Arthur C. Clarke-møde og sjælden adgang til NASA: Helle og Henrik Stubs liv får dig til at tabe kæben

Vi kommer fra hver vores del af landet. Helle er født og opvokset på Fyn, mens Henrik har tilbragt sin barndom i København og derfor ikke har haft de samme astronomiske oplevelser som barn som Helle.

Helle beretter:

De fynske nætter i en lille landsby i 1950’erne var virkelig mørke, gadelys fandtes ikke. Ville man ud at gå bare en lille tur, var det helt nødvendigt med en god lommelygte. Til gengæld var nattehimlen på de mange klare nætter uforlignelig med udsigt til en imponerende stjernehimmel - uden den lysforurening, vi plages af nu om dage.

Med sådanne startbetingelser er det ikke mærkeligt, at man let kan blive optaget af stjernehimlen, og de begivenheder, der fandt sted her. Og så havde jeg en far, der let kunne finde på at vække mig klokken 4 om morgenen, fordi Venus stod flot fra et sted i haven...

Det var ikke bare planeter og stjerner, der var usædvanligt klare på den mørke himmel langt fra byens lys:

I 1957 havde vi udsigt til den usædvanligt klare komet Arend-Roland, der efter at have rundet Solen fløj forbi Jorden. Jeg har aldrig siden oplevet at følge så klar en komet.

Arend-Roland fulgte os igennem hele foråret 1957, inden den forsvandt på sin vej mod det ydre solsystem.

Oplevede en total solformørkelse

Den 30. juni 1954 kunne man opleve en total solformørkelse over Sydsverige. Denne meget sjældne oplevelse var Helles astronomiinteresserede far ikke sen til at reagere på:

Med hele familien og kikkerten pakket godt ned rejste vi til Sverige med tog, som var det almindelige dengang.

Selve solformørkelsen oplevede vi fra den lille by Fjällbacka i det sydlige Sverige, hvor vi opsøgte et lille højdedrag i nærheden. Kikkerten blev omhyggeligt opstillet og justeret, og til alt held var vejret ganske pænt - mere kunne vi vist ikke forlange.

Jeg var på det tidspunkt lige fyldt 8 år og helt med på, hvad vi var på vej til at opleve. Jeg husker meget klart, at himlen blev gradvist mørkere, i takt med at solen svandt ind. Samtidig blev det tydeligt køligere – jeg begyndte at fryse.

Men så begyndte det store eventyr, der gik under navnet ’Dagmørket i Sydsverige’. Solen var mørk – dækket af Månen - himlen var mørk, og pludselig dukkede Venus op som et klart og smukt syn - sammen med nogle stjerner, der også viste sig på himlen.

Henrik fortæller:

Jeg har haft udsigt til himlen fra en lejlighed på 3. sal, så det var mere bøgerne og især de første Sputnikker, der skabte interessen for rummet.

Jeg var så heldig at sidde i Radioens rumredaktion (redaktion, som blev etableret af journalist og videnskabsformidler Joachim Jerrik på Danmarks Radio, red.), da Armstrong landede på Månen og igen under den meget dramatiske flyvning med Apollo 13, hvor rumskibet eksploderede på vej mod Månen.

Det blev til flere år med radioforedrag – og meget senere overtog Helle og jeg Radioens rumredaktion, som vi havde, indtil den blev nedlagt.

Studietiden og det første møde

Med disse ’himmelske’ oplevelser i bagagen fra de tidlige år var det vel ikke sært, at vi begge efter studentereksamen stilede mod naturvidenskaberne på Københavns Universitet.

Men for at nå frem til astronomstudiet skal man igennem grundige studier i matematik, fysik og kemi – den såkaldte 1. del af studiet.

Der var ikke megen studievejledning, og det gav et stort frafald dengang i 1960’erne – og det kunne man direkte se på indretningen af H.C. Ørsted-bygningen, der dengang var ganske ny.

Auditorium 1 for 1. års studerende kunne rumme 500 studerende, mens Auditorium 2 for 2. års studerende kun havde 100 pladser, fordi erfaringen var, at mange faldt fra allerede i løbet af 1. år, da kravene var ret hårde - på en måde gymnasiet ikke kunne forberede os til.

Så fulgte 3. år, hvor vi havde lært lektien, og der påny var lidt færre studerende tilbage i et lidt mindre auditorium.

Det var omkring denne tid vi mødte hinanden – anledningen var ganske banal. Ved en lejlighed med regneøvelser i fysik stod vi begge i kø for at få hjælp til nogle problemer i fysikopgaverne. Henrik, som stod bagerst, var derfor ikke sen til at foreslå, at vi da kunne stå sammen i køen – så gik det nok lidt hurtigere…

Hovedfagsstudiet, som for vores vedkommende var astronomien, foregik dengang dels på det gamle Observatorium på Østervoldgade, og dels på det dengang ret nyopførte Observatorium i Brorfelde, hvor vi lærte at foretage udvalgte observationer med nenblik på specialestudiet.

Selv om placeringen af Brorfelde var valgt omhyggeligt med god udsigt til stjernehimlen, var det ikke let at få indsamlet de tilstrækkelige observationer til et speciale – vi kunne kun regne med 50 klare nætter om året. Det gav nogle udfordringer, og det kunne være nødvendigt at opsøge andre astronomers observationer for at komme videre.

Til bal hos professoren i Carlsbergs Æresbolig

Det var netop på den tid i vores studietid, at professor i astronomi og astrofysik Bengt Strømgren vendte hjem fra flere års ophold i USA.

Det var noget af en oplevelse at overvære Strømgrens forelæsninger, hvor vi blev beriget med den nyeste udvikling indenfor astronomien – ikke mindst om stjernernes udvikling, liv og død, som dengang var helt ny viden.

Men der var også den mere private Strømgren, der nu boede i Carlsbergs Æresbolig. Da der et år var uddannet ikke mindre end 7 magistre i astronomi, inviterede Strømgren os alle – kandidater og studerende - til en fantastisk fest med middag og bal i æresboligen.

På det tidspunkt havde vi lige fået vores førstefødte, og fru Strømgren var meget hjælpsom - og den lille Christina blev i sin lift anbragt i Strømgrens soveværelse, så vi kunne holde godt øje med hende hele festnatten.

På et tidspunkt arbejdede Helle med en beregningsopgave for Strømgren. Da den blev færdig, cyklede hun ud til æresboligen for at overrække ham resultatet. Og her var belønningen så mange Carlsberg-øl, som kunne være i cykelkurven…

Ved en anden mindeværdig begivenhed drog vi alle - både studerende og ansatte astronomer - ud til Danmarks Tekniske Universitet (DTU), fordi den berømte, men kontroversielle engelske astronom Fred Hoyle var kommet på besøg og nu ville holde foredrag.

Vi mindes stadig tydeligt de danske astronomers skepsis overfor denne engelske vidtløftige astronom, hvis teorier om universets opbygning ofte lå et godt stykke fra den traditionelle opfattelse af astronomien.

Flere år senere besøgte vi selv Fred Hoyle i hans hjem i det sydlige England, hvor vi fik en god snak, blandt andet om den dengang nye opdagelse af organiske molekyler ude i rummet – han havde endda glemt, at han allerede tidligere havde skrevet om det. Vi fandt ovenikøbet den bog i hans reol, hvor han havde omtalt det, så han selv kunne se det.

Fred Hoyles hustru var opmærksom på, at han ikke blev over anstrengt, så hun gjorde meget venligt opmærksom på, hvornår audiensen var afsluttet.

Rejselivet og møder med spændende personligheder i hele verden

Der var kun få astronomiske stillinger, så vi kom ud at arbejde i gymnasiet, hvor vi var mange år.

Men vi kunne dyrke vores interesser gennem radioforedrag og som skribenter for Illustreret Videnskab, der sendte os på mange interessante rejser. Vi kan nævne nogle højdepunkter:

Vi fik adgang til det Europæiske Rumcenter Kourou i Fransk Guiana – et land, der bogstaveligt talt dengang levede af rumfart og bananer. Når Ariane (en række løfteraketter udviklet af ESA, red.) dengang skulle opsendes, så lukkede man bare hovedvejen gennem landet i de timer, det nu varede (nu er der dog en omkørsel uden om centret).

En dag, hvor ESA ikke havde tid til at snakke med os, sendte de os til ’Djævleøen’ (en fransk straffekoloni, som 1851 blev oprettet i Fransk Guyana. Her sad den franske officer Dreyfus uretfærdigt indespærret i flere år i begyndelsen af århundredet - det var dengang en kæmpe skandalesag om antisemitisme).

Den vej, der var på øen, havde kostet et menneskeliv per meter, men i dag er øen sporingsstation for raketter.

Vi har også rejst til USA, hvor et af højdepunkterne var at komme ind i det center, som er bygget ind i Cheyenne-bjerget i Colorado, hvorfra USA overvåger rummet. Her var vi fulgt af en officer alle vegne, og det gjorde et stort indtryk at se de enorme døre, der skulle beskytte centret mod et atomangreb. Men vi kunne da skrive, hvad vi ville i vores artikler…

Et andet højdepunkt var besøget på rumcentret Jet Propulsion Laboratory (JPL) i Californien, hvor NASA bygger og styrer rumsonder. Her oplevede vi noget, som vist ikke er muligt i dag:

Lederen af JPL, Edward Stone, havde hørt, at der var et par danskere på besøg, som rendte rundt og stillede spørgsmål. Så han inviterede os op til sit kontor, og her fik vi et langt personligt interview. Senere besøg i USA har vist, at sådan foregår det ikke længere – vi har oplevet at blive sendt ud af NASA’s hovedkvarter i Washington, mens vi ventede på et næste interview.

På Sri Lanka mødte vi den engelske science fiction-forfatter Arthur C. Clarke, der udover sine romaner er kendt for at være den første, som foreslog at bruge den geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator til brug for det, vi i dag kalder for kommunikationssatellitter.

Og så kunne vi endda vise ham de første billeder af Halleys komet taget af den Europæiske rumsonde Giotto i 1986. Vi havde i lufthavnen i København lige kunnet nå at købe et tidsskrift med billederne, som ikke var nået ned til Sri Lanka.

Mødte verdens første rumvandrer

I det hele taget åbnede det mange døre at ’være udsendt’.

Vi var til stede i den tyske by Darmstadt, da den europæiske rumsonde Huygens landede på Saturns måne Titan i 2005, og vi alle sad og ventede på de første billeder fra overfladen og samtidig kunne høre forskernes kommentarer.

Vi har også besøgt den russiske kosmonaut Leonov, der var verdens første rumvandrer – mærkeligt nok insisterede han på at tale russisk, selv om han taler et udmærket engelsk, men heldigvis havde vi en tolk.

Vi mødte også en ældre ingeniør, som havde arbejdet på rumcentret Baikonur, dengang deres store helt Korolev endnu levede. Det var ham, som mere end nogen anden havde ansvaret for de raketter og satellitter, som russerne dengang var så stolte af.

Vi kom også til Novosibirsk, hvor vi i Videnskabsbyen (Akademgorodok, som blev opført i slut 1950’erne, red.), mødte en række forskere med nogle lidt specielle teorier om det store Tunguska-nedslag i 1908 i Sibirien, hvor en stor meteor væltede træerne i et skovområde på størrelse med Sjælland.

Der kunne vi godt mærke, at de arbejdede meget for sig selv med kun lidt kontakt til det internationale videnskabelige samfund.

I en tidligere artikel på Videnskab.dk har vi skrevet om Tunguska-meteoren og andre hændelser, der har været en påmindelse om, at truslen fra asteroiderne er ganske alvorlig.

Et langt liv med rummet fortsætter

I 2012 forlod vi Illustreret Videnskab, og to år senere begyndte vi så at skrive for Videnskab.dk. Vores liv blev ikke forskerens, men videnskabsformidlerens.

Nu er vi for alvor blevet ældre, men vi har ikke mistet interessen for at formidle videnskab, og vi fortsætter derfor så længe vi kan.

Vi har været så enestående heldige både at opleve, hvordan astronomien har givet os en helt ny forståelse af universet, samtidig med at rumsonder har vist os et solsystem, vi næsten intet vidste om, dengang rumalderen begyndte i 1957.

Vi kan kun håbe, at vores efterfølgere til den tid også her på Videnskab.dk kommer til at opleve lige så spændende tider.