Min musiksmag blev formet af ét album juleaften: Sådan følger sange os hele livet

Jeg har diskuteret musik med min far, lige så længe jeg kan huske. Det er egentlig det eneste, vi nogensinde har været rigtigt uenige om.

Han har aldrig hørt eller accepteret andet end klassisk musik, men for mig går det ind ad det ene øre og ud af det andet.

Alligevel gav han mig Beatles-pladen ‘Abbey Road’ i julegave, da jeg var 13 år. Mens de andre spiste and og gris, sad jeg i vores øreklapstol af læder med høretelefoner på og hørte pladen om og om igen.

Jeg var i et andet følelsesmæssigt land, fuldstændigt opslugt af lyd og en stærk men helt uhåndgribelig længsel efter noget, jeg ikke helt vidste, hvad var.

Siden den aften har Beatles været en vigtig del af soundtracket til mit liv.

Jeg er hjerneforsker og jazzmusiker og har længe interesseret mig for, hvor vores musiksmag kommer fra.

Dette stærke tilhørsforhold, vi kan have til en bestemt musik, samtidig med at vi kan være fuldstændig indifferente over for eller direkte frastødes af andre typer af musik.

Der er ikke noget enkelt svar, men forskningen kan pege os i en retning. Jeg kan afsløre, at alder, opvækst og musikkens kompleksitet spiller en vigtig rolle.

Vi foretrækker musik fra vores ungdom

Det er ikke en ny opdagelse, at vores musikalske identitet dannes i ungdommen, hvor vi på alle andre områder også er ved at finde ud af, hvem vi er.

13-14 årsalderen er et meget almindeligt tidspunkt, hvor vi begynder at finde vores musikalske favoritter, og i løbet af ungdomsårene derefter finder vi en stil, som vi bærer med os resten af livet.

Jeg hører stadig Beatles i dag, så måden min musiksmag blev formet på er helt gennemsnitlig.

Udover musikken fra vores egen ungdom viser studier også en præference for musik, der hittede, før vi var født, altså dengang vores forældre var unge.

Hvis du for eksempel er 35 år nu, er der en vis sandsynlighed for, at du godt kan lide Rihanna, Coldplay eller Nik & Jay. Måske ligger Michael Jackson, som var helt på toppen i midt-firserne, heller ikke så fjernt fra din smag.

Sjovt nok tyder nogle studier på en mere generel tendens til, at man foretrækker popmusik fra midt-60'erne til midt-70’erne, hvilket kan være svært at forklare.

Slut-70erne markerer begyndelsen på trommemaskiner, samplere og computeres indtog i musikken, så måske taler 70er-musikken i højere grad, end de efterfølgende årtier, til det menneskelige i os.

Kompleksitet til en vis grad stimulerer lytteren

For mit eget vedkommende gik der flere år inden, jeg begyndte at åbne mine ører for meget andet end de fire drenge fra Liverpool.

Faktisk var jeg så enøret, at jeg, efter at have hørt titelnummeret 'Still Crazy' fra en Paul Simon-plade – som min lillesøster forventningsfuldt havde bragt hjem fra sit sommerferieophold hos min moster i Middelfart – udbrød:

»Det er det værste lort, jeg nogensinde har hørt«, på klingende århusiansk.

Det har jeg fortrudt mange gange siden. ‘Still Crazy’ er min yndlingsplade - den plade ville jeg tage med på en øde ø.

Men det tog mig tid at forstå Paul Simons musik. Den er på mange områder relativt kompleks og på overfladen måske mindre tilgængelig end The Beatles.

Musikalsk kompleksitet har været et gennemgående tema for min egen forskning, og er samtidig en meget væsentlig faktor i forhold til, hvad vi godt kan lide at lytte til.

Min interesse i musikalsk kompleksitet kom egentlig som et tilfældigt biprodukt af, at jeg var interesseret i at forstå hvilken type musik, mennesker bedst kan lide at danse til.

Hvis man et øjeblik ser bort fra visse typer af moderne dansemusik (eletronisk dansemusik etc.), så er dansemusik ofte temmelig kompleks rent rytmisk.

I Salsa for eksempel kan det være næsten umuligt at finde rytmen, og man skal være ret rutineret for at kunne danse til det.

En måde at definere rytmisk kompleksitet på er gennem antallet af synkoper (slag), der kommer mellem taktslagene.

Når man i forsøg spiller rytmer, som varierer i kompleksitet og spørger folk, hvad de helst vil danse til, og hvad de føler størst nydelse ved, viser det sig, at der er et såkaldt omvendt U.

Hvis rytmerne er for simple, gider vi dem ikke – hvis de er for komplekse, kan vi ikke finde takten, og det kan opleves som direkte ubehageligt at lytte til dem.

Men lige i midten er der et 'sweet spot', hvor toppunktet for det omvendte U befinder sig. James Brown’s ’Sex Machine’ er et eksempel på det.

Ved sweet spot’et kan vi på den ene side stadig finde taktarten og mærke, hvordan vi skal bevæge os til rytmerne, men bliver samtidig tilstrækkeligt udfordret til, at vores hjerne interesserer sig for dem, og vi er nødt til at arbejde for at holde takten.

Det svarer lidt til at løse matematikopgaver eller sudoku. Hvis de er for nemme eller svære, gider vi dem ikke, men lige midt imellem er der et sweet spot, hvor vi bliver optimalt engagerede i processen.

Typisk bevæger vi hovedet eller fødderne for at holde takten eller skynder os ligefrem ud på dansegulvet.

Når vi så MR-skanner folks hjerner, mens de lytter til dansevenlige, medium komplekse rytmer, ser vi blandt andet aktivitet i områder, som hører til belønningssystemet.

Nydelsen og lysten til at bevæge sig, kommer altså først og fremmest i forbindelse med en medium grad af kompleksitet. Ikke for meget, ikke for lidt, men lige midt imellem.

Gentagelse virker, fordi det skaber tryghed

Selv når et stykke musik umiddelbart forekommer meget komplekst, bliver det ofte bedre jo mere vi lytter til det.

Det omvendte U indeholder også nøglen til at forstå, hvorfor jeg først ikke kunne lide Paul Simon- pladen. Det hænger sammen med et beslægtet princip, som hedder ‘the mere exposure’-effekten.

Jo mere vi har hørt et stykke musik, jo bedre kan vi lide det – alt andet lige.

Det er ikke unikt for musik, men en psykologisk teori, som helt generelt bygger på, at det vi kender, er sikkert for os.

Så hvis man gerne vil hitte med sin musik, gælder det om, at mange mennesker hører den så mange gange som muligt. Og efterhånden som jeg lyttede til Paul Simons musik, virkede den mindre og mindre kompleks for mig.

Jeg bevægede mig op ad det omvendte U fra kompleksitets-siden.

Selvfølgelig kan man høre en sang så mange gange, at man mister interessen for den.

Det sker ofte med sommerhittet. Efterhånden som man hører hittet mange gange, ved ens hjerne præcist, hvad der skal ske, og man bliver ikke stimuleret nok.

De rigtigt dygtige komponister er i stand til at undgå, at vi bliver trætte af musikken ved hele tiden at indbygge uventede elementer i musikken.

Selv når man har hørt dem mange gange, overrasker de alligevel hjernen på et helt grundlæggende og subtilt plan, simpelthen fordi de fleste andre musikstykker gør noget andet.

Man kan dog også få nok. Det skete for eksempel, da jeg engang lå i en hjerneskanner og lyttede til 16 minutter fra ‘Abbey Road’ syv gange i træk. Selv om jeg elsker den plade, havde jeg fået nok.

Forskellige hjerner, forskellig musiksmag

Det omvendte U er et universelt princip, men det kommer meget forskelligt til udtryk alt efter hvem, man måler på.

Hos ældre er det rytmiske omvendte U fladere end hos yngre forsøgspersoner. Det vil sige, at det rytmisk udfordrende ikke betyder så meget for ældres musikalske præference.

Til gengæld har harmonik (altså de akkorder og samklange som ligger i musikken) en større betydning i den ældre del af befolkningen end hos mennesker i tyverne.

Det er svært at sige, om det er en del af hjernens normale udvikling fra ung til gammel, eller det skyldes forskel i den musik, vi er vokset op med.

Til gengæld er der hos musikere en klar tendens til at foretrække musik med højere grad af kompleksitet end for folk, der ikke spiller et instrument.

Ikke-musikere foretrækker ligeledes vokalmusik frem for musik uden sang, hvorimod instrumentalmusik er lige så interessant som vokalmusik for musikerne.

På samme måde er der forskelle på det omvendte U hos folk fra den vestlige verden, Asien og Vestafrika.

Hvor afrikanerne helt generelt er vilde med rytmisk kompleksitet, er det mindre udpræget hos nordamerikanere og mindst hos kinesere.

Tidligere på året opdagede mine kolleger og jeg desuden, at hos personer som har været afhængige af kokain og heroin i en del år, er der langt større interesse for meget komplekse rytmer.

Det tolker vi som et tegn på at deres belønningssystem ikke fungerer normalt længere.

Hvilket land vi kommer fra, hvornår vi er vokset op, og hvilken musik vi har lyttet til i vores liv, og hvordan vi lever vores liv (for eksempel ved indtag af stoffer) har altså en klar effekt på vores hjerner. Og dermed en effekt på vores musikalske smag og vores helt grundlæggende tolerance over for musikalsk kompleksitet.

Lyden af ekstatisk frihed

Der er også mere direkte sammenhænge mellem enkelte musikstykker og de følelser, som opstår, når vi lytter til dem. Her får det musikalske indhold en sekundær rolle.

Jeg ser for eksempel stadig den juleaften for mig, og får et glimt af nydelsen fra dengang, når jeg hører Abbey Road i dag, som en betinget refleks à la Pavlovs hunde.

I sommerferien, efter jeg havde fået min studentereksamen, var jeg på rejse gennem Europa med tre gymnasiekammerater i en ombygget Volvo, med et stort dannebrogsflag på taget og liggende siddepladser bagi.

Vi havde nogle få kassettebånd med, som vi hørte på repeat. Specielt skamhørte vi et bånd med Steely Dans 'The Royal Scam' på den ene side og Sebastians 'Anton, Gøgleren og de andre' på den anden.

Vi havde lige fået kørekort og var på den ene side skræmt til døde over at blive overhalet af tyske dieselbiler med 200 km i timen og ekstatiske over friheden til at gøre præcis, hvad vi havde lyst til.

Også selvom det resulterede i nogle episke tømmermænd fra den lokale vin i de norditalienske bjergbyer og at vågne op på en mark i Kroatien med solen direkte i panden efter at have gået hårdt til den lokale øl.

Når jeg i dag hører de to plader, kører der en hel film af tyske motorveje, bjerge i eks-Jugoslavien, gåture i Paris og græske sandstrande i mit hoved.

Jeg kan ikke sige, om det er de bedste af Steely Dans og Sebastians plader, men for mig er det.

Sådan har du med stor sikkerhed også nogle numre, der er helt fantastiske, fordi de knytter sig til en følelse eller et minde, som er særligt.

Hvad er god musik?

Selvom vi elsker at diskutere musik – hvad er godt, hvad er skidt – vil musikken altid opstå i mellemrummet mellem det akustiske og hjernen, der hører.

Min far og jeg kommer med andre ord aldrig til at kunne afgøre striden. Min far argumenterede gerne med at popmusik er så simpel:

»Der er kun tre akkorder i det«.

Jeg har mange gange været nødt til at tage mig selv i at komme til at sige det samme om den musik, mine børn hører.

Problemet ved det argument er, at kompleksitet ikke er et mål i sig selv. Der er efter min mening masser af fantastisk musik med tre eller færre akkorder.

Hele blues- og rock’n roll genren er grundlæggende bygget på tre akkorder og i Miles Davis’/Bill Evans 'So What' er der kun to.

Der findes på den anden side masser af meget intelligent tænkt og veludført kompleks musik, som ingen gider lytte til.

Det vigtige er, hvor musikken befinder sig på det individuelle omvendte U. Dertil kommer hele den sociologiske diskussion om musik.

Musik er en måde at markere et tilhørsforhold til en gruppe på og samtidig markere en afstandtagen til en anden gruppe, det som sociologerne kalder ‘in- and out-groups’.

Det er aldrig for sent at høre ny musik

Selv om jeg personligt til en hver tid vil påstå, at det meste af min musiksmag bunder i faktiske musikalske oplevelser, der ikke har noget med kontekst eller det omgivende samfund at gøre, kan jeg ikke sige mig fri for, at min musiksmag også var mit eget lille oprør mod min fars smag.

Jeg markerede en klar afstandtagen til hans, efter min mening, kedelige, gammeldags, klassiske musik.

Jeg kan heller ikke adskille min begejstring for Steely Dan og Sebastians musik fra turen gennem Europa og den følelse af at tilhøre et nyt og friere fællesskab, som jeg oplevede der. Men præferencen for musik fra fortiden skal helst ikke afholde en fra at søge nye musikalske oplevelser.

Så husk, kære læser: Det er aldrig for sent, at lære noget nyt.

En af de smukkeste ting ved musik er, at der er så ufatteligt megen musik derude, man aldrig har hørt, men som, hvis man giver sig tid nok, kan give de mest overraskende oplevelser.

For tiden optræder jeg med orkestret 5 X Vuust. Vi spiller nyfortolkninger af Paul Simons og Sebastians sange. Vi spiller Skytten af Sebastian, som kørte på repeat gennem Europa for fyrre år siden.

Det er stadig der, mit hjerte ligger.