Danmark bliver varmere og vådere. Klimaforandringerne betyder, at vores mange kystnære beboelsesområder er truet af oversvømmelser i langt højere grad end for bare 100 år siden.
Vores byer er heller ikke gearede til de mange voldsomme skybrud, der så sent som i september 2024 ramte Storkøbenhavn. Ved Lyngbyvejen måtte flere mennesker reddes ud af deres biler, der var halvt begravede i de massive vandmasser.
Oversvømmelserne får en række særligt udsatte kommuner til at lave såkaldte klimatilpasningstiltag mod oversvømmelser. Det kan være jorddiger eller dæmninger, som kan holde vandet væk fra mennesker, bygninger og veje.
Men alt for ofte er Miljø- og Fødevareklagenævnet, der er en uafhængig domstolslignende instans, tvunget til at afvise opførelsen af eksempelvis diger, hvis de skal følge lovgivningen til fulde, lyder det fra Peter Pagh, der er professor i miljøret på Københavns Universitet.
I en videnskabelig artikel giver han en række eksempler på, at Miljø- og Fødevareklagenævnet har afvist flere kommunale tiltag mod oversvømmelser med henvisning til EU’s ’vandramme-direktiv’, der skal sikre vandmiljøer mod forurening og som blev indført i Danmark i år 2000.
Hvis Miljø- og Fødevarenævnet skal holde sig til loven, betyder det, at kommunernes ansøgninger ofte vil blive afvist, fordi der vil være en forringelse af vandkvaliteten, når man laver klimatilpasningstiltag, forklarer Peter Pagh videre.
Frygt for birkemus trumfer dige mod oversvømmelser
Han nævner et konkret eksempel fra Holstebro Kommune, som siden 2022 har villet inddæmme Storåen, der flere gange er løbet over sine bredder – senest ved de voldsomme skybrud i september, hvor flere kolonihavehuse blev oversvømmede.
Men planen om at inddæmme Storåen blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet med henvisning til vandrammedirektivet på baggrund af en klage fra Danmarks Naturfredningsforening.
Inddæmningen kunne medføre forringelse af vandløbskvaliteten og skade birkemus, der lever omkring Storåen, lød deres begrundelse ifølge Peter Paghs artikel.
»Afgørelsen virker uforståelig set i forhold til de alvorlige konsekvenser, som de seneste års oversvømmelser har haft for mange mennesker og deres ejendomme i Holstebro,« lyder det fra Peter Pagh.
Han mener, at man aldrig kan komme udenom at skade vandmiljøet, når man laver klimatilpasningstiltag – eksempelvis mod oversvømmelser.
»Når du opsætter et dige, kan det påvirke miljøet. Men oversvømmelser forurener også vandet, når kloakker løber over. Og hvis vandstanden stiger med flere meter, er det næppe særlig godt for birkemus heller,« siger han.
\ Kommentar fra Miljø og Fødevareklagenævnet
Videnskab.dk har udlagt Peter Paghs kritik til Miljø- og Fødevareklagenævnet og spurgt, om de ønsker at revurdere deres afvisning af tiltagene for at sikre Holstebro mod oversvømmelser.
»Jeg kan oplyse, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke har revurderet tidligere truffet afgørelse om klimasikringsprojektet i Holstebro,« lyder det fra Sheila Dyhr, der er områdechef for Miljø og Fødevarer i Nævnenes Hus, i en mail til Videnskab.dk.
Hvis afgørelsen fra 2022 skal ændres, skal der ifølge Sheila Dyhr »indsendes en fornyet klage over en afgørelse eller anmodes om genoptagelse af en tidligere truffet afgørelse«.
Hun beskriver, at nævnet ikke har yderligere bemærkninger til Peter Paghs oplysninger.
Undtagelsesregel bliver brug for lidt
Den eneste mulighed Miljø- og Fødevareklagenævnet har for at godkende planerne er at bruge en særlig juridisk undtagelse kaldet ’undtagelsen i vandrammedirektivets art 4 stykke 7’, fortæller Peter Pagh.
Undtagelsen skal desuden godkendes af Miljøministeren, der kan give en særlig tilladelse til at gennemføre projekter, der kan have negativ effekt på vandmiljøet.
»Og det er mig bekendt sket meget få gange,« lyder det fra Peter Pagh.
Det betyder, at kommunernes planer om at sikre danskerne mod oversvømmelser går i stå.
»De bliver sat skakmat,« siger Peter Pagh.
\ Jyllinge Nordmark fik afvist planer for kystsikring
Et andet eksempel på et klimatiltag, der skal sikre danskere mod oversvømmelse, og som oprindelig blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet, er et kystprojekt i Jyllinge Nordmark ved Roskilde.
Efter stormen Bodil i 2013 blev 258 boliger oversvømmet i området ved Jyllinge Nordmark og Tangbjerg.
Derfor foreslog kommunen umiddelbart efter stormen Bodil, at der blandt andet blev opført et jorddige på cirka 700 meter ud mod Roskilde Fjord og et ådige langs Værebo-Å på over en kilometers længde.
Men det blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet med henvisning til vandrammedirektivet, beskrives det i Peter Paghs artikel.
Det skulle tage syv år, før daværende Miljøminister Lea Wermelin (S) i 2020 lovliggjorde kystsikringen ved Jyllinge Nordmark efter undtagelsesparagraffen.
Diger kan være problematiske for ålegræs
Det er klart problematisk, hvis tolkningen af vandrammedirektivet står i vejen for vigtige klimatilpasningstiltag, mener Jacob Carstensen, der er professor i marin økologi på Aarhus Universitet.
Dog understreger han vigtigheden af netop vandrammedirektivet, der skal sikre, at vi passer på miljøet.
»Det er vigtigt, at man tænker tingene ordentligt igennem og ikke bare giver frit løb til klimatiltag, der potentielt kan have mange ulemper,« forklarer han.
Det gælder eksempelvis, når kommuner laver tiltag, der skal sikre kystområder imod oversvømmelse på grund af havvandsstigninger, fortæller Jacob Carstensen videre.
Her er det vigtigt, at man ved, at diger kan have konsekvenser for planter og dyr i havet.
Man kan for eksempelvis komme til at ødelægge levebetingelserne for ålegræs, som er en væsentlig fødekilde for fugle, pointerer Jacob Carstensen.
»Kombinationen af stigende havniveau og diger til at forhindre oversvømmelser fra havet betyder, at der kommer mindre lys til ålegræsset langs vores kyster. Men ålegræs har brug for sollys for at kunne vokse, og hvis vanddybden stiger med 1-2 meter, så får ålegræsset ikke tilstrækkeligt lys og dør,« siger han.
»Det vil klart gå ud over fugle, som spiser ålegræsset, og små fisk, der normalt yngler i det lave vand, hvor ålegræsset vokser. Derfor vil der være behov for at give noget land tilbage til havet på sigt« lyder det fra Jacob Carstensen.
Sæt kommunerne fri
Holstebro har i oktober 2024 afsløret en ny plan for at sikre byen mod oversvømmelser. Kommunen ønsker at opføre et dæmningsanlæg i Ådalen øst for Vandkraftsøen.
Det kræver dog ifølge kommunens pressemeddelelse, at miljøminister Magnus Heunicke (S) vælger at gøre brug af undtagelsesreglen.
Men det er ikke særlig smart, at Miljøministeren bliver flaskehals for den type beslutning, mener Peter Pagh.
I stedet bør kommunerne selv kunne beslutte, om de vil bruge undtagelsesreglen, så det bliver muligt at gennemføre tiltag, der sikrer danskerne mod oversvømmelser, uddyber han.
»Det skal naturligvis stadig være muligt at klage over klimatilpasningsforslag til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Men jeg mener, vi bør ændre loven. Det er politikerne, der kan løse det her problem,« siger Peter Pagh.
Videnskab.dk har forelagt Peter Pags kritikpunkter til Miljøministeriet, der har henvist til Ministeriet for Grøn Trepart. De har dog ikke svaret på vores henvendelse.
\ Kilder
Står EU-rettens krav om vandkvalitet og beskyttet natur i vejen for klimatilpasning mod oversvømmelser? Tidsskrift for Miljø (2024)

































