Hvis du for nyligt har været et smut i akvariet og set den sjældne klumpfisk (Mola mola), har du måske konstateret, at det ikke er den mest bedårende fisk i havet.
Den er flad som en pandekage og har to kæmpestore haj-lignende finner stikkende ud fra ryg og bug, men ingen halefinne, så den ligner lidt et bizart fiskehoved, der svømmer rundt.
Samtidig er den voksne klumpfisk af havets kæmper – med en kampvægt på op mod 2 ton vejer den omtrent det samme som en meget stor han-flodhest, og er dermed blandt verdens tungeste benfisk.
Med andre ord er den voksne klumpfisk lidt af et monster – men den beskrivelse kunne ikke ligge fjernere, når det gælder dens unger, som har en anderledes høj nuttethedsfaktor:
»Når de klækkes, er de bittesmå – mellem en og to millimeter lange, og så bliver de til små Pokémon-agtige runde bolde med pigge. De øger deres vægt 60 millioner gange, når de bliver voksne, og over 600 millioner gange, hvis de lever, til de når maksimal størrelse. Det er, så vidt jeg ved, den største vægtforøgelse indenfor fiskeverdenen og derfor helt unikt,« siger marinbiolog og klumpfiske-ekspert Marianne Nyegaard til Videnskab.dk.
Blandt andet på grund af klumpfiskens dramatiske transformation, når den går fra larve til voksen, har forskere svært ved at finde ud af, hvilken af de tre forskellige klumpfiskearter indenfor gruppen Mola, larverne tilhører.
Nu er det dog lykkedes Marianne Nyegaard og hendes forskerhold som de første nogensinde at identificere larven til den sydlige klumpfisk (Mola alexandrini) ved hjælp af DNA-sekventering.
Klumpfiskelarver er en sjælden fangst
Marianne Nyegaards mulighed for at udtrække brugbart DNA opstod ved lidt af et lykketræf, da forskere ombord på et skib udfor den australske sydøstkyst tilbage i 2017 fik nogle bittesmå klumpfiskelarver i nettet.
»Jeg fik en e-mail fra en kammerat ombord på forskningsskibet med et billede af en lille Mola-larve, hvor der stod: ’Se, hvad jeg har fundet’. Jeg blev helt vild, for så længe, jeg har forsket i klumpfisk, er der ikke blevet fundet nye larver her ved Australien og New Zealand – det sker utrolig sjældent,« fortæller Marianne Nyegaard, som er videnskabelig medarbejder ved Auckland War Memorial Museum i New Zealand.
Man skulle måske tro, at Marianne Nyegaard bare kunne have udtrukket DNA fra en af klumpfiskelarverne, der allerede var i Australian Museums larvesamling for år tilbage, men så let er det ikke. De fleste museumslarver er nemlig opbevaret i formalin, som vanskeliggør DNA-sekventering, hvorimod en af klumpfiskelarverne fra 2017 er lagt i ætanol, som bevarer DNA bedre.
Selvom Marianne Nyegaard var helt klar til at undersøge klumpfiskelarven tilbage i 2017, måtte hun vente helt til nu med at lægge det lille væsen under lup. Først skulle forskningsskibets mange andre fangster indekseres og sorteres.
Da hun i år endelig kunne undersøge larvens DNA, blev det gjort ved forsigtigt at fjerne et af dens bittesmå øjne. Øjnene er fulde af DNA, og det lykkedes at udtrække det og sammenligne det med genetiske prøver fra voksne fisk for at nå frem til artsbestemmelsen.
Som næste skridt er forskerholdet gået i gang med at mikroCT-scanne de andre larver i Australian Museums larvesamling for at sammenligne dem med larven fra 2017. De håber, at kunne udgive et studie med deres resultater næste år.
En gådefuld fiskeart
Marianne Nyegaard har forsket i klumpfisk i mange år, men de store skabninger lever fortrinsvis dybt nede i havet og er svære at studere. Meget forbliver derfor uvist om dem.
»Vi ved meget lidt om starten af klumpfiskens livshistorie, og den kan vi lære meget om ved at undersøge larverne,« siger Marianne Nyegaard
En af de ting, forskerne ikke ved præcis, er, hvor stort klumpfiskenes habitat og udbredelsesområde er, men ved at studere deres tidlige udvikling kan man komme det nærmere.
»Vi kan se, at de små larver har en svømmeblære, som antageligvis bliver brugt til at holde dem på nogle bestemte dybder og regulere deres position i vandsøjlen, inden finnerne er store nok til, at fiskene selv kan svømme. På et tidspunkt mister de svømmeblæren, og det kan betyde, at de skifter habitat,« forklarer Marianne Nyegaard.
Større viden om klumpfiskens habitat kan give bedre mulighed for at lede efter fiskene og på den måde få en bedre ide om, hvor udryddelsestruede de er, tilføjer hun.
Klumpfiskens unger undergår en forvandling
Zoolog og fiskekurator Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske Museum roser artsbestemmelsen af klumpfiskelarven.
»Det er rigtig sjovt, at de har identificeret larven til den her lidt ukendte klumpfisk, for det er ret svært at kende dem fra hinanden. Her er det smart at bruge DNA for at være sikker. DNA’et forandrer sig jo ikke, uanset om fisken er nyfødt eller voksen, selvom fiskens udseende ændrer sig markant,« lyder det fra Peter Rask Møller, lektor på Københavns Universitet.
Når fiskebiologer ikke kan udtrække DNA, forsøger de at artsbestemme larver ved hjælp af morfologien, altså udseendet. Ved at tælle finnestråler, ryghvirvler og muskelsegmenter kan de få en pejling på, hvilken fiskeart larver tilhører.
»Men nogle larver ændrer sig så meget, at det kan være virkelig tricky. Klumpfiskelarver undergår, ligesom mange andre oceaniske fisk, en slags metamorfose, lidt ligesom sommerfuglelarver, når de bliver til sommerfugle. Det skyldes blandt andet, at larverne ofte er tilpasset til at leve i de øvre vandmasser, mens de voksne ofte lever dybere nede« forklarer Peter Rask Møller.
Ved at undersøge de morfologiske træk har marinbiologerne indtil videre godt kunnet udpege en klumpfiskelarve, men hvilken art indenfor klumpfiskeslægten Mola, den tilhører, kan kun opklares ved hjælp ad DNA.
Museerne spiller en vigtigere rolle end nogensinde
En ting er, at det er lykkedes at udtrække DNA fra klumpfiskelarven, men det er i det hele taget noget af et lykketræf, at larverne fra 2017 blev gemt på et museum.
På den måde understreger fundet museernes rolle i sikker artsbestemmelse, lyder det fra Peter Rask Møller.
»Naturhistoriske museer er på mange måder vigtigere end nogensinde, og det er smart at have et arkiv, som man hele tiden kan hente viden ud af,« siger han.
Peter Rask Møller fortæller, at fiskesamlingen på Statens Naturhistoriske Museum, som han er kurator for, jævnligt bliver brugt forskningsmæssigt, og at den næsten helt sikkert rummer arter, der endnu er uopdagede.
»Der bliver ofte fundet nye fiskearter – også blandt larver, og det er mindst lige så ofte, at opdagelserne bliver gjort i museumssamlinger, som at en forsker står ude i naturen og siger: ’Wow, det er nok en ny art!’,« siger han.
Nu, hvor den ene klumpfiskelarve er blevet artsbestemt, kan forskerholdet sammenligne den med samlingen af klumpfiskelarver på Australian Museum og derved muligvis nærme sig svaret på, hvilken art de tilhører.
