I 1572 opdagede den danske astronom Tycho Brahe en ny stjerne på himlen. Tycho vidste dog ikke, at han i virkeligheden var vidne til en stjernes voldsomme død - det fænomen vi i dag kalder en supernova.
I dag afslører teleskoper resterne af Tycho's supernova og detaljerede studier af denne og andre supernovarester lærer os mere om stjernernes livscyklus og deres virkning på omgivelserne. I september i år lykkedes det imidlertid for en international gruppe af forskere at fange lys fra selve eksplosionen - det samme lys, som Tycho så med sine egne øjne for 436 år siden. Lyset er blevet kastet tilbage af en sky af støv, der ligger længere fra Jorden end supernovaresten og har skabt såkaldte lysekkoer. Ved hjælp af lysekkoerne har forskerne kunnet studere selve supernovaeksplosionen og har fået underbygget deres formodning om, at der var tale om en supernova af type Ia. Disse supernovaer opstår i dobbeltstjernesystemer, hvor det ene medlem er en hvid dværgstjerne, der 'stjæler gas' fra dens ledsager. På et tidspunkt når mængden af gas, der er blevet overført til den hvide dværg, op over en kritisk grænse og stjernen eksploderer. En hvid dværgstjerne er den rest, der bliver tilbage, når en stjerne som Solen dør.
Fordi supernovaer af type Ia altid 'går af', når den hvide dværg kommer over den kritiske grænse, formodes eksplosionernes lysstyrke altid af være den samme. Denne egenskab gør 'type Ia'-supernover til værdifulde standardlyskilder, der bruges til afstandsmåling i universet. Det er derfor vigtigt at fange og studere så mange supernovaer af denne type som muligt, så vi kan få afsløret eventuelle huller i vores viden om disse objekter. Således har observationerne af lysekkoerne fra Tycho's supernova også vist, at eksplosionen ikke var helt symmetrisk.
