Astrofysikers rejsedagbog: Så vild var den totale solformørkelse set fra Chiles bjerge

Med søvn i øjnene og en hurtigt spist morgenmad i maven, sætter jeg mig ind i bussen foran hotellet i Copiapó.

Det er endelig blevet dagen, hvor turen går til La Silla Observatoriet, og jeg skal se mit livs første totale solformørkelse!

Det er denne begivenhed, som er hele grunden til, at sommerferien i år er gået til vinterkolde Chile.

1.000 mennesker har fået adgang til at se solformørkelsen fra ESO’s ældste observatorieområde, La Silla.

Men selv om solformørkelsen først finder sted i eftermiddag, skal vi allerede være troppet op ved foden af bjerget klokken 8 – og der er et par timers køretur fra Copiapó til La Silla.

Jeg har aldrig oplevet en total solformørkelse før, kun delvise.

Jeg husker tydeligt solformørkelsen i 1999. Der gik jeg i 7.-klasse, og hele skolen var udenfor for at observere Solen gennem de særlige solformørkelsesbriller.

Og selvom jeg siden hen har set et par delvise solformørkelser, har jeg ladet mig fortælle, at en total solformørkelse er en helt anden oplevelse en de delvise.

La Silla er en gravplads for teleskoper

Lidt før klokken slår 8, når bussen til indgangen. Der holder allerede et par biler og busser i kø og venter på, at porten til parkeringspladsen åbnes.

Der går ikke lang tid før jeg sammen med mennesker fra hele kloden står i kø for at blive indregistreret og få udleveret solformørkelsesbriller, en drikkedunk og et adgangsarmbånd.

Turen fra parkeringspladsen til teleskopområdet foregår derefter i mindre busser, og det tager omkring en halv times tid, før vi når toppen.

LÆS OGSÅ: Nye kæmpeteleskoper får de gamle til at ligne dværge

Området omkring La Silla er ikke så goldt som ved Very Large Telescope (VLT), der også ligger i Atacamaørkenen, og på vej mod toppen ser jeg både en flok æsler og lamaer.

La Silla er det første observatorium, som blev bygget af ESO, dengang medlemslandene kunne tælles på en enkelt hånd.

De første teleskoper og bygninger blev konstrueret i 1960’erne, og på dette tidspunkt var det almindeligt, at alle medlemslandene byggede deres egne teleskoper.

Danmark blev en del af ESO i 1967 og kunne åbne det første danske teleskop på La Silla i 1979. Det var et teleskop med et spejl på 1,54 meter i diameter, og selvom en del af instrumenterne er skiftet ud af flere omgange, virker teleskopet stadigvæk i dag.

Mange af de små nationale teleskoper på La Silla fungerer ikke mere, og derfor er La Silla i dag hjemsted for 8 aktive og 13 inaktive teleskoper.

Dette betyder også, at La Silla har fået ry for at være en teleskopgravplads.

LÆS OGSÅ: Very Large Telescope fylder 15 år

Mindre teleskoper er glimrende exoplanet-jægere

Mindre teleskoper som dem, der findes på La Silla, kan ikke zoome så godt ind på himmelske objekter som de store teleskoper. De mindre er til gengæld rigtig gode til at finde exoplaneter via transitmetoden.

Når man leder efter exoplaneter med transitmetoden, observerer man lysstyrken fra en stjerne over længere tid.

Hvis lysstyrken bliver mindre, kan det skyldes, at der er en exoplanet, som står imellem stjernen og teleskopet – herved kan man indirekte observere exoplaneter.

Hvis lysdykket sker periodevis, kan man være ret sikker på at have fundet en exoplanet.

I 2017 gjorde det belgiske teleskop TRAPPIST, der har hjemsted på La Silla, en stor opdagelse. Astronomer havde undersøgt en lille, rød dværgstjerne og havde opdaget hele 7 exoplaneter, som kredsede omkring stjernen.

Hele tre af disse exoplaneter befandt sig i den beboelige zone omkring stjernen og kan derved muligvis have de rigtige betingelser for liv. Planetsystemet fik navnet TRAPPIST-1.

LÆS OGSÅ: To jordlignende planeter kan have temperaturer, der tillader liv

Hvis du selv skal til Chile og har lyst til at besøge La Silla, er det muligt hver weekend. Det er gratis, men man skal have booket billet i forvejen.

En lang ventetid før solformørkelsen

Vi træder ud af den lille bus og står nu blandt de første teleskoper. Det store 3,6 meter teleskop, som er La Sillas juvel, ses tydeligt på det højeste punkt i området.

I dagens anledning har ESO opstillet et telt med kaffe og te og desværre også en DJ, der er meget glad for at spille Coldplay!

Heldigvis er der masser af andet at tage sig til, da der er en række talks og aktiviteter. Solformørkelsen begynder først klokken 15.23. De største fotonørder er dog allerede i gang med at stille deres udstyr frem, så de er sikre på at få det helt rigtige billede.

Dagen forinden lavede jeg et solfilter til mit kamera. Det er simpelt, da det blot kræver noget særligt film, som kun lukker en lille brøkdel af Solens lys igennem.

Med solfilteret monteret på kameraet kan jeg tage billeder af den delvise solformørkelse.

Når det bliver tid til den totale solformørkelse, er der hverken brug for briller eller filter, den kan vi se med det blotte øje.

Jeg havde frygtet, at de fem timers ventetid ville føles som uendeligt lang tid, men til min overraskelse er klokken pludselig 15, og det er tid til at finde en god plads til det snarlige himmelshow.

LÆS OGSÅ: Døgnet for årets største opdagelse: Alle telefoner bimlede, og så skulle det gå stærkt

Frem mod den totale solformørkelse

Vi er heldige, for det er næsten vindstille, og det er en klar og solrig dag. Med en temperatur på 18 grader og høj sol er det dog med at huske at påføre solcreme jævnligt.

Jeg er normalt ikke meget til solbriller, men Solen skinner så skarpt, at det gør ondt i øjnene ikke at have dem på.

Jeg finder min plads, og da den delvise solformørkelsen begynder, går der et sus gennem os alle.

Nu er det bare at vente på totaliteten, der begynder klokken 16.40.

I løbet af den næste time bliver det langsomt mørkere og koldere.

Jeg står oppe på en forhøjning og kan se ud over alle de mennesker, som har stillet kameraer op nede på vejen.

Lyset bliver mere og mere blegt, og til sidst minder det om en solnedgang. Dog uden at lyset har et rødligt skær. Det ser meget mærkeligt ud.

Et par minutter, inden totaliteten slår ind, begynder horisonten at blive rød hele vejen omkring os. De første stjerner begynder også at dukke op på himlen.

LÆS OGSÅ: Video og fotos af solformørkelsen: I Chiles bjerge blev dag til nat i to minutter

En meget stor, men kort, oplevelse

Og så pludselig sker det – Solen er væk!

På dens plads er en kulsort skive, omgivet af en hvid halo.

Himlen er mærkelig blå-grøn-grumset i farven. Det er et noget andet syn, end jeg havde forventet! Den lysende halo omkring Solen og Månen er Solens atmosfære, koronaen – den er virkelig flot!

Det hele varer lidt mindre end to minutter, men i den tid er jeg i konstant indre diskussion med mig selv om, hvad jeg skal kigge på. Stjerner, horisonten, lyset eller koronaen?

Men en ting er sikker: Jeg står med det største smil solidt plastret i ansigtet. Dette er en meget stor oplevelse!

Det varer dog alt for kort tid, og pludselig er det hele slut.

LÆS OGSÅ: Solformørkelse: Sydamerika går i sort, og forskere står klar til at teste Einsteins teori

Farvel til teleskoperne hjemland

La Silla er et helt særligt sted at opleve en solformørkelse fra.

Den eneste ulempe er dog, at der ikke er noget dyreliv her på bjergtoppen.

Jeg har hørt fra mange, at ved en total solformørkelse bliver der helt stille – fuglene stopper med at synge, og insekterne stopper med at summe.

Men der er hverken fugle eller insekter på La Silla, så denne del af en total solformørkelse oplevede jeg ikke – det må blive næste gang!

Den næste totale solformørkelse er også i Chile, dog længere sydpå. Den finder sted i december 2020 sent på eftermiddagen, lokal tid.

Vi pakker vores grej sammen og begynder at bevæge os ned fra bjergtoppen. Formørkelsen aftager langsomt, mens Solen går ned.

Det er mørkt, da vi atter når foden af bjerget.

Jeg siger farvel til teleskopernes hjemland og forlader nu Atacamaørkenen.

LÆS OGSÅ: Derfor er solformørkelser så sjældne

LÆS OGSÅ: ASIM: Danmarks største rumprojekt klar til opsendelse