De gigantiske klumpfisk ser højst mærkværdige ud.
De ligner mest af alt en blanding af en stor pandekage og en kuffert med vinger, og de kan veje op til to ton og måle tre meter i længden.
Da jeg påbegyndte mine postdoc-studier om klumpfisk i farvandet ved Bali, forventede jeg absolut ikke at finde en helt ny art.
Dét, der startede som lidt af et sideprojekt, blev til en fire år lang gemmeleg, hvor jeg måtte rejse mange tusinde kilometer for at opspore evidens med hjælp fra mange mennesker.
'Gemte' sig i 300 år
\ Historien kort
- Fiskeskæl med hidtil ukendt DNA fyrede op under jagten på en fisk, der havde formået at gemme sig i flere århundreder.
- 'Gemmelegen' strakte sig over mange tusind kilometer og varede flere år.
- Nu kan den danske forsker bag opdagelsen endelig dele sit spændende fund med resten af verden.
Som en del af min ph.d.-forskning analyserede jeg mere end 150 DNA-prøver fra klumpfiskeskæl.
Gensekventeringen afslørede fire særskilte arter: Masturus lanceolatus, Mola mola, Mola ramsayi og en fjerde, som adskilte sig fra de kendte arter.
Det var lykkedes den nye art at undgå at blive opdaget i næsten 300 år, så derfor navngav vi den Mola tecta, som er afledt af det latinske 'tectus', der betyder forklædt eller gemt.
På jagt efter narreklumpfisken
Men dengang i 2013 anede vi ikke engang, hvordan den så ud; eneste evidens var skæl-prøver med et mystisk DNA.
Næste skridt var at prøve at finde ud af, hvordan fisken så ud. Ved første øjekast ligner klumpfiskene hinanden (det vil sige, de ser alle temmelig mærkværdige ud).
Kroppen er stiv og flad med undtagelse af finnerne. Klumpfisk har ingen hale og i takt med, at de vokser, udvikler de almindeligvis ejendommelige buler og ujævnheder rundt omkring på hovedet, hagen og næsen.
Jeg begyndte at granske billeder af klumpfisk – især på de sociale medier; jeg ledte efter noget, der skilte sig ud.
Jeg brugte også lang tid på at etablere et netværk på tværs af Australien og New Zealand, der underrettede mig, hver gang man stødte på en klumpfisk.
\ Læs mere
Endelig bid!
I 2014 var der endelig bid. Observatører ved fiskerier i New Zealand og Australien sendte mig billeder af klumpfisk, som de stødte på i havet.
Normalt kunne jeg kun lige skimte en finne i vandet, men denne gang hev de en lille fisk ombord for at frigøre den fra fiskelinen, og det lykkedes dem at tage det mest fantastiske billede og en genprøve.
Denne fisk havde en lille struktur på den bagerste finne, som jeg aldrig før havde set på en klumpfisk. Mens jeg spekulerede over, om det kunne være ét af artens særlige kendetegn, fik jeg jackpot: Fire fisk strandede på én gang på den samme strand i New Zealand.
Jeg fløj til Christchurch, landede midt om natten og kørte direkte til stranden. Jeg så min første narreklumpfisk oplyst af bilens forlygter – det var utroligt spændende.
Det ændrede alt, for nu vidste vi, hvad det var, vi ledte efter.
Hvad er narreklumpfisken for en størrelse?
Det har været noget af et puslespil at løse mysteriet om narreklumpfisken.
Klumpfiskene er kæmpestore enspændere, der har en forkærlighed for at leve dybt nede i havet, så det er ikke sådan lige at finde en masse af dem, man kan studere.
Jeg måtte rejse over meget lange distancer, når jeg hørte om strandede narreklumpfisk – og så håbede jeg ellers bare på, at det var lige dén brik i puslespillet, som jeg manglende.
Ved at granske de strandede eksemplarer, fotografier og naturhistoriske museumssamlinger samt ved at verificere eksemplarerne genetisk, var vi i stand til at beskrive denne art meget præcist. Vi fandt fisk nok til at kunne beskrive denne arts størrelsesspektrum som værende fra 50 centimeter til knap 2,5 meter.
I modsætning til de øvrige arter udvikler narreklumpfisken ikke buler og ujævnheder i takt med, at de vokser. I stedet forbliver kropsdimensionerne nogenlunde de samme mellem unge og fuldvokse narreklumpfisk.
Den bagerste finne er delt op i en øvre og en nedre del med et lille fleksibelt stykke hud, som vi har benævnt 'bag-folden', som forbinder de to halvdele.
\ Læs mere
Ikke synderligt sjældne, men svære at finde
Vi ved ikke med sikkerhed, hvor stort deres habitat eller udbredelsesområde er, men det lader til at være de koldere områder på den sydlige halvkugle.
Vi fandt dem rundt om hele New Zealand (hovedsagligt omkring South Island), ud for Tasmaniens kyst, i havet ved de australske delstater South Australia, Victoria og New South Wales, Sydafrika og det sydlige Chile.
Klumpfisk er ikke synderligt sjældne, men de er svære at finde, fordi de lever i de dele af oceanerne, hvor mennesker sjældent kommer.
De dykker gerne flere hundrede meter for at finde føde for derefter at svømme op til overflade igen for at sole sig, mens de flyder på siden (hvilket også er årsagen til deres engelske navn, 'sunfish').
Fordi de dykker og svømmer om til overfladen adskillige gange om dagen, risikerer de at blive fanget i forskellige fiskeudstyr – blandt andet langlinjer, der bruges til at fange tunfisk, eller i drivgarn og flydetrawl.
Denne video optaget ud for kysten ved Chile identificerer fisken som værende et eksemplar af den almindelige klumpfisk (Mola mola), men den bagerste finne er delt op i en øvre og en nedre del med et lille fleksibelt stykke hud, hvilket er særligt for narreklumpfisken (Mola tecta).
Fra bøger med havmænd og enhjørninger
I flere århundrede er klumpfisk blevet fanget i fiskernes net, så da vi granskede litteraturen for at se, om arten tidligere er blevet beskrevet, fandt vi klumpfisk i bøger, der også omhandlede overnaturlige væsner som havmænd og enhjørninger.
Den romerske historiker, naturhistoriker og militærleder Plinius den ældre (cirka 23 – 79 e.v.t.) var en af de allerførste, der beskrev klumpfisk.
Opdagelsen af narreklumpfisken skete selvfølgelig ikke i isolation.
En gruppe forskere fra Japan identificerede først muligheden for en ny art ud fra en enkelt skælprøve for cirka 10 år siden.
Vi var i stand til at arbejde med to klumpfiskeksperter fra universitetet i Tokyo og universitetet i Hiroshima for at beskrive narreklumpfisken og sammenligne den i detaljer med de to andre Mola-arter.
\ Læs mere
»Bringer det bedste frem i os alle«
Vi samarbejdede også med genetikere fra Gemmell Lab ved University of Otago og eksperttaksonomer fra Wellington Museum Te Papa Tongarewa, der forberedte og nu er værter for 'holotypen', som er det navnebærende eksemplar og officiel repræsentant for Mola tecta.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Fiskeriobservatører fra Australian Fisheries Management Authority og New Zealand Ministry of Primary Industries har sendt mig omkring 120 prøver fra klumpfisk, som de stødte på og tog prøver fra i løbet af deres patruljer.
Det dannede også grundlaget for det indledende studie.
Endelig har vi fået uvurderlig støtte fra offentligheden. I ét tilfælde kørte en far og datter endda ud til en fjertliggende strand på en ATV for at indsamle prøver; jeg tror virkelig, at klumpfiskene bringer det bedste frem i os alle.
Efter fire års arbejde – og med hjælp fra mange mennesker – er det dejligt endelig at kunne dele narreklumpfisken med resten af verden!
Marianne Nyegaard har modtaget støtte fra The Systematics Research Fund (Linnean Society of London and the Systematics Association), Graduate Women (WA) inc, The PADI Foundation og the Sea World Research and Rescue Foundation. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
