Jeg skriver historie, som var det en detektivroman

Hvordan påvirker køn vores måde at praktisere videnskab på? Det er et vigtigt spørgsmål for professor Londa Schiebinger.

Schiebinger er John L. Hinds-professoren inden for videnskabens historie ved Stanford Universitet i USA. Med bøger som ’Has Feminism Changed Science?’ er hun blevet en international autoritet inden for kønsforskning.

Schiebinger har modtaget adskillige internationale priser for sin forskning, og hendes arbejde er blevet oversat til 13 forskellige sprog.

ESOF-konferencen handler om at bygge bro mellem forskere og resten af samfundet. I den anledning har Videnskab.dk interviewet Londa Schiebinger om hendes erfaringer med populær formidling. Interviewet indgår i Videnskab.dk's engelsksprogede formidlingshåndbog, der lanceres i forbindelse med ESOF.

Hvordan begyndte du at formidle videnskab til befolkningen?

»Jeg blev inviteret til at holde offentlige forelæsninger.«

Schieblinger tror altid, det er muligt at blive bedre til at formidle videnskab.

»Mennesker, der går op i formidling, arbejder på det – det er ikke en medfødt egenskab. I USA er vi mange, der underviser hold på en dramatisk og involverende måde. Jeg ønsker, at de studerende skal opleve den samme begejstring for materialet, som jeg selv oplever. Så jeg engagerer mig, jeg bruger interaktive diskussioner, jeg viser billeder og er provokerende. Jeg forsøger, at gøre undervisningsmaterialet levende. Det er let at skifte publikum. Jeg ser menneskers ansigter, mens jeg taler. Hvis ikke de er levende, så gør jeg ikke mit arbejde ordentligt.«

Når du formidler, tænker du så over, hvordan dine forskerkollegaer vil reagere på det, du siger?

Mit arbejde er interdisciplinært. Jeg taler ofte med kollegaer fra andre områder, og jeg taler så vidt muligt til dem i deres egne termer. De er mine forskerkollegaer.

Det vigtigste ved formidling er at forstå, hvem dit publikum er. Jeg skræddersyr mine beskeder til publikum – så de får mest muligt ud af deres tid med mig.

Jeg overvejer nøje, hvem mit publikum er. Hvis jeg er i Korea, overvejer jeg, hvad der foregår omkring køn inden for forskningen i Korea, og hvilke eksempler fra mit projekt, der ville interessere dem mest. Jeg tilpasser mig også disciplinært: Hvis jeg taler med fysikere, giver jeg så mange eksempler som muligt fra fysik. Hvis jeg taler på Karolinska Instituttet i Stockholm, gør jeg brug af medicinske eksempler og diskuterer farmakologi og lignende.

Jeg stiller spørgsmål og arbejder interaktivt. Mit håb er altid at lære noget nyt, mens jeg formidler mine resultater.

Så er der problemet med niveauet. Er der mennesker blandt publikum, for hvem emnet køn inden for videnskab og teknologi er nyt? Hvis det er tilfældet, tilbyder jeg mere baggrundsviden. Hvis de ved mere, dykker jeg direkte ned i metoder og eksempler – et lidt højere niveau, men stadig ikke det samme som for kollegaer fra mit område.

Jeg taler også ofte til et publikum, der ikke har engelsk som deres førstesprog. Mit engelske bliver nødt til at være tydeligt, rent og klart.«

Hvordan ved du, hvornår du skal gå på kompromis med nøjagtigheden for at peppe din formidling lidt op og omvendt, hvornår du skal holde dig stringent til det videnskabelige?

»Jeg ser det ikke som et kompromis. Man er altid præcis. Og man skal altid være interessant. Jeg ’pepper det ikke op’ – det smukke, de interessante dele, bør være væsentlige for emnet. Jeg fortæller ofte historier; lokalet udånder faktisk ved slutningen af en historie. Det elsker jeg.

Hvis du ikke er en dygtig forsker, har du ikke noget at formidle (i vores verden). Selv det at skrive din forskning ned kræver formidlingsevner. Jeg sætter forskning først, fordi det er det, jeg laver – det er derfor, jeg er professor ved Stanford: Forskning, forskning, forskning.
Derefter er det vigtigt at formidle resultaterne – i forskningsartiklen og derefter mere bredt.«

Hvad er dine bedste råd til andre forskere om videnskabelig formidling?

»Kend dit publikum. Brug billeder – mennesker er visuelle tænkere. Jeg gør brug af visuelle fremstilling så som grafiske illustrationer og videoer, når jeg taler og også på vores hjemmeside Gendered Innovations.«

Det er vigtigt for Schiebinger, at hendes historier er spændende og underholdende.

»Jeg skriver historier som en detektivroman. Jeg bruger masser af humor.«

Hvad får du personligt ud af formidling?

»Jeg er passioneret omkring mit budskab.«