Så skulle den være god nok: Verdens største guldkrystal stammer fra Venezuela. Den vejer 217,78 gram og er rundt regnet 8 millioner danske kroner værd.
Sådan lyder meldingen fra amerikanske forskere ved Los Alamos National Laboratory's Lujan Neutron Scattering Center.
Guldkrystallen blev ifølge LiveScience fundet i Venezuela for årtier siden, men der har indtil nu været tvivl, om der virkelig var tale om en enkelt naturlig krystal, som man kender det fra en diamant, eller om den var en mere normal polykrystallinisk struktur, altså sat sammen af et væld af små krystaller.
»Strukturen eller atomernes organisering har aldrig været studeret i guldkrystaller af denne størrelse før, så her er en unik chance,« siger professor i geologi ved Miami University John Rakovan i en pressemeddelelse.
Guldkrystal gennemanalyseret med ny metode
Professoren og hans kolleger kastede sig over en ny metode – kaldet neutron-diffraktometri – til at analysere guldklumpen. Grundprincippet er at bruge neutroner i stedet for elektroner eller røntgenstråler til at analysere et materiale.
Du kan høre professorens kolleger berette lidt om kortlægningen af guldkrystallen i videoen herover.
Den fine guldklump er dog langt fra naturens største krystalvidunder. De største enkelte krystaller i verden findes i den underjordiske hule Cueva de los Cristales – Kæmpekrystalhulen – i Mexico. De er lavet af calciumsulfat og kan være op til 12 meter lange og veje 55 tons.





























