Må man skræmme børn for at engagere dem i klimaet?

Det kan være svært at skabe engagement i undervisning i klima og miljø både i folkeskolen, på gymnasiet og universitetet.

Hvordan får man klimakrisen ’ned på jorden’ og præsenteret som et nært problem og ikke et fjernt, 'fluffy' fænomen?

Det mener Martin Hauberg-Lund Laugesen, postdoc og forsker i blandt andet uddannelse og bæredygtig udvikling på Syddansk Universitet, at have fundet en mulig løsning på.

Sammen med kolleger i uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet har han introduceret en særlig pædagogisk gren kaldet ’dunkel pædagogik’, som han for nylig har undersøgt i klimaundervisning i folkeskolen og på gymnasiet.

»Nogle elever er udfordret på deres engagement i klimaet. De synes, det er kedeligt at høre om, og nogle oplever undervisningen som en moralsk løftet pegefinger. Hvis man gerne vil undgå den reaktion, er det en god idé at få aktiveret kroppen og sanserne,« forklarer Martin Hauberg-Lund Laugesen.

Det lyder måske ikke så banebrydende, at eleverne skal aktiveres med alle deres sanser. Men det nye handler om, at eleverne skal opleve intense negative følelser ved at sanse konsekvenserne af menneskers påvirkning på klimaet.

Undervisningen foregår »i spændingsfeltet mellem chok og mening,« som Martin Hauberg-Lund Laugesen formulerer det.

Et eksempel på dunkel pædagogik i folkeskolen kan være, at underviseren tager eleverne med ud til Vejle Fjord og ser de døde fisk, der ligger med bugen opad i vandet. Eleverne får måske lov til at indsamle nogle af fiskene i net, så de kan mærke på dem, lugte til dem og undersøge dem.

»Det er nemlig vigtigt, at alle sanser aktiveres, så det også bliver en intens kropslig oplevelse. Det gør forståelsen af klima- og miljøkonsekvenserne mere konkret frem for abstrakt,« forklarer Martin Hauberg-Lund Laugesen.

Derefter kan man tale med eleverne om iltsvind og præsentere dem for naturfaglige fakta om årsagerne til, hvorfor det står så skidt til med de indre danske farvande.

»Og så slutter man af med at samle op og tale med eleverne om, hvad man kan gøre for at undgå udledning af kvælstof til danske fjorde og vandmiljøer. Og bliver konkret i forhold til, hvad eleverne i fællesskab kan gøre,« pointerer Martin Hauberg-Lund Laugesen.

Eleverne kan eksempelvis skrive breve til lokalpolitikere om, hvad de har oplevet af problemer med iltsvind i Vejle Fjord og opfordre til handling, uddyber han.

Koalabjørne i brand

Der er grader af dunkel pædagogik.

Èn ting er, at nogle elever måske kan væmmes ved lugten af en død fisk. Noget andet er at se og lytte til forbrændte koalabjørne i naturbrande i Australien.

Ikke desto mindre kunne det også være et eksempel på, hvordan dunkel pædagogik kan anvendes i en 6. klasse i folkeskolen, ifølge Martin Hauberg-Lund Laugesen.

Her kunne et undervisningsforløb starte med, at man taler med eleverne om de stigende temperaturer, og hvordan de påvirker kloden og blandt andet resulterer i voldsomme skovbrande flere steder i verden.

»Som et led i den undervisning, kunne man godt forestille sig, at man afspiller et videoklip, hvor man kan se og høre de her koalabjørne, mens de forsøger at undslippe menneskeforværrede skovbrande,« siger han.

Dog handler det om at kende sin målgruppe, før man udsætter eleverne for den type skræmmende videooptagelser. Koalabjørne i brand ville tidligst kunne bruges i undervisningen fra 6. klasse, uddyber Martin Hauberg-Lund Laugesen, der også nævner andre forbehold.

»Hvis der sidder nogle i klassen med klimaangst, skal de selvfølgelig ikke være med til det her. Og der er det op til underviseren at kende sine elever og tilrettelægge undervisningen, så den er tilpas skræmmende, i forhold til hvad eleverne kan klare,« siger han.

Dunkel pædagogik, som Martin Hauberg-Lund Laugesen beskriver som »grænsesøgende, men ikke grænseoverskridende«, kan i princippet bruges i grundskolen og op til studerende på universitetet.

Børn skal ikke håndtere voksnes problemer

Men det kan være svært at vurdere, hvor grænsen går for den enkelte elev, påpeger Guido Makransky, der er professor i pædagogisk psykologi på Københavns Universitet.

»Det er svært for den enkelte underviser at vide, om der lige sidder en med klimaangst i klassen,« siger han.

Og selvom han er enig i, at en nær trussel som klimakrisen kan være med til at ændre elevernes adfærd, mener han ikke, at truslen skal være det centrale i undervisning af børn.

»For hvordan skal et barn i 6. klasse handle sig ud af klimakrisen? Det er deres forældre, der køber ind, shopper og stemmer. Ikke børnene. Så jeg ser ikke en mening i at bruge chokeffekter til børn,« lyder det fra Guido Makransky, der fortæller, at han ikke ville have det godt med, at hans eget barn blev introduceret for den pædagogik.

Han arbejder ellers selv med nogle af de samme elementer i sin forskning, hvor han også forsøger at få kroppen og sanserne i spil hos studerende på gymnasiet og universitetet ved at bruge virtual reality (VR).

»Vi lader studerende opleve en fremtidig verden, hvor klimaforandringerne har ændret landskabet - der er måske færre træer og dyr på marken. Derefter får de studerende nogle handlemuligheder, og så ser de verden ændre sig på positive måder, når de tager valg, der er gode for klimaet,« forklarer Guido Makransky om sin forskning.

Det er nemlig virkelig vigtigt, at underviseren samler op på truslen – eksempelvis et landskab med få træer og færre dyr – og at de studerende sidder tilbage med en følelse af håb og viden om, hvordan de kan gøre en forskel, uddyber han.

Og selvom opsamling og håb er centrale elementer i dunkel pædagogik, mener Guido Makransky, at det er helt afgørende, at de metoder man bruger til at samle eleverne op igen, er mindst lige så stærke, som de oplevelser, der gav de negative følelser i første omgang.

»Jeg er bange for, at de negative oplevelser vil dominere uden eksempelvis et stærkt redskab som virtual reality, som man kan bruge til at vise eleverne en positiv fremtid,« siger Guido Makransky.

Man må ikke lyve for børnene

»Det er en svær balance, hvor meget man bør fortælle børn om klima« lyder det fra Simon Elsborg Nygaard, der er selvstændig bæredygtighedskonsulent og ekstern lektor i bæredygtighedspsykologi og bæredygtig trivsel på Aarhus Universitet.

På den ene side kan frygt lede til handlingslammelse og ubehag hos børn, der endnu ikke er store nok til at kunne gøre noget ved problemerne.

På den anden side skal skoler, gymnasier og universiteter forberede børn og unge på virkeligheden, så de kan træffe gode beslutninger for sig selv og for verden, forklarer han.

»Så vi kan heller ikke ignorere klimakrisen, og at der er behov for handling. Det gavner heller ikke at lyve for børnene. Så der er forskellige og delvist modsatrettede perspektiver på, hvad der er den rigtige fremgangsmåde,« siger Simon Elsborg Nygaard, der tilføjer:

»Det er forrykt, at vi er nået til at diskutere, om det er okay at skræmme børn ved at fortælle dem om virkeligheden. Vi voksne og verdens politiske ledere burde have taget ansvar for klimaet for længst, og nu betaler børnene prisen.«

Håb er stadig centralt for handling

Simon Elsborg Nygaard kan sagtens se fornuften i at bruge visse aspekter af dunkel pædagogik i skolen. Han peger dog på vigtigheden af at følge op på børnenes følelser og give dem konkrete forslag til at løse klimaproblemerne.

»Når man både aktiverer negative følelser og tilbyder håb og handling, kan det lede til adfærdsændringer, der gavner klimaet,« siger han.

Men hvad med børnenes egen indre verden og deres følelser?

»Der er helt klart stadig afgørende at overveje, hvor meget vi bør bede børn om at bære af negative tanker og følelser,« mener Simon Elsborg Nygaard.

Martin Hauberg-Lund Laugesen er helt enig i vigtigheden af at tilbyde de unge håb og handlemuligheder, efter de har været udsat for nogle intense oplevelser, der har skabt negative følelser og måske ængstelse hos dem.

Det er en helt central del af dunkel pædagogik, at man sørger for en fælles dialog efter de intense oplevelser, så børnene kan bearbejde de nye indtryk og blive mødt med omsorg, fortæller han.

»Men det ændrer ikke på, at vi bliver nødt til at vise børnene, hvordan virkeligheden ser ud. Og jeg tror mange undervurderer, hvor meget børn allerede ved om, hvor stor en krise klimaet og miljøet befinder sig i,« siger han og tilføjer:

»Med dunkel pædagogik tager vi de følelser alvorligt og giver børnene et rum til at snakke om det i.«