateway (DSG). Selv om navnet lyder imponerende – porten til det ydre rum – så er det kun en lille brik i de mange ting, som skal bygges for at rejse ud i solsystemet. Listen tæller ikke mindst:
- En stor raket, der kan sende et bemandet rumskib og en masse gods til Månen og Mars
- Et bemandet rumskib, som kan foretage lange rejser i rummet
- Et landingsfartøj, der kan lande på Månen eller Mars
- En base, suppleret med rovere, der kan tage astronauter på længere udflugter
Der findes ikke meget af dette udstyr i dag, og da det er dyrt, bliver det næppe bygget uden internationalt samarbejde.
For at placere DSG, så er NASA ved at bygge en stor raket kaldet SLS, som bliver en moderne efterfølger til den berømte Saturn 5 måneraket. Desuden er arbejdet langt fremme på Orion-rumskibet, der netop er beregnet til at kunne sende fire astronauter til Månen – dog uden at kunne lande. Orion har brug for en lille rumstation, da det ikke kan rumme astronauter i længere tid end 2-3 uger.
Derfor har NASA brug for en lille rumstation, der kan kredse omkring Månen, og som Orion kan koble sig til. Det er denne lille rumstation, som har fået navnet DSG, og som man håber på med tiden kan blive udgangspunkt for ekspeditioner ned til overfladen – og hvor man nu vil samarbejde med Roskosmos.
På langt sigt kan DSG blive en del af et bemandet marsrumskib, og her vil det være en meget stor fordel at have erfaringer med DSG fra de mindre krævende måneflyvninger.
\ Læs mere
En landsby på Månen
Det er klart, at det europæiske rumagentur ESA også vil være med og ikke bare lade USA og Rusland løbe med al presseomtalen.
Så de kom frem igen med deres ide om ‘En landsby på Månen’, som i hvert fald ikke kommer til at ligne en almindelig dansk landsby. Forslaget kommer fra ESA’s leder Johann-Dietrich Wörner, der endda har foreslået, at basen kunne bygges med 3D-print.
ESA’s landsby er i virkeligheden en lille månebase, der kan bruges som udgangspunkt for udforskning af Månen. I princippet er basen åben for alle, der selv kan møde op med det nødvendige udstyr, som for eksempel rovere, hvor astronauter kan køre omkring på Månen måske i flere uger – eller mineudstyr, hvis interessen går i retning af en industriel udnyttelse af Månen.
ESA er naturligvis klar over, at de ikke selv kan bygge en sådan landsby, og at den kun vil blive til virkelighed, hvis landsbyen bliver en del af et større, internationalt projekt. Derfor er det vigtigt at diskutere planen med andre rumagenturer.
Som det ser ud nu, er det mest sandsynligt, at de store rumagenturer nok sigter mod at vælge Månen før Mars – og hvem ved, om den europæiske måne-landsby ikke kan komme til at spille en rolle her. Der har endda været tale om, at Canada kunne bygge rovere, mens Japan og ESA kunne levere de rumskibe, der skal lande på Månen.
Det er dog kun løs snak, men der er enighed om, at det endelige mål er Mars – selv om vi nok ikke skal vente end landing før efter 2030, måske nærmere 2040.
Vi venter stadig på rumturismen
Når man hører Elon Musk, kan man jo godt undre sig over, hvad de store rumagenturer egentlig laver.
I det hele taget har rumfarten altid haft et problem med visioner, der ikke var realistiske, og som nok har efterladt mange mennesker skuffede.
Tyskeren Wernher von Braun, som stadig anses for en af det 20. århundredes største raketeksperter, kunne også godt lide at præsentere sine visioner, og de var lige noget, som pressen kunne bruge:
En rejse til Mars med 10 rumskibe og 70 mand – eller bygningen af en stor rumstation, hvor man hver dag sendte mindst en raket op med byggematerialer. Wernher von Braun var med til at opsende USA’s første satellit og bygge den enorme Saturn 5 måneraket, men hans videre rumplaner var vildt urealistiske – helt frakoblet den økonomiske og politiske virkelighed, der jo også er en del af rumfarten.
Det samme kan man sige om Elon Musk. Der er vist ikke andre end ham selv, der for alvor tror på, at de første mennesker sætter foden på Mars i 2024. Og desuden skræmmer sporene. Her er to eksempler:
- I 2004 nåede et lille privatbygget rumskib op i en højde på 100 km og vandt dermed Anzari-prisen. Derefter fulgte straks en lang række planer om at sende turister på en lille tur ud i rummet. Det er i virkeligheden en af rumfartens simpleste opgaver at flyve de 100 km op, som anses for grænsen til rummet, og komme ned igen. Der er nu gået 13 år, og vi venter stadig på rumturismen.
- Musk har flere gange sagt, at hans Dragon rumskib nok skulle bringe astronauter tilbage til Jorden på en særdeles elegant måde med bremseraketter, så de kunne lande i en lufthavn, hvor astronauterne kunne stige ud af kapslen uden at få våde fødder. Det har NASA sagt nej til af sikkerhedsgrunde, så når det første bemandede Dragon rumskib opsendes i 2018 kommer det til at plaske ned i Stillehavet ligesom de gode gamle Apollo-rumskibe.
Til november skal Falcon Heavy opsendes for første gang, og Musk har selv sagt, at han såmænd er tilfreds, hvis bare raketten ikke eksploderer så hurtigt, at den beskadiger raketrampen. Det er da et beskedent håb, når han planlægger at opsende en meget større raket med 100 mand om bare syv år.
Falcon Heavy er i øvrigt flere år forsinket, fordi den var betydeligt vanskeligere at bygge end forudset. Den kommende raket er langt større end Falcon Heavy, og med en startvægt på ikke mindre end 4.400 ton næsten 50 procent større end Saturn 5. Det bliver noget af en udfordring at få bygget raketten inden den første planlagte opsendelse i 2022, for slet ikke at tale om bemandede opsendelser i 2024. Selv von Braun havde store vanskeligheder med at bygge Saturn 5 på godt fem år, trods næsten ubegrænsede pengemidler.
Tilbage til virkeligheden
Oven på den noget flyvske Musk virker firmaet Lockheed Martins planer helt realistiske. De samarbejder med NASA, og de vil udvikle en ‘base camp’ i bane om Mars. Herfra kan man udforske overfladen med robotter og på et tidspunkt også sende astronauter ned.
Som en vigtig del af planen er Lockheed Martin ved at udvikle en genbrugsraket, der kan sørge for transporten mellem Base Camp og overfladen. I øvrigt er projektet baseret på brug af både Orion rumskibet og Deep Space Gateway.
Det er klart, at en så stor kongres som den i Adelaide kan give et noget broget billede af, hvad der foregår i rumfarten lige nu.
Der foregår en hel masse, men sammenfattende kan man sige, at rumagenturerne søger at positionere sig, før der skal træffes en politisk afgørelse af hvad – om noget – der senest 2028 skal erstatte ISS. Denne afgørelse vil baseres på de politiske og økonomiske muligheder, projektet rummer.
For mange politikere er en marsrejse en form for støtte til den højteknologiske industri, der herved kan øge sin konkurrenceevne. De rent videnskabelige grunde vil nok spille en mindre rolle.
Der er ingen tvivl om, at mange rumforskere ønsker, at rumfarten en dag bliver så billig, at den ikke er så afhængig af regeringer og politik. Folk som Elon Musk er med til at bringe rumfarten i denne retning, så der er grund til at lytte til ham – i hvert fald til en vis grænse.
Det eneste, der er sikkert er, at rumfartens rolle på langt sigt i fremtidens samfund endnu er uafklaret, så der er netop i disse år brug for en debat om, både hvor vi står, og hvor vi er på vej hen.
