Kvindefodbold har yderst positive effekter på kondition, hjertefunktion og knoglesundhed, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Et nyt studie fra Københavns Universitet viser nemlig, at knoglerne bliver markant stærkere, muskelmassen stiger og balancen bliver bedre hos både nybegyndere og landsholdspillere.
»Efter bare 16 ugers motionsfodbold var muskelmassen hos nybegynderne øget med 1,3 kg og antallet af fald i balancetesten blev reduceret med 29 procent. Dertil stimulerede træningen til knoglevækst hos nybegynderne,« siger Peter Krustrup, der er ledende forsker ved Center for Holdspil og Sundhed ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, i en pressemeddelelse.
Efter de 16 ugers fodboldtræning havde kvinderne også øget deres kondital med 16 procent og tabt 1,5 kg fedt.
En af konklusionerne i studiet er, at kvinder, der dyrker fodbold oplever færre faldulykker på grund af den bedre balance, og mindre risiko for at få skader, hvis de alligevel skulle falde, på grund af den øgede knoglevækst.
Studiet publiceres i det engelske tidsskrift Journal of Sports Sciences.
Læs også på Videnskab.dk: