Siden den industrielle revolution er verdenshavene blevet 30 procent surere, og forsuringen går stadig hurtigere.
CO2 bliver til kulsyre, når det optages i havet, og jo mere CO2, vi udleder, jo surere bliver havet.
CO2-koncentrationen i atmosfæren er nu på cirka 387 ppm (dele pr. million) - det højeste niveau i 800.000 år.
Men forskningen i, hvordan forsuringen af havet påvirker dyre- og plantelivet, er ikke kommet særlig langt. Det mener Yoshisima Shirayama, der er havforsker og leder af Seto Marine Biological Laboratory ved Kyoto University.
Han leder et forskningsprojekt, som forsøger at imitere de naturlige variationer i CO2-mængden i havet.
Baseret på naiv forståelse
Under et symposium ved COP10-mødet i Nagoya for nylig forklarede Shirayama, at de fleste studier, som ser på, hvordan en forøgelse af CO2 i havvandet påvirker forskellige arter, er forkert på den.
»De fleste studier af forsuring af havet er baserede på en naiv forståelse af, hvordan samspillet mellem CO2 i atmosfæren og CO2 i vand fungerer.«
»Mange tror, at hvis man sprøjter luft med 500 ppm ind i vandet, så vil man få den samme koncentration i vandet. Det er ikke rigtigt, og ude i naturen er der desuden store variationer,« siger Shirayama.
Han fortæller, at variationerne er allerstørst om sommeren, men daglige variationer kan være så store som +/- 200 ppm.
Derudover mener han, at studierne, som foretages i dag, er alt for korte.
Ofte varer eksperimenterne kun nogle uger. Og hvis øgningen i CO2 ikke fører til nogen ændringer for den art, der undersøges, bliver der ikke publiceret noget studie,« siger han.
»Derfor må vi først og fremmest lave længere studier, fordi ændringer i dyre- og planteliv ofte ikke sker før efter nogle måneder.«
Simulerer naturen
\ Fakta
Efter at have observeret, hvordan CO2-koncentrationerne i havet varierer i naturen, lavede forskerne ved Kyoto University et tanksystem, som simulerer disse variationer.
Systemet er sat op ved fire laboratorier rundt om i Japan, og der testes lokale arter som søpindsvin, koraller og snegle under forskellige variationer af lokale forhold.
Der er endnu ikke publiceret nogen studier baseret på eksperimenter med disse systemer, men Shirayama lavede et tredages-eksperiment for at have noget at vise frem på COP10-mødet.
Variation giver restitution
Eksperimentet blev lavet på søpindsvinelarver og viser, at en konstant CO2-koncentration på 800 ppm gør, at den vokser meget langsommere.
Men når koncentrationen varierer, som den gør i naturen, har selv denne høje koncentration nogen effekt.
En af tankene havde også en koncentration på 1000 ppm, men med naturlige variationer, og da klarede larverne sig også fint.
»Vi tror, at de lavere koncentrationer hjælper larverne med at restituere sig fra de højere koncentrationer, selv når gennemsnittet er så højt som 1000 ppm,« siger Shirayama.
Samspillet af faktorer
En af tankene i eksperimentet havde også en stabil koncentration på 230 ppm, som er lige over niveauet fra før den industrielle revolution. Under disse forhold voksede larverne ganske glimrende.
»Det viser, at forsuringen af havene allerede begyndte at blive et problem i 1800-tallet,« siger han.
Udover at forskere skal til at tage naturlige variationer alvorligt, mener Shirayama, at flere af dem må begynde at studere samspillet mellem forsuring, temperaturstigninger, forurening og andre faktorer.
»Vi forstår kemien bag forsuringsfænomenet ganske godt, men nu er det på tide at studere samspillet af faktorer, og hvordan det påvirker livet i havet,« slutter han.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
