Den mest kendte dværgplanet er Pluto, der i 2006 blev ‘degraderet’ fra en planet til en dværgplanet.
Men Pluto er ikke den eneste af de fem kendte dværgplaneter, der engang har været klassificeret som en planet.
Ceres er den dværgplanet, der ligger nærmest Solen i sin position i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter.
Den blev efter sin opdagelse i 1801 klassificeret som en planet, men efter en række mindre objekter blev fundet i samme afstand som den, blev Ceres omdøbt til en asteroide og forblev dette, indtil den, sammen med Pluto, blev en dværgplanet i 2006.
Ceres er samtidig den dværgplanet, der blev opdaget først.
Ceres skal undersøges
Ceres er den første dværgplanet, der bliver undersøgt helt tæt på, når Dawn-rumsonden lander på den i marts 2015.
Forskerne ønsker at se nærmere på den lille dværgplanet, da de mener, at der måske findes vand-is i lommer under den støvede overflade.
Samtidig er der tegn på, at Ceres enten har haft et tykt lag is eller måske endda et flydende hav på overfladen engang.
Flydende vand interesserer astronomerne
Flydende vand er altid en ting, der får astronomerne op af stolene, da dette er en af de vigtigste ingredienser for liv.
LÆS OGSÅ: Energikilde for liv fundet på Jupiters måne
Derfor mener holdet bag Dawn-missionen, at Ceres kan være lige så interessant som ismånerne Europa (kredser omkring Jupiter) og Enceladus (kredser omkring Saturn).
Ceres’ overflade har en række runde pletter, men de stammer ikke allesammen fra meteornedslag, så derfor mener forskerne, at enten is eller vand kan have skabt dem.
Ceres kan give viden om solsystemets dannelse
Ceres er rund, og forskerne mener, at dette er et tegn på, at dværgplaneten blev dannet samtidig med planeterne i det tidlige solsystem.
Ceres kan derfor give nye svar i gåden om, hvordan vores solsystem er dannet, og hvorfor det ser ud, som det gør i dag.