Advarsel: Fugleparasit i danske søer kan kravle ind i din hud

Under normale omstændigheder lever de bittesmå schistosoma-parasitter – også kendt som blodikter – i snegle og svømmefugle.

Men kommer en badegæst for tæt på, kan parasitterne kravle ind gennem huden på mennesker og blive boende indtil de dør.

I en ny undersøgelse har forskere fundet tre arter af schistosoma-parasitter i søer omkring København, og forskerne konkluderer, at deres fund er »bekymrende.«

»To af de parasitter, vi har fundet, er ikke tidligere blevet beskrevet i Danmark. Det er larver, som normalt trænger ind gennem huden på svømmefugle. Men de kan også trænge ind i huden på mennesker og give en voldsom kløe, kendt som svømmekløe,« fortælle professor og parasitolog Birgitte Vennervald, som er en af forskerne bag den nye undersøgelse.

Bekymrende parasit

Forskerne har fundet frem til parasitterne ved at indsamle snegle ved Furesøen og Søndersø i det østlige Sjælland. Sneglene fungerer som mellemvært for schistosoma-parasitterne; her deler de sig, og når de senere er blevet til små larver, søger de væk fra sneglen og trænger ind i deres næste vært, fuglen – eller alternativt en badegæst.

Forskerne advarer især om den potentielle risiko ved at blive smittet med én af de nyfunde parasitter i danske søer – schistosoma-parasitten T. regenti.

»I lyset af den offentlige sundhedsrisiko, som fugle-schistosomer udgør, er disse fund bekymrende, og særligt tilstedeværelsen af den potentielt set neuropatogeniske art T. regenti i dansk ferskvand bør påkalde sig opmærksomhed,« lyder advarslen i den videnskabelige artikel.

Kan trænge op i hjernen på fugle

Birgitte Vennervald forklarer, at T. regenti er mere bekymrende end de øvrige schistosoma-parasitter, fordi udenlandsk forskning har vist, at larven kan vandre op til hjernen på fugle og gøre skade.

»I fugle ved vi, at den kan kravle op til hjernen via lugtenerven i næsen. Parasitten er neurotrop – det vil sige, at den er designet til at finde lige netop nervevævet. Derfor er man bekymret for, om det samme kan ske i mennesker, for hvis den sætter sig i hjernen, kan man måske få patienter med neurologiske symptomer,« siger Birgitte Vennervald.

Hidtil har forskere aldrig fundet eksempler på, at T. regenti har sat sig i hjernen på mennesker, men eksperimenter i mus tyder på, at parasitten godt kan overleve i kortere perioder i kroppen på pattedyr, selvom pattedyr ikke er parasittens rigtige vært.

»Vi ved fra udenlandsk forskning, at larverne godt kan kravle rundt i kroppen på mus. Derfor spekulerer man også over, om de kan gøre det samme i mennesker,« fortæller Birgitte Vennervald.

Usikkerhed om udbredelsen

Under normale omstændigheder dør schistosoma-parasitterne imidlertid hurtigt efter, at de er kravlet ind under huden på mennesker.

De døde larver forårsager rødme og kløe – svømmekløe – men symptomerne forsvinder typisk af sig selv efter en kortere periode, som under normale omstændigheder højst varer en uge, fortæller Henrik Vedel Nielsen fra Statens Seruminstitut.

»Vi har ikke noget klart overblik over, hvor mange tilfælde af svømmekløe, vi har i Danmark. Men vi får fra tid til anden henvendelser om det fra praktiserende læger, så mit indtryk er, at lægerne kender til problemet og støder på det af og til – måske især de læger, som bor tæt på større søer, hvor man bader. Så jeg vil antage, at vi hver sommer ser danskere, som får udslæt på huden på grund af schistosomer,« siger Henrik Vedel Nielsen, som er fagchef for det parasitologiske område ved Statens Seruminstitut.

Fagchef: Ikke bekymrende

Henrik Vedel Nielsen mener imidlertid ikke, at folk, som ynder at bade i ferskvandssøer, bør stoppe baderiet på baggrund af fundene i den nye undersøgelse.

»Jeg synes ikke, det er noget, man skal være bekymret for, men det er selvfølgelig godt at vide, at hvis man har fået udslæt efter en svømmetur i en ferskvandssø, kan det være på grund af svømmekløe. Men det er ikke noget, der er farligt,« siger Henrik Vedel Nielsen.

Heller ikke fundet af schistosoma-parasitten T. Regenti, som kan kravle op i hjernen på fugle, vækker bekymring hos Henrik Vedel Nielsen.

»T. Regenti er kendt for at være neuropatogen i fugle, og nogle studier kunne tyde på, at den også vil kunne være det i mus – men det virker ikke helt overbevisende. Så der er kun forskning, som spekulerer i, hvorvidt den vil kunne forårsage neurologiske symptomer hos mennesker. Men mig bekendt har det aldrig været vist, at den reelt set kan føre til andet end svømmekløe hos mennesker,« siger Henrik Vedel Nielsen.

DNA afslørede parasitterne

Forskerne fortæller, at svømmekløe især ses i de varme somre i Danmark, hvor mange mennesker bader i søerne, og hvor sneglene har de rette betingelser for at udsende modnede parasitter på jagt efter en ny vært.

I den nye undersøgelse har forskerne indsamlet 499 ferskvandssnegle fra søer i Københavnsområdet. Sneglene blev taget med hjem i laboratoriet, hvor forskerne ventede på, at parasitlarver skulle trænge ud af dem. Kun fra tre af sneglene kravlede der schistosoma-parasitter ud, men flere snegle kan imidlertid godt have været inficeret, påpeger Birgitte Vennervald.

»Det var kun ret få af sneglene, hvor svømmekløe-parasitterne kravlede ud af dem, men det er ikke det samme som, at flere snegle ikke var inficeret. Måske har parasitterne ikke været på et stadie, hvor de var modne til at komme ud. Derfor lavede vi også DNA-test på sneglevævet, og der fandt vi flere positive snegle end dem, vi oprindeligt havde fundet ved at observere parasitlarverne,« forklarer Birgitte Vennervald.

Hvorfor først opdaget nu?

Forskerne hentede snegle fra 12 forskellige søer i Københavnsområdet men kun i snegle hentet i Furesøen og Søndersø kravlede der schistosoma-parasitter ud af sneglene. Begge søer har badesteder, hvor lokale springer baljen om sommeren, og Birgitte Vennervald mener, at badegæster formentlig kan risikere at få svømmekløe i søer over hele landet.

Når man nu har kendt til svømmekløe længe, hvorfor er to af de tre arter af parasitterne så aldrig før blevet fundet i Danmark?

»Formentlig fordi der ikke er nogen, der har kigget efter dem før. Det kan være svært at skelne arterne fra hinanden blot ved at kigge på dem – det kræver yderligere artsbestemmelse ved hjælp af DNA-metoder,« slutter Birgitte Vennervald.

Den nye undersøgelse er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Parasitology Research.