Ny DNA-test forudsiger risiko for bestemte sygdomme. Er du klar til at høre svaret?

Forestil dig, at du sender en spytprøve afsted med posten og får den her besked tilbage:

»Du har en betydelig øget risiko for at få en af følgende sygdomme:«

Beskeden er efterfulgt af en liste med diagnoser, alt fra Crohns sygdom til type 2-diabetes, og der er måske endda sat procenter på:

»Du har 87 procent risiko for at udvikle brystkræft.«

Beskederne herover er eksempler på mulige svar fra hjemmesider, hvor man kan købe sig til en ny type DNA-test: en såkaldt ‘polygen risikoscore (PRS)’.

En test, som bliver kaldt langt mere præcis end andre af sin art, fordi den på samme tid tager højde for flere tusinde genvarianter forbundet med forskellige sygdomme. Og så er det en test, som er på vej til at blive en del af det danske sundhedssystem.

»Vi holder bestemt øje med PRS-testen, og vi forventer, den for eksempel vil blive indført til mere præcist at vurdere, hvilke kvinder som har særlig høj risiko for at få brystkræft, og som derfor bør anbefales screening,« siger Charlotte Lautrup, overlæge og klinisk lektor ved Aarhus Universitet, som til daglig arbejder med patienter og familier mistænkt for arvelig kræftrisiko.

Allan Vaag, professor på Lunds Universitet, Sverige, og overlæge ved Steno Diabetes Center Copenhagen, kalder PRS-testen for »et superspændende værktøj, som kan føre til en meget mere målrettet sygdomsindsats i forhold til type 2-diabetes.«

Begge forskere har dog også deres forbehold. For på den ene side kan den nye DNA-test være med til at målrette forebyggelse og potentielt spare statskassen for millioner af kroner.

Men den polygene risikoscore skaber også videnskabelig debat med en række etiske spørgsmål:

Er vi klar til at kende risikoen for at få en potentielt dødelig sygdom? Og kan vi overhovedet stole på tallene?

Sygdomsrisiko ud fra flere tusinde gener

En polygen risikoscore er bestemt af en matematisk model. Der bliver løbende forsket i, hvilke metoder man kan anvende til udregningen, men generelt kan man sige det her om fremgangsmåden:

Man tager en DNA-prøve fra en enkeltperson og putter data fra prøven ind i modellen. Her bliver dataet så parret med information om de genvarianter, man ved, er forbundet med udviklingen af bestemte sygdomme. Og til sidst regner modellen sig så frem til et estimat på mellem 0 og 100, hvor 100 er det højeste niveau af risiko for at få en given sygdom.

Det nye ved PRS-testen er, at den medtager langt flere detaljer end andre test, forklarer Charlotte Lautrup fra Aarhus Universitet:

»Vi har typisk kun kigget på ét gen ad gangen i forhold til at bestemme risikoen for at udvikle bestemte kræftformer. Men med PRS-testen kan vi kigge på flere hundrede genetiske varianter samtidig, og vi kan også inkludere data om andre faktorer for risici såsom livsstil og miljøpåvirkning,« fortæller hun.

Allan Vaag siger, at noget lignende gør sig gældende i forhold til diabetesforskningen.

»Før havde vi udelukkende usikre oplysninger fra patienterne selv om forekomsten af sygdom hos forældre og andre slægtninge. Med PRS kan vi gå mere detaljeret til værks ved at se på patientens eget DNA, herunder på mange forskellige genvarianter med betydning for sygdomsrisikoen hos den enkelte patient,« siger professoren fra Lunds Universitet og Steno Diabetes Center Copenhagen.

Usikker test tæt på at komme i brug

Spørgsmålet er, hvor langt testen er fra at blive en del af sundhedsvæsenet?

»Vi tænker, at vi kommer til at anvende PRS til at vurdere brystkræftrisiko inden for den nærmeste fremtid,« siger Charlotte Lautrup fra Aarhus Universitet, uden at hun dog vil sætte et konkret tidspunkt på.

Hun tilføjer:

»Der er stadig nogen usikkerhed omkring tallene i udregningen, som vi mangler at få afklaret.«

I et studie udgivet i 2023 regner forskere på, hvor præcis PRS-testen er, og de konkluderer, at den »klarer sig dårligt«, både i forhold til at måle risiko på befolkningsniveau og på enkelte patienter. Studiet arbejder med en præcisionsrate for evnen til at detektere risikoen for at få forskellige sygdomme, og her har PRS en median på 11 procent.

Alligevel er der »et ret stort potentiale« ved at anvende den nye DNA-test, siger Charlotte Lautrup.

For selv om den ikke er 100 procent præcis, er den bedre end eksisterende løsninger og kan derfor være med til at forbedre udvælgelsen af de patienter, man skal have et særligt fokus på.

»Ved at blive mere præcise i vores screening kan vi blive bedre til at udvælge, hvem der skal have en mammografi (en røntgenundersøgelse af brysterne, red.). Derfor kan PRS-testen potentielt spare os for mange omkostninger i sundhedssystemet,« siger Charlotte Lautrup.

Med hensyn til diabetes er udsigterne til anvendelse dog lidt anderledes, forklarer Allan Vaag. Type 2-diabetes er en sygdom, der i mindre grad end brystkræft er afgjort af gener og i højere grad af livsstil og miljø – og derfor er der lidt længere udsigter til en konkret anvendelse af PRS til netop dét formål: at udlede risikoen for at få sygdommen.

Til gengæld kan man anvende testen til at vurdere påvirkning fra genetiske træk i forhold til påvirkning fra opvækst og omgivelser. En tilgang, Allan Vaag har anvendt til at afklare betydningen af fødselsvægt og fostermiljø for risikoen for at få type 2-diabetes.

»Nogle forskere har tidligere troet, at en lav fødselsvægt hang sammen med nogle bestemte gener forbundet med en risiko for at få type 2-diabetes. Men med vores studie kunne vi se, at den lave fødselsvægt faktisk var en ekstra komponent til både den genetiske og den fedmerelaterede risiko for at få sygdommen,« siger han.

Med andre ord var PRS-testen med til at vise, at en lav fødselsvægt i sig selv kan øge risikoen for at få type 2-diabetes senere i livet.

Etiske dilemmaer ved PRS-testen

Den polygene risikoscore bliver altså anvendt til mange forskellige formål inden for forskning og forebyggelse af sygdom.

Man kan allerede købe sig til en test på nettet. Og PRS bliver også allerede anvendt af nogle private fertilitetsklinikker i udlandet til at udvælge æg med den laveste risiko for at udvikle bestemte sygdomme.

Men vi er nødt til at have nogle forbehold og etiske overvejelser i forhold til testen. Det mener begge de forskere, Videnskab.dk har været i kontakt med:

»Der er tvivl om, hvor valide estimaterne er, og i hvor høj grad de er ‘biased’,« siger Charlotte Lautrup og fremhæver, at PRS-testen hovedsageligt er afprøvet med gener fra vesterlændinge.

Allan Vaag har samme pointe. Og så tilføjer han, at man stadig ikke har det fulde billede af alle de gener, der er forbundet med en given sygdom.

»I forhold til type 2-diabetes har vi kortlagt over 1.200 risikogener. Men det store antal forklarer stadig kun en mindre andel af den samlede risiko for at få sygdommen,« siger han.

Desuden er der en række »etiske ting« ved PRS-testen, siger Charlotte Lautrup.

»Nogle kan måske føle, at testen giver dem et øget ansvar for at sænke deres sygdomsrisiko. Et andet aspekt handler om, hvem der skal bestemme, hvem der skal have testen – er det patienten selv, eller er det os læger?« spørger hun.

Allan Vaag supplerer med en kommentar til de test, man allerede kan købe sig til på nettet.

»Dem skal man passe på med at tro for meget på,« siger han med henvisning til, at de private udbydere af PRS sjældent tager højde for andre faktorer end gener, såsom miljø og livsstil.

Og her kan man tilføje et af de mange dilemmaer ved genetiske test, som Etisk Råd har beskæftiget sig med:

»Som familie kan man stå i det dilemma, at man ikke er enige om, hvorvidt man vil have viden om en arvelig sygdom,« har Anne-Marie Gerdes sagt til Videnskab.dk som daværende medlem af Etisk Råd og klinikchef på Rigshospitalets Klinisk Genetiske Klinik.

Det helt centrale spørgsmål omkring den polygene risikoscore er:

Vil du helst leve i uvidenhed, eller vil du gerne risikere at få en uønsket nyhed?