Det var vores 14. ekspedition til Stillehavets oceangrave, som kan nå dybder på ned til 10.000 meter. Det var også vores sidste i den nærmeste fremtid.
I 30 dage havde vi været ombord på RV Falkor, et fartøj der tilhører Schmidt Ocean Institutes (SOI). Det var næsten forbi. Og pludselig var der gevinst.
For det var på denne ekspedition, at mine kollegaer fra University of Hawaii og jeg opdagede en benfisk (Liparidae), som lever cirka otte kilometer under bølgerne; dybere end nogen anden fisk, vi kender til.
De seneste seks år har vi opdaget mange ting i havdybet, såsom det forsvundne Decapoda (tibenede krebsdyr), som man længe troede var forsvundet fra oceangravene, men som der faktisk er rigtig mange af.
I Kermadec-Tonga oceangraven, ved New Zealands kyst, fandt vi den 'supergigantiske' tangloppe (amphipoda), et krebsdyr som er 20 gange større end dets slægtninge i lavvandet. Vi filmede også et stort antal haletudselignende benfisk i adskillige oceangrave og i en dybde på 7.700 meter i Japan oceangraven.
Overraskende benfisk slog den dybeste rekord
Da vi tog på opdagelse i Marianergraven, som er verdens dybeste, forudså vi, at vi ville finde oceangravens helt egne personlige benfisk, formentlig på mellem 6.500 meter og 7.500 meters dybde, med flest i den dybe ende af det interval.
Vi forudså også, at vi ville finde decapods og supergiganter i de øvre dybder af oceangraven, og ganske rigtigt; der var de.
En anordning, som bruges til at samle prøver fra havbunden, var udstyret med et kamera for at holde øje med udstyret. En aften, efter et 7.900 meters dyk, kunne vi se en mærkelig, æterisk lille fisk på optagelserne.
Det gav stof til eftertanke. Det lignede en benfisk, men fremstod utroligt skrøbelig (selv for en benfisk) og havde en meget karakteristisk fremtoning.
Vi blev simpelthen nødt til at finde den igen, og det gjorde vi heldigvis også. Det dybeste sted, vi fandt den, var på 8.145 meter, næsten 500 meter dybere end vores personlige rekord fra Japan oceangraven.
(Foto: Shutterstock)
Det betyder selvfølgelig, at vores forudsigelser er en smule forkerte, men det gør det også mere spændende. Der er stadig fisk - og måske andre ting - at opdage dernede, og det er det, der driver os til at lede videre. Vores arbejde på det dybeste sted på Jorden er ikke ovre.
Derfor skal vi forsætte med at gå på opdagelse
Selvom vi er så begejstrede over vores fund, bliver vi tit spurgt af folk, hvorfor vi gider blive ved - og ofte tilføjer de en ret deprimerende bemærkning, som for eksempel: »Hvordan vil det gavne samfundet?«
Som svar forklarer jeg, at fund som disse gavner ansvarlig forvaltning af verdenshavene. På lang sigt afhænger bevaring og vedligeholdelse af, at vi virkelig forstår havene.
Det gælder hele havet, fra overfladen til hvad der ligger under den dybeste havbund. Den menneskecentrerede opfattelse 'Ude af syne, ude af sind' er simpelthen ikke god nok, selvom den stadig er meget udbredt.
Det dybe hav er for dybt til, at et menneske kan dykke til eller fiske fra det, men det betyder ikke, at det, der findes dernede, ikke har nogle konsekvenser for samfundet. Vi må ikke forvirre opdagelse, der er drevet af nysgerrighed, med søgen på underholdning eller hamstring af forbrugsvarer.
Vi ved, at det dybe hav ikke er undtaget et klima i forandring eller menneskeskabte forstyrrelser som plastikforurening. Dybderne er forbundet med det øvre ocean, som vi mennesker bliver ved med at rode ved.
Forandringer i det øvre ocean vil have en effekt på det største levested på Jorden, og alligevel stiller folk spørgsmålstegn ved, hvorfor vi studerer det dybe hav. Vi siger, hvordan kan vi bevare det største levested på Jorden, hvis vi ikke ved noget om det?
I jagten på at forstå havet bliver man nødt til at udforske de lavvandede dele, de dybeste dybhave - og alt ind imellem.
Alan Jamieson modtager støtte fra Schmidt Ocean Institute (SOI). Denne artikel blev oprindeligt publiceret i The Conversation
