Zombiemyrer opdaget i danske skove

»Det er simpelthen bare totalt fascinerende.«

Lektor Brian Lund Fredensborg kan ikke skjule sin begejstring, når han taler om parasitten kendt som den lille leverikte.

Parasitten har en kompliceret og fascinerende livscyklus, hvor den udnytter flere andre dyr – den kan blandt andet kravle ind i hjernen på skovmyrer og kontrollere deres adfærd.

»Man kan godt sige, at myren bliver til en zombie, for den bliver fuldstændig styret af parasitten,« fortæller Brian Lund Fredensborg, som er lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.

Sammen med sine forskerkolleger har han nu dokumenteret, at ’zombiemyrerne’ lever i Bidstrupskovene nær Roskilde, og han påpeger, at de formentlig også findes i andre danske skove.

Første stadie: Zombiemyren

Når en myre bliver inficeret med den lille leverikte, holder den op med at fare rundt på jordbunden som normalt.

I stedet kravler myren op i toppen af et græsstrå, tager et fast bid i græsset og bliver siddende. Det er en fordel for den lille leverikte, for parasitten har brug for, at myren bliver spist af et græssende dyr såsom et får, en ged eller en hjort.

»Leverikten har behov for at blive transporteret ind i et græsædende pattedyr for at kunne komme videre til næste stadie i sin livscyklus. Derfor vil den gerne have, at myren bliver spist, men problemet er, at de græsædende pattedyr normalt ikke spiser myrer. Men hvis myren sidder fast i toppen af græsstrået, er der større sandsynlighed for, at en hjort kommer til at spise myren,« forklarer Brian Lund Fredensborg.

Andet stadie: Hjorten

Når den zombieagtige myre på græsstrået bliver spist af eksempelvis en græssende hjort, får leverikterne mulighed for at kravle ned i hjortens galdegange. Galdegangene er ’rør’, som fører op til leveren, og her slår leverikterne sig ned.

»Mens de lever i galdegangene, kan leverikterne formere sig. De lægger æg, som kommer ud gennem tarmen med hjortens afføring,« forklarer Brian Lund Fredensborg.

Tredje stadie: Sneglen

Efter at være kommet ud med afføringen ligger den lille leveriktes æg og venter på jordbunden. For at æggene kan videreudvikle sig, skal de blive spist af en snegl.

»Æggene ligger og venter på at blive spist af en landsnegl. Sneglene spiser bare, hvad de tilfældigvis kommer forbi, så de spiser også afføring, som indeholder æg fra leverikten,« forklarer Brian Lund Fredensborg.

Inde i sneglen udvikler æggene sig, og bittesmå haletudse-lignende parasitter bliver udklækket. De små ’haletudser’ kaldes haleikter, og de kan reproducere sig selv aseksuelt – det vil sige, at de uden at have sex kan formere sig og mangedobles i antal inde i sneglen.

Fjerde stadie: Slimbolden

De mange små haleikter kan imidlertid ikke forblive på deres haletudsestadie inde i sneglen – de skal videre til næste trin i deres livscyklus.

»Det næste skridt er også vildt fascinerende. Haleikterne provokerer sneglen til at producere en masse slim. Herefter udskiller sneglen nogle små slimbolde, som er fulde af haleikter,« siger Brian Lund Fredensborg.

De små slimbolde hjælper haleikterne med at holde sig fugtige. Dermed undgår de at udtørre, mens de ligger i skovbunden og venter på at blive spist af deres næste vært.

»Det spøjse er, at disse her slimbolde af en eller anden grund er utrolig attraktive for myrer. Så myrerne spiser frivilligt slimboldene, og med dem spiser de også haleikterne,« forklarer Brian Lund Fredensborg.

Femte stadie: Tilbage til myren

Når haleikterne er blevet spist af myren, bevæger de fleste sig ned i bagkroppen af myren. Her laver de en lille cyste omkring sig selv og venter på, at myren bliver spist af en hjort eller et andet græsædende pattedyr.

»De fleste af haleikterne vandrer ned i bagkroppen på myren, men det fascinerende er, at en enkelt af dem vandrer den modsatte vej. Op mod hjernen på myren. I hjernen presser den sig op mod et helt bestemt sted, som kontrollerer myrens munddele. Det er lidt vildt at tænke på, at den kan finde lige netop dette sted i myrens lille hjerne,« siger Brian Lund Fredensborg, som tilføjer, at hjerneområdet kaldes for det subesophageale ganglion.

Når haleikterne er kommet på plads i myren, begynder myren sin zombieadfærd og kravler op i toppen af græsstrået – og parasittens livscyklus kan starte forfra.

Zombie i skumringen

I studier lavet på Københavns Universitet har forskerne set, at haleikterne sågar kan tage højde for, hvornår på dagen der er størst chance for at blive spist af græssende dyr.

»Vi har været fascinerede af, at det ikke er lige meget, hvornår på dagen man ser på myrerne. Det er klart mest om morgenen og om aftenen, man ser myrerne kravle op i græsset og bide sig fast,« forklarer Brian Lund Fredensborg.

Om natten og midt på dagen kan ’zombiemyrerne’ altså kravle ned fra græsstrået og leve et almindeligt myreliv. Men i skumringstiden om morgenen og aftenen må de igen kravle op og bide sig fast i græsstrået.

»Ikke nok med, at parasitten ændrer myrernes adfærd. Den gør det også på de tidspunkter, hvor pattedyrene græsser mest.«

»Det smarte ved, at parasitten lader myren give slip på andre tidspunkter er, at myren kan gå ned at spise og leve godt. Ellers ville myren hurtigt dø, og det vil reducere parasittens chance for at nå en ny vært,« siger Brian Lund Fredensborg.

Temperatur styrer adfærd

I laboratorieforsøg, som er lavet af Brian Lund Fredensborg og hans specialestuderende Camilla Botnevik, har forskerne vist, at det formentlig er temperaturændringer, som gør parasitterne i stand til at opfatte, hvornår det er tid til at kravle op i græsstrået.

»Vi ville gerne vide, hvordan parasitten kunne opfatte, om det er morgen og aften. Er det, fordi det bliver mørkt eller lyst? Er det ændringer i luftfugtigheden? Eller i temperaturen? Vi lavede nogle forsøg, hvor vi manipulerede med det, og der kunne vi se, at det klart var temperaturen, som drev, hvornår myren bed sig fast, mens mørket og luftfugtigheden betød meget lidt,« siger Brian Lund Fredensborg.

Man finder kun, hvad man leder efter

Selvom den lille leverikte kendes fra mange andre lande, var det først i 2012, at forskerne fra Københavns Universitet kom på sporet af parasitten i Danmark.

Indtil videre har de kun fundet parasitten i Bidstrupskovene nær Roskilde, men Brian Lund Fredensborg mener, at den lille leverikte og dermed også ’zombiemyrerne’ lever i flere danske skove.

På Aarhus Universitet mener myreforsker Hans Joachim Offenberg også, at det er sandsynligt, at myrer i andre dele af landet er inficeret med parasitten.

»Jeg har ikke hørt om, at man har fundet myrer, som har parasitten, men man har sikkert heller ikke kigget efter dem. Man ser jo normalt kun de ting, man kigger efter,« siger seniorforsker Hans Joachim Offenberg, som studerer myrer ved Institut for bioscience på Aarhus Universitet.