Erhvervsmanden Claus Meyer har som nævnt på Videnskab.dk set sig sur på kritisk forskning, der viser, at danskerne næppe kommer til at lave Ny Nordisk mad hver dag – og dermed er Ny Nordisk Hverdagsmad sandsynligvis ikke en måde at forbedre folkesundheden på.
Claus Meyer har i Dagbladet Politiken kaldt forskningen for både studentikos og virkelighedsfjern, fordi han mener, Ny Nordisk mad nyder stor popularitet og derfor nok skal være med til at fremme folkesundheden.
Den kritiserede undersøgelse er lavet af ph.d. Arun Micheelsen, der tidligere har fortalt om sine konklusioner på Videnskab.dk.
Den videnskabelige artikel om emnet har han skrevet sammen med sin vejleder, professor i fødevaresociologi Lotte Holm, samt sociolog, lektor emerita Katherine O’Doherty Jensen.
De to kvinder går nu i et læserbrev i Politiken - der også er sendt som kommentar til Videnskab.dk - i rette med Meyers kritik. Pointen er, at den velsmagende mad utvivlsomt vil blive lavet og give inspiration til den del af befolkningen, der i forvejen er sunde, som lidt kortfattet og karikeret kan samles under hatten ’højtuddannede kvinder i storbyen, der i forvejen er interesserede i mad’.
Men det betyder ikke, at Ny Nordisk Hverdagsmad kan bruges til at forbedre folkesundheden, pointerer forskerne.
»Når Claus Meyer vælger at kritisere vores videnskabelige arbejder, gør han sig efter vores opfattelse ikke den ulejlighed at skelne klart mellem, om det nye madkoncept vil forny madkulturen, og om det vil bidrage til at løfte folkesundheden.«
»Det særlige ved forskning er, at den skal bidrage med systematisk undersøgelse med henblik på at besvare et klart og afgrænset spørgsmål. Forskningen i Arun Micheelsens ph.d.-projekt bidrager til at svare på spørgsmålet om, hvor vidt Ny Nordisk Hverdagsmad også nemt kan tilegnes af de befolkningsgrupper, som i særlig grad er i risiko for dårlig ernæring, og som for de flestes vedkommende ikke er særligt madinteresserede.«
»Det er dette spørgsmål, som er centralt for folkesundheden og for den sociologiske forskning i OPUS, men som Claus Meyer vælger ikke at forholde sig til,« skriver forskerne.
Læs også:
Nedtur for millionprojekt: Vi gider ikke lave Ny Nordisk mad
Meget svært at få folk til at ændre madvaner
Mad påvirker os vidt forskelligt
th






























